Irans nyere historie er præget af skiftende relationer til Vesten både økonomisk og kulturelt. Et yderpunkt er den sidste Shah, Rezas, vestligt inspirerede sekularisering og modernisering af offentlige institutioner. På den anden side det totalitære islamiske præstestyre med Khomeini i spidsen, der satte ind efter afsættelsen af shahen i 1979. I shahens tid studerende i ti tusindvis af persere i udlandet. De vendte tilbage og moderniserede landet. I dag lider de fleste iranske institutioner under konsekvenserne af den isolation, landet har været udsat for under vestens sanktioner og præget af den systematiske islamisering.
Hvis man som vestlig besøgende i dag slentrer rundt i parkerne i Isfahan, Shiraz eller andre store iranske byer, kan man næsten ikke undgå at blive tiltalt af iranske borgere. De vil snakke, de vil høre, hvad man mener om Iran, de vil fortælle ‘at de elsker Vesten'. Og de vil fotograferes sammen med vesterlændinge. Parkerne er byernes fælles dagligstuer. De er skyggefulde, smukke og fyldt med en forunderlig venlig atmosfære. Folk læser, mødes, snakker. Vigtigt er det at forstå, at som folk er de persere og ikke arabere. Og det er de skarpt bevidste om. Der er 60 procent af befolkningen i Iran, der har en højere uddannelse. Videnstraditionen er stærk. Der er omkring 50 statslige og hundredevis af private universiteter. De har alle biblioteker. Bibliotekerne er et klart eksempel på et veludviklet system, der for en umiddelbar betragtning ligner de tilsvarende vestlige institutioner.
Vis-à-vis en af de mest populære parker i Isfahan ligger for eksempel Central Library of Isfahan. Det er stort, virker ganske moderne med mange pc-udstyrede arbejdspladser, et børnebibliotek, regulære læsesale og endda behagelige siddepladser. Og tilsyneladende et bredt udbud af medier. Der er også et digitalt bibliotek, som der reklameres offensivt for. Biblioteket er hovedbibliotek for et filialsystem med 16 filialer. Et af bibliotekets succeser er en byttecentral for lærebøger og andre materialer. Systemet er enkelt: du afleverer en bog og får en med dig. Biblioteket bruger ressourcer på at registrere, hvad de har og gøre det tilgængeligt. Ordningens popularitet afspejler en mangelsituation.
Jeg besøger biblioteket uden aftale. Men kun et øjeblik efter at jeg har passeret receptionsskranken, er jeg åbenbart registreret som vestlig besøgende. Og overbibliotekaren står foran mig og spørger, hvad han kan gøre for mig. Jeg præ-senterer mig som professionelt interesseret og giver ham mit kort. Han stiller ingen spørgsmål, men tilbyder en hurtig guidet tour. Den tager ca. 10 minutter. Der er kun få brugere. Jeg beder om tilladelse til at fotografere, får ikke nej, men er ikke i tvivl om afslaget. Jeg bliver ikke alene fulgt til dørs, jeg bliver fulgt helt ud af biblioteket.
På vej over i parken tænker jeg, at et steds ånd kan have helt afgørende betydning. Men jeg bliver hurtigt grebet af parkens anderledes venlige ånd og de mange engelsktalende henvendelser, jeg straks får fra tilfældige studerende, der sidder og læser under de skyggefulde træer: ‘Hello. What do you think of Isfahan?’
jensthorhauge.dk, scandinavianalliancegroup.com
