Skrevet af
Hellen Niegaard
I en tid hvor nyhederne omtrent hver eneste dag bringer information om knægtelse af ytringsfrihed, undertrykkelse og overgreb på folkegrupper, er 70årsdagen for Menneskerettighedserklæringen, den 10. december 2018 – en anledning for landets biblioteker til at skabe kendskab til rettighederne med en udstilling eller debat for alle kommunens borgere, selv eller sammen med lokale foreninger og andre.
Som det siges på FN's eget 1948-2018 site, er det langt fra alle mennesker, der kender erklæringen og dens betydning – skønt det ifølge Guinness World Record er det mest oversatte dokument. På sitet opfordres man til at læse den artikel op, man finder mest vigtig og oploade den som video.
Som det fastslås i artikel 27.1"Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder."
Skønt erklæringen ikke er juridisk bindende, bruges dens 30 artikler om menneskers basale rettigheder både politisk og udviklingsmæssigt verden over. Efter 2. verdenskrig i 1948 vedtog knap et halvt hundrede af FN’s medlemslande den globale Menneskerettighedserklæring bl.a. på baggrund af krigens overgreb mod civilbefolkningerne. I dag har hovedparten af FN’s 192 lande skrevet under, inkl. Danmark. Faktisk blev Danmark den 12. oktober i år i New York med 167 stemmer valgt til FN’s Menneskerettighedsråd for første gang nogensinde.
De seneste år er rettighederne kommet under pres bl.a. i forbindelse med flygtningesituationen efter krigene i Afghanistan og Syrien. I 2016 udgav således Institut for Menneskerettigheder i Danmark bogen ”Kampen om Menneskerettighederne”. Men selvom der kan være uenigheder om menneskerettighederne, og at de i stigende grad synes at være under pres, er der næppe tvivl om, at menneskerettighederne stadig har stor indflydelse på det danske samfund, siges det på Instituttets site. ”Selve ideerne om, at alle har ret til et ligeværdigt liv, at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at ingen bør udsættes for tortur, ligger dybt forankret i det danske samfunds værdier. Jeg tror, at uanset hvem du taler med, så kan vi alle blive enige om gyldigheden i menneskerettighedernes grundlæggende principper,” siger Anette Faye Jacobsen, den ene af bogens redaktører.
Det handler dog langt fra alene om krigssituationer og frihed fra diskrimination og vilkårlig fængsling, det drejer sig også om retten til uddannelse, arbejde, religionsfrihed og sundhed.
Samt en række individuelle rettigheder som meningsfrihed og ytringsfrihed, som indeholdt i artikel 19 – igen og igen citeres i bibliotekspolitiske sammenhænge, fordi den også omfatter den enkeltes ret til frit at søge, at modtage information såvel som til at meddele oplysning. Forhold, vi på vore breddegrader tager for givet i dag. I tillæg til artikel 27.1.
FAIFE, IFLA’s Freedom of Access to Information and Freedom of Expression (FAIFE) Advisory Committee, har udarbejdet en enkel oversigt over erklæringens rettigheder omkring ytringsfrihed, retten til at søge og meddele viden, til indsigt i kultur-, kunst og videnskabelige fremskridt, samt til privacy plus copyright. Se den her.
■ Når vi taler om rettigheder her i landet, er det ved siden af Grundloven netop ofte med henvisning til FN’s Menneskerettigheds- erklæring henholdsvis Den Europæiske Menneskerettigheds- konvention, vedtaget af Europarådet.
Hent mere information om FN’s Human Rights f.eks. her: Menneskeret.dk, Amnesty.dk, Faktalink.dk, denstoredanske.dk og wikipedia.
Artikel fra 'Danmarks BIblioteker' nr. 6, 2018.
