Stine Pilgaard og Bibliotekernes Forfatterpris
Litteraturprisen på 50.000 kr. uddeles af Edvard Pedersens Biblioteksfond, der fra i år lægger særlig vægt på nye forfattere, der er brudt igennem og tegner lovende for fremtiden. Det er landets bibliotekarer, der har peget på Stine Pilgaard blandt ti kandidater, der er udvalgt med samarbejdspartneren litteratursiden.dk.
Valget var tydeligvis populært i salen, som fuldt ud bakkede op om nomineringen og talen holdt af Litteratursidens chefredaktør Lise Vandborg. Hun fremhævede bl.a. Pilgaards knivskarpe dialoger, nærvær og evne til at møde læserne, hvor de er i et kærligt billede af vores samtid og relationer: “Stine Pilgaard og hendes to romaner er ikke som en landevej uden kroer. Der er masser af oaser, hvor man kan stoppe op og grine, græde, kigge på stjerner eller nedsvælge en stor fadøl. Det er svært ikke at føle sig ramt af hendes prosa, som er både sarkastisk og til tider tragikomisk.” Lise Vandborg introducerede prismodtageren som en charmerende, litterær performer.
Det tog ikke mange sekunder for den tydeligt glade Stine Pilgaard at overbevise salen om netop det, da hun i sin tak for både pris og talen udbrød “Nu tør jeg næsten ikke sige noget” og bekendte, at prisen også er et stort skulderklap for hende, fordi den gives på et tidspunkt “hvor jeg endnu er i tvivl om, jeg overhovedet er forfatter”. Hun fik også takket bibliotekarerne for deres enorme engagement, når hun møder op og læser op af sine bøger Min mor siger og Lejlighedssange på landets biblioteker. Hendes efterfølgende oplæsning bekræftede billedet af en humoristisk forfatter, der ironisk spidder sine personer med hverdagsscener, de fleste kan spejle sig i, men her leveret med et kærligt tvist.
Riebnitsky og skriveprocessen
Anne-Cathrine Riebnitzsky kom derefter på scenen og præsenterede sig i flot kjole og stort hår som den nye Erling Jepsen med henvisning til hans rygskadeafbud til konferencen dagen forinden. Hun var en mere end værdig afløser, der også talte til salen om bibliotekarernes vigtige rolle i formidlingen: ‘Hvem ville sige nej til at tale for jer’. Hendes indlæg drejede sig især om den seje proces med at skrive Orkansæsonen og stilheden, hvorefter hun læste et par passager til en opmærksom sal, der tog godt imod hendes budskab om, at “der mangler lykkelige ægteskaber i dansk litteratur”, hvilket hun fik underbygget med en byge af gode eksempler.
– Alt i alt en fin og populær introduktion til den levende litteratur og to kvindelige forfattere, der på hver sin måde lover spændende og underholdende for fremtiden både i teksten og på scenen!
Hent oplæg og se video på
https://www.db.dk/kulturkonference2016.