Liv i både små og store byer – også i fremtiden. Kulturperronen 2

Skrevet af

15. november, 2012

Da Norddjurs Kommune blev skabt med kommunalreformen i 2007, måtte der udvikles en biblioteksplan. Den skulle kunne servicere de knap 38.000 indbyggere og samle deres hidtil meget forskellige biblioteksstrukturer. Mens Sønderhald tidligere kun blev betjent af bogbusser, havde Rougsø både bogbusservice og et bibliotek i Ørsted. Nørre Djurs havde hele fem små biblioteker, mens Grenå Kommune både drev byens store bibliotek og en lille filial på Anholt. Hvordan skulle en samlet plan nu se ud?

Tidsånden gik mod centralisering, men i Norddjurs Biblioteker valgte vi at bibeholde modellen med flere mindre enheder, så kommunen nu dækkes af både et hovedbibliotek i Grenå og tre særdeles levende lokalbiblioteker i Ørsted, Ørum og Auning. Men hvorfor bevare så forholdsvist mange små filialer?

Fordi det er vores klare vision, at biblioteket ikke bare skal være en udlånscentral. Det skal være et mødested og et samlingssted for kommunens kulturliv. For at opnå det, må vi være til stede i selve lokalsamfundene – tæt på brugere, foreninger og byens ildsjæle – og det er det nye bibliotek i Auning et godt eksempel på.

Lokale kræfter sikrede Kulturperronen succes
Ved kommunesammenlægningen var Auning med sine 3.000 indbyggere den nye kommunes næststørste by, og samtidig havde den intet bibliotek. Det var en af grundene til, at det nyeste bibliotek kom til at ligge i Auning – en anden var, at vi fik mulighed for at bygge på den tidligere stationsplads, som havde stået tom i årevis, og som med sin centrale placering var fantastisk velegnet som kulturelt samlingssted.

Som sagt var den lokale forankring vigtig, og heldigvis spillede byen med. Auning havde på det tidspunkt ikke et hus med plads til kulturelle aktiviteter, klubmøder osv., så lokale foreninger og ildsjæle var ivrige efter at tage del i processen op til indvielsen af den nye Kulturperronen og biblioteket i 2008.

Det har helt sikkert været medvirkende til, at biblioteket i Auning i dag bliver brugt utrolig meget til både møder, kurser og kulturarrangementer. Kulturperronen er blevet en dynamisk hybrid mellem bibliotek, kulturhus og borgerservice.

Fremtiden byder på flere oplevelser…
I denne måned udkom en helt ny brugerundersøgelse fra Norddjurs Kommunes Kultur- og Udviklingsafdeling. Her blev vi glade for at læse, at “især bibliotekerne fremhæves af respondenterne som arnesteder for det lokale sammenhold”… og at “det at skabe kulturelle samlingspunkter i de lokale samfund er et eksempel til efterfølgelse.”

Også i fremtiden satser vi målrettet på fællesskab og oplevelser. Vi har rigtig mange arrangementer; vi har udliciteret materialevalg og klargøring for at skabe tid til formidlingsdelen. Til de mangeartede formidlingsopgaver ansætter vi personale med forskellige kompetencer og baggrund. Men i det hele taget er alle medarbejdere ved Norddjurs Biblioteker engageret i at udvikle nye services, klubber, arrangementer og undervisningsprogrammer.

Alle fire biblioteker: Grenaa, Auning, Ørsted og Ørum har i dag tilbud om udvidet åbningstid med selvbetjening. Tiderne varierer og er tilpasset de lokale forhold de enkelte steder, ydertidspunkterne er kl. 7-22. Det samlede udlån var i 2011 på 453.000 og dertil kommer onlinebesøg og brug af onlinetjenester som bl.a. PallesGavebod, Netlydborg, eReolen, Filmstriben, Bibzoom og eKurser.nu.

Alt sammen: Tæt på brugerne med ‘Åbne Biblioteker’.

Se mere på https://norddjursbib.dk . 

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...