Medborgercentre med spændende fremtidsperspektiver

Skrevet af

16. oktober, 2012

Folkebibliotekerne er helt oplagte aktører, når det handler om at få de gode ressourcer hos beboerne i socialt udsatte boligområder til at blomstre og dermed fremelske aktivt medborgerskab. Det var en af hovedkonklusionerne på afslutningskonferencen på et 4-årigt forsøgsprojekt 'Medborgercentre – et fremtidigt bibliotekskoncept'.

Konferencen med 106 deltagere byggede på den slutevaluering, som ph.d.-stipendiat Kristian Nagel Delica fra Roskilde Universitet har udarbejdet, efter at han har fulgt otte af de 16 projekter tæt.

Biblioteket åbner døre
Idéen med de 16 medborgercentre har været at skabe nogle uformelle tilbud, som beboerne har brug for og indflydelse på. Projekterne har afspejlet stor lokal variation og kreativitet, men her er nogle eksempler på aktiviteter, som er gået igen flere steder:
– lektiehjælp til børn, unge og voksne
– pc-undervisning
– mad- og kulturarrangementer i områder med mange nationaliteter
– borgerservice light.

Slutevalueringen betegner projekterne som succesfulde og fremhæver flere kvaliteter ved folkebibliotekerne, som ifølge evaluator gør netop dem velegnede til at fremme integration og aktivt medborgerskab og frivillighed i disse boligområder. En af kvaliteterne er det stærke brand, som det lokale folkebibliotek har i forvejen. En af de deltagende bibliotekarer citeres sådan i rapporten:
“Vi har opnået erfaring – og succes – med at gå ud i byrummet og møde brugere dér, hvor deres hverdag er, og hvor deres behov opstår. Vores tilgang til mennesker er med til at højne succesraten, lige meget hvor eller hvordan mødet foregår. Dét at komme fra biblioteket åbner døre! Og vi er ikke så bange for at gå ud ad vores egne døre mere.”

Evalueringsrapporten peger dog også på en række udfordringer og ‘knaster’, som erfaringerne med forsøgsprojekterne har synliggjort. Men generelt kaster rapporten som nævnt et meget positivt lys over konceptet.

Fra samling til service
Det samme gjorde flere af oplægsholderne på afslutningskonferencen. F.eks. fremhævede direktør Trine Nielsen fra Kulturstyrelsen de 16 medborgercenter-projekter som eksempler på en transformation, som hun forudser for bibliotekernes kerneydelser. Det er et skift “fra samling hen imod service” – fra fokus på materialer hen imod rådgivning, vejledning og undervisning.

Trine Nielsen mener således, at mange mennesker i stadigt højere grad har brug for at kunne få rådgivning og hjælp til at ‘uddanne’ sig som borgere i et komplekst og højteknologisk samfund. “Det bliver måske en af bibliotekets kernefunktioner i vidensamfundet at yde den hjælp. I fremtidens folkebiblioteker vil fokus på læring og formidling være meget stærkt, og her kan vi bygge videre på arbejdsmetoderne fra medborgercentrene,” sagde direktøren fra Kulturstyrelsen.

Det lange, seje træk
En anden oplægsholder, formand for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg, Jane Findahl (F), mente, at forsøgsprojektet falder fint i tråd med KL’s nye politik på det boligsociale område: “Det er tvingende nødvendigt, at der sker et samlet løft af de udsatte boligområder. Derfor skal det boligsociale arbejde løftes op på et strategisk niveau med et udvidet samarbejde mellem kommune, boligorganisationer, erhvervsliv, politi, uddannelsesinstitutioner osv. Der skal faciliteres og bygges bro.”

Jane Findahl understregede, at projekterne skal være både gennemtænkte og langsigtede: “Der er brug for professionelle, frivillige og beboere, der forstår og er parate til det lange, seje træk med vedvarende og stabile indsatser. Kortvarige indsatser skal vi være på vagt overfor!”

Bevar vildskaben
Frivilligt arbejde leveret af lokale beboere har været en af grundpillerne i de 16 forsøgsprojekter, og på konferencen fortalte sekretariatsleder Torben Larsen fra Frivilligt Forum om, hvad der ‘tænder’ de frivillige og får dem til at yde en vedvarende og stabil indsats. Han fortalte også, hvad der får de frivillige til at ‘tænde af’ og advarede mod, at det offentlige forsøger at styre civilsamfundets indsats og sætte den i for snævre rammer. Projekterne må ikke køres på de ansattes præmisser. Han opfordrede til en ydmyg og ikke-styrende attitude fra de kommunale aktører, bl.a. altså de deltagende bibliotekarer: “I må ikke dræbe vildskaben, så opnår man ikke innovation, og så forsvinder de frivillige.”

Om medborgercenterprojektet
Det biblioteksbaserede medborgercenter er en hybrid af kultur- og folkeoplysningsinstitution, frivillighedsbase samt fremskudt offentlig service og rådgivning. Desuden knytter det bånd til boligsociale indsatser og iværksættermiljøer. Evalueringsrapporten Medborgercentre – et fremtidigt bibliotekskoncept kan downloades fra www.kulturstyrelsen.dk

Michel Steen-Hansen, direktør i Danmarks Biblioteksforening, sad med i konferencens panel og anbefaler, at man kigger nærmere på rapporten i kommunerne. Han siger: ”Biblioteket er borgernes indgang til samfundet. Sådan har det altid været og den udvikling, synes jeg, vi skal gøre alt for at fortsætte. Så for min skyld kan vi godt kalde dem medborgercentre, hvis det giver mening for borgerne. Målet er lige nu at finde ud af, hvordan erfaringerne fra de 16 projektbiblioteker med at etablere medborgercentre kan danne inspiration for andre kommuner i deres arbejde med at udvikle fremtidens folkebiblioteker”.

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...