Skrevet af
Rikke Rottensten
I 1962 ligger der en dag en forespørgsel i Leif Panduros postkasse i Dragør fra Danmarks Radio. Det er fra TV-Teatrets chef, forfatteren Erik Aalbæk Jensen, som skriver, at han gennem længere tid “har haft lyst til at spørge Dem, om De kunne have lyst til en samtale Dem og mig imellem om TV-dramatik m.v.”
Aalbæk Jensens brev fører Panduro ad den bane, han bliver allermest kendt for. Han har skrevet dramatik med vekslende held inden da. Han har også skrevet den endnu i dag klassiske komedie om Harry og kammertjeneren med Osvald Helmuth og Ebbe Rode i hovedrollerne, og er så småt begyndt at lære at give slip på sit kontrolgen i forhold til sin tekst.
Aalbæks brev skriver også tv-historie. For det er herfra, Danmark for alvor får et TV-teater. Med danske dramaer skrevet direkte til TV som selvstændigt medie. TV må ikke længere underordne sig teatret som kunstart, nu er det en genre for sig med langt større vægt på det filmiske end sceniske.
Kombinationen af det nye medie, et Danmark i forandring og Panduros talent for tv-dramatik er en treenighed af de sjældne og lykkelige for alle parter – både dem bag skærmen og foran.
Dagligstuedramatik – lige ind i dagligstuen
Små 100 år før havde hans norske kollega, Henrik Ibsen, skrevet debatterende dramatik fra borgerskabets dagligstuer. Det samme gør arvtageren Leif Panduro. Men nu spejlede stuen i tv præ-cis, den publikum selv sad i. Deres sofaer, kaffekanden, indretningen, parmiddagene, de ægteskabelige dynamikker og måske især deres indre konflikter. Det var som at sidde i stuen hos personerne, gå med dem rundt i byen, drikke en whisky i baren sammen og sidde ved siden af dem i bilen. De talte ligesom naboen, kollegaen og en selv. Her var virkelig tale om dramaet som et spejl, der blev holdt foran dem. Det var nybrydende og med en realistisk præcision, der skar helt ind til marven i benet – og gjorde derfor et ekstra stærkt indtryk.
Men flettet ind i det hyperrealistiske univers, som stykkerne foregik i, var også elementer i familie med det absurde teater. Personer der dukkede op uden forklaring eller logisk sammenhæng. Samtaler uden mening. Symboler der lå udenfor hverdagssfæren.
Her går det (ikke) godt
Panduros tv-spil foregår i den højere middelklasse. Kittelaristokratiet, som nogen kaldte det, i det moderne velfærdssamfund. Det vrimler med læger, arkitekter, universitetsuddannede, journalister, tandlæger og forretningsfolk i tv-spillene. Folk der er veletablerede, tjener rigtig godt, bor elegant i de rigtige postnumre, er velklædte og velholdte. Alle basale behov er dækket – plus en god sjat oveni.
Her gaar det godt, som en roman af Panduros tragisk-satiriske forfatterkollega Finn Søeborg hed. Hvilket selvfølgelig kun var en talemåde – både hos Søeborg og Panduro. For det var kun på overfladen, det gik godt for den voksende middelklasse.
Panduros Adam, Bella, Anne og Louise har alt og alligevel ingenting. De er fremmede overfor sig selv og hinanden. De taler sammen, men forbi hinanden. Bag den smukke, velpolerede facade skvulper tomheden. Personerne er i en mere eller mindre dyb eksistentiel krise. De er ramt af meningsløsheden her midt i livet, hvor de ellers skulle til at nyde alt, de har opnået. I stedet er de som druknende, der kæmper for at komme op og få luft.
“Det går nedad og det gør så ondt”, som Panduro skrev i Politiken i 1972, og hans trænede blik så og skildrede den privilegerede klasses eksistentielle krise og famlen efter indhold i tilværelsen. De erkender, der er noget galt, men indenfor tv-spillets ramme sker der sjældent noget, der for alvor ændrer de problematiske mønstre og strukturer.
Facader og hemmeligheder
“Det er aldrig som man tror det er”, som Paul siger til Adam i I Adams verden, da Adam har opdaget hans dybe hemmelighed: At han også er kvinden Sonja. Da Holger Juul Hansens Paul uventet entrerer i blond paryk, gik der et kollektivt gisp gennem Danmark. Tal om facade, der krakelerede!
Transseksualitet eksisterede ikke officielt i det bedre borgerskab dengang, og var slet ikke en identitet, man vedgik sig, at et menneske som dig selv, din mand eller naboen kunne have.
Med tanke på, at transseksualitet var registret som psykisk lidelse indtil 2017 var det overrumplende og temmelig progressivt af Panduro, at lade Paul være netop det. I den bedste sendetid i monopolets tidsalder. Hvor et par millioner mennesker så Panduros tv-spil, når de blev sendt. Uden mulighed for at streame bagefter. De sad der i sofaen med kaffe på kanden, en avec eller en øl – nærmest hele Danmark.
Det er ikke løgn, når man siger, Panduro lagde gaderne øde. Det var nærmest kun mindreårige og folk uden tv, der ikke overværede premieren på et ny Panduro stykke.
På et tidspunkt begyndte man også at udgive spillene i bogform. Normalt – også dengang – et lille marked, men med Panduro ville seerne gerne så hurtigt som muligt kunne gå længere ned i temaer og karakterer.
Men netop det, at de ramte den tid, de var skrevet om og til så stærkt og præcist, er også medvirkende til, at de ikke i samme grad vil ramme et nutidigt publikum. Man kan genkende træk, tråde og scener, men de står især som formidable, autentiske tidsbilleder af en nær fortid, hvor Danmark gennemgik store forandringer – til det bedre? Måske…
■ Se flere af Panduros værker på bibliotekernes online-tjeneste filmstriben.dk eller dr.dk/bonanza.
