Skrevet af
Martin Lundsgaard-Leth
18 oktober, 2011
Den kan ses som finkulturel, men er helt nødvendig og den giver os indsigt, nærvær og selvforståelse. Et par meget engagerende indlæg om kunstens betydning overlod ikke nogen i tvivl: kunstoplevelser som ballet og teater er vejen til idsigt og egen identitet. Anne Middelboe Christensen, uddannet dramaturg, teateranmelder ved dagbladet information og bl.a. forfatter til bogen "Sylfiden lever – om en af ballethistoriens mest elskede skikkelser" – lagde i sit oplæg “Scenekunsten sætter sig i kroppen” ud med et overordnet bud på kunstens lykkelige paradoks. Forstået derhen, at selvom kunsten er uden målbar nytteværdi er kunsten nødvendig, fordi kunsten er samfundets forsøg på selvfortolkning. De værdier, som ligger bagved den kunstneriske skaben er medfølelsen, medmenneskeligheden samt stræben efter ny (selv-) forståelse af den verden, vi er en del af.
Det særlige ved ‘live arts’ (teater, koncerter og oplæsning) er nærværet eller det, at opleve et menneske direkte. Prøv derfor at undgå “skærmens filter”, opfordrede Middelboe. Der går noget tabt, når vi ikke, med alle sanser, er tæt på scenen. Hun spurgte: Hvor svært det kan være, når “du har en krop, og jeg har en krop”? Teatret er et “sansebombardement” for øjet i form af scenografi, kostumer, lys, projektioner, video. Og for øret med stemmer, musik, lyd. For næsen med lugten i rummet – og for huden via varmen/kulden. Og endelig for stemningen med følelsen. Det er scenekunstens privilegium at være uden varemærke. Scenekunsten har i stedet uforudsigelighedens gave.
Anne Middelboe Christensen fremholdt, at biblioteket er et fri-rum, hvor man af “en overbærende bibliotekar”(som på Frederiksberg Bibliotek i Anne’s barndom) kan finde eller blive guidet frem til scenekunstens tekster, musik og film. Ikke mindst væsentligt i de lukningstruede mindre biblioteker, at der er bibliotekarer, der kommer en i møde med et “kan jeg hjælpe?”. Hun fandt, at bibliotekets lokaler også kan bruges til opførelse af live-forestillinger, koncerter og oplæsninger som en vigtig måde at få kunsten ud i landet på.
Anne Middelboe Christensen visualiserede i øvrigt meget sigende sit entusiastiske budskab om kroppen i scenekunsten med klip fra filmen West Side Story (1961) samt forskellige eksempler på ordløs dansekunst med blandt andre Kitt Johnsons i dansesoloen Rankefod (2005).
Herefter fulgte en stand-up lignende fortælling af Lars Romann Engel, der til daglig er teaterchef og instruktør ved HamletScenen i Helsingør. Engel gav på en ypperlig måde en regulær idéhistorisk gennemgang af Hamlet-skikkelsen. Hvorfor Shakespeares satte Hamlet på scenen i 1603, og hvorfor han stadig er god at reflektere sammen med i dag. Stykket Hamlet handler simpelthen om de spørgsmål, der fik særligt gode vækstbetingelser efter Martin Luthers opgør med den katolske kirke: Hvem er jeg? – Hvor kommer jeg fra? – Hvor er jeg på vej hen? Og HamletScenens vision er at skabe en scenekunst, der – med Shakespeare som ballast – på nye måder inviterer sit publikum til reflektion om egen/den menneskelige eksistens og identitet.
HamletScenen, der fungerer som et egnsteater med lokale tilskud, har til dato produceret Prins Hamlet om ‘fusions-familier’ og seksualitet til et ungt teaterpublikum, og Kong Hamlet (senior-identitet) til de modne teatergængere. Disse stykker opføres i hele landet, se mere på www.hamletscenen.dk.
Afslutningsvis kastede de to kunstformidlere sig ud i en medrivende samtale – med indspark fra salen – om kunstens uomtvistelige nødvendighed.
