Tove Ditlevsen (1917-1976) er en ægte folkelig forfatter. Hendes bøger og digte, for ikke at tale om hendes berømte brevkasse og artiklerne i aviser og blade, ramte i samtiden og rammer også i dag en stor, meget bred læserskare. Fra teenagere, hvis følelser er bølget i takt med de melankolske ungpigedigte i Pigesind (1939) over deres mødre, som har følt deres ægteskab og hverdag skildret i novellerne til i dag, hvor en ny skare af især kvindelige læsere bliver ramt af det moderne, meget personlige og autentiske projekt i værkerne.
Det har fået Tove Ditlevsens forfatterskab til at blusse med ny aktualitet og nyt nærvær i en grad, som får tallet 100 år til at fremstå nærmest uforeneligt med navnet Tove Ditlevsen.
Sit eget one-woman show
Hendes folkelighed kommer først som sidst fra hende selv. Fra hendes opvækst, hendes indgang til litteraturen, hendes fuldstændige mangel på berøringsangst over for at bruge sig selv, sit liv og sine nærmeste i værkerne, hendes nærmest selvudleverende stil i interviews og den stærkt personlige afsmitning, der træder frem i de tusindvis af brevkassesvar, hun skrev til læserne af Familie-Journalen fra 1956-1976.
Tove Ditlevsens forfatterskab strækker sig over krigstidens beredskabslitteratur, Heretica-bevægelsen og modernismen, nyrealismen, konkretismen, attituderealismen og systemdigtningen.
“Du har aldrig ladet dig indrullere i den ene eller anden gruppe, du har haft dit eget one-woman show”, som forlagsre daktør Mogens Knudsen ret præcist beskrev det i sin tale, da Tove Ditlevsen i 1971 modtog Søren Gyldendal-prisen.
Et par år efter blev one-woman showet fortroppen for en bølge af bekendelseslitteratur, da hun udgav nøgleromanen Vilhelms værelse (1975) om det passionerede og turbulente ægteskab med Ekstra Bladets berømte chefredaktør Victor Andreassen. Samtidig er romanen ikke helt løsrevet fra datidens modernistiske litteratur, ligesom romanen Ansigterne (1968) også viser en Tove Ditlevsen, hvis sprog og stil er langt fra den ligefremme, lidt karske hverdagsstil, man normalt forbinder forfatterskabet med.
Et forfatterskab, hvor hun i høj grad bruger sig selv, sine følelser, sin opvækst, menneskene omkring sig og skaber en indfølthed i beskrivelserne med de små, fint sansede detaljer af hverdagslivet, som det tog sig ud for et stort antal af danskere fra 1930-1975. Temaerne er forholdet mellem børn og forældre, vilkårene i de små lejligheder i de barske, men også solidariske brokvarterer, forelskelse og ægteskab med en grundtone af underliggende ensomhed.
Afhængigheden
Omkring 1945 glider Tove Ditlevsen ind i fem års permanent rus. Hun bliver afhængig af narkotika, og hendes tredje mand, lægen Carl T. Ryberg, forsyner hende i en lind strøm med det nødvendige. Undervejs udgiver hun digtsamlingen Blinkende lygter i 1947, som sælger i for en digtsamling i efterkrigstiden svimlende 10.000 eksemplarer!
Da hun til sidst lykkes med at blive afvænnet, er det da også primært tanken om alt det, hun endnu skal skrive, der vinder over lysten til at forsvinde ind i rustågerne: “Jeg ville ikke gøre det for mine børns skyld alene, men for de bøgers skyld, jeg endnu ikke havde skrevet,” skriver hun senere.
De tavse kvinders stemme
“Jeg har tit nok været bange for livet, men aldrig for døden”, skriver Tove Ditlevsen i en bog om sit forfatterskab i 1974, samme år som et berømt selvmordsforsøg.
Hun fortæller selv om det i Politiken, da hun er tilbage i de levendes verden. På det tidspunkt er hendes 23 år lange ægteskab med Victor Andreasen definitivt slut, børnene er voksne, og måske står hun for første gang overfor noget, der kan ende i en skrivetørke. Det – eller de – turbulente ægteskab(er), kvindelivet set fra familiefronten, splittelsen mellem karrieren og familien, som hun og hendes generation af kvinder har mærket stærkere end generationerne før dem – en stor del af det, hun hidtil har skrevet på, er der ikke længere.
Den 7. marts 1976 tager hun sit eget liv i en venindes lejlighed i København. Denne gang helt sikker på ikke at blive fundet, før det er for sent.
Tove Ditlevsen beskriver i et brev til datteren, hvordan begravelsen skal foregå. Det skal ikke være i stilhed: “Jeg er døbt i Kristkirken, og fra den vil jeg gerne begraves,” skriver hun, og det skal ske i fuld offentlighed fordi “mange mennesker vil ønske at vise mig den sidste ære, og det skal de have lov til.”
Mellem 800 og 1.000 mennesker, de fleste kvinder fra Vesterbro, tog imod hendes indirekte invitation. De møder op ved Kristkirken på Enghave Plads timer inden begravelsen skal finde sted. Kl. 11.30 bliver politiet tilkaldt, fordi kirkens personale ikke kan håndtere menneskemængden længere. De står overalt i kirken og ned langs hele Istedgade.
Da kirkedøren bliver slået op, og Tove Ditlevsens kiste båret ud, reagerer de mange kvinder udenfor spontant: De nejer for den afdøde. For den kvinde, som havde givet dem en stemme, og som havde set dem. Hun havde beskrevet deres liv som “forkomne hjemmegående husmødre, der helt er henvist til mandens nåde og barmhjertighed” og sat ord på den unge pige i spejlet, der ikke “er mig, og jeg ikke hende”, og som “har solgt dine drømme for hus og for brød.”
Her stod de nu, alle læserne, som en slags nærmeste pårørende til Vesterbro-pigen, hvis liv kom til at forme sig helt anderledes end deres. Og så alligevel ikke.
