Hjernen stopper ikke længere ved vore fingerspidser, men dér hvor telefonen er. Hvad betyder smartphones for hverdagskulturen og i den enkeltes liv? Hvad er godt, og hvordan håndteres negative aspekter?
Mød Imran Rashid, speciallæge, innovationschef og forfatter. Han har i bogen SLUK set nærmere på mønstre omkring menneskers brug af smartphone-teknologien og på de udfordringer, den fører med sig.
I april udkom SLUK. Kunsten at overleve i en digital verden. Den bredte sig som en løbeild i medier og hjem. For står det nu så galt til, at ‘millioner af mennesker over hele kloden er på vej til at blive digitalt afhængige’?
Døm selv. Danmarks Biblioteker mødte 40-årige Imran Rashid på Bogforum i november til en engageret samtale. Om det gode ved vore smartphones, om hvorfor de også repræsenterer en trussel mod os, og om hvordan vi får et afbalanceret brug af dem. Men også et par bud på hvilken rolle biblioteket har at spille på området og – i relation til arbejdet i de nye byråd: Er det noget, nyvalgte kommunalbestyrelser skal beskæftige sig med.
Det komplekse liv
Fra familie- og privatliv til arbejde, møder og undervisningstimer er hverdagen på blot få år totalt ændret. Enhver fra omkring 2. klasse til oldekolle-alderen har forlænget sin krop med en personlig telefon. Altid har du mulighed for at være på og på en og samme tid følge med i dine venners/kollegers/families liv.
Forjættende og saliggørende, synes nogle – faktisk forbløffende mange. Andre mener det nærmest stik modsatte. Blandt skeptikerne findes altså også Imran Rashid. Vi lægger ud med det, der er lige for, og det nemme:
Hvad er det gode ved en smartphone og teknologien bag?
IR: Den muliggør mange, mange praktiske ting, som man f.eks. i arbejdsmæssige sammenhænge skal. Kommunikation, information man skal bruge, billeder der skal tages. Man får en professionel værktøjskasse, som er dynamisk, sanselig og effektiv. Helt klart alt sammen noget, som jeg personligt bruger min mobil til. Den kommer jo med en bred palet af teknologiske muligheder. Den giver dig et digitalt handlerum som menneske, hvori du kan en masse – meget mere end du ville kunne som dig selv med dine fem sanser. Samtidig udvider den vores verden med en digital grænseflade, der konstant kan udbygges, tilpasses og gøres personlig.
Hvad bruger du den helt konkret mest til selv?
IR: Jeg konceptualiserer professionelle apps. Videodoktor.dk appen eksempelvis, som jeg har været med til at lave for mit arbejde. Når du har behov for lægehjælp, skal det ikke være svært at få adgang til lægen. Her kan vi godt gøre det bedre i Danmark. Med vores app kan du klikke på og få hul direkte igennem til en læge. F.eks. hvis du er på ferie i udlandet eller i andre situationer. Det koster penge at bruge den. Men står man i en situation og er bange for at dø, er det rart at få kontakt til en dansk læge, og intet synes for dyrt. Der findes et gratis alternativ, som nok bare ikke fungerer lige så godt. Vi er p.t. ved at udvide tilbuddet, så hr. og fru Danmark også kan bruge den. Jeg prøvede faktisk uden held at få den ud inden for det offentlige.
I dag vil jeg helt klart sige, at mit mål er at bruge teknologien til at gøre sundhedsvæsenet bedre. For det kan blive bedre. Dét kan vi kun, hvis vi forstår, hvad teknologien har at tilbyde os.
Vokser vi sammen med mobilen?
Den omfattende udbredelse af smartphonen er ikke blot af det gode. Både hjerne og krop påvirkes i negativ retning ved ureflekteret brug af mobilen, understreger Imran Rashid.
Hvad er udfordringen omkring telefonen?
IR: At vi får en masse ting serveret uden at vide, om vi har brug for dem, hvilket gradvis forandrer vores vaner og adfærd. Jeg tror, vi har begået en stor fejl ved at tro, at værktøjer i sig selv er løsningen på mange ting. Uden at tænke på om vi har behov for dem. Og vi har gjort os afhængige af vore devices. Smartphonen er lige pludselig blevet en prisme, som vi ser ting igennem. Over tid har det vindue, som mobilen er, udviklet sig til at blive lidt af et troldspejl, hvor vi oplever verden gennem et filter, som andre har sat foran os, og hvor vores opmærksomhed pludselig bliver en kommerciel vare.
Her opstår problemerne på flere fronter. Når social anerkendelse mellem mennesker f.eks. ikke længere er et smil eller et nik, men en Facebook-tommelfinger, et like på mobilen eller et hjerte på instagram. Når det er det, vi begynder at jagte, så former vi også vores adfærd. Frem for at bruge tid på at kigge et andet menneske ind i øjnene og snakke med vedkommende, jagtes likes på steder hvor titusinder gør et eller andet ligegyldigt. Og så dét, at vi som mennesker i dag nærmest smelter sammen med teknologien.
Hvordan det og hvad gør teknologien ved os?
IR: Et af vore allervigtigste biologiske behov er ved at blive eroderet og undermineret, nemlig søvn. Vi ved, mennesker sover dårligere i kortere tid og med dårligere kvalitet end nogensinde før. Problemet er, at søvn er nem at forstyrre. Det eneste, der kræves, er lys og informationer. Det findes i langt de fleste menneskers soveværelser, som har telefoner liggende lige ved siden af sengen, som man siger ‘man bare bruger som vækkeur’. Men det er ikke det, man gør.
Problemet med at have sådan et tivoli med alskens tilbud liggende ved siden af sig, hvor man kun bruger tivolis åbningstid – som vækkeur – er, at hjernen gerne vil i tivoli og vænner sig til at være der. Dét betyder, man former sin søvn efter, hvordan man godt kunne tænke sig at gå i tivoli. Og hvornår man godt kunne tænke sig, at der var åbent. For både voksne og børn betyder det f.eks., at vore hjerner aldrig når ind i den rolige fase og ikke kommer ind i den restitution, som er afgørende for mennesker.
En restitution, der gør, at dagens oplevelser, erfaringer og oplevelser bundfælder sig og bliver bortfiltreret, så de ikke akkumuleres. Problematisk fordi vi ved, at tager du mad, vand og søvn væk fra mennesker, så dør man af søvnmangel før mad- og vandmangel. Så kokser din hjerne simpelthen.
Kan du give fortælle lidt om, hvordan hjernen påvirkes?
IR: Vores hjerne er fantastisk, det er derfor, vi står, hvor vi står i dag. Den er plastisk og kan forme sig lige som ler. Det vi bruger hjerne til, det, vi gør med den, det er med til at udvikle os. Første dag på arbejdet er f.eks. markant anderledes end arbejdsdagen tre år efter; vore hjerner udvikler sig konstant. Og sidder vi hele tiden med telefonen, så bliver den til en forlængelse af vore tanker og hjerne.
Undersøgelser viser ligefrem, at har man ikke telefonen tæt på, så stiger blodtrykket, man bliver man dårligt tilpas og ukoncentreret. Og vi performer dårligere i forskellige hukommelsestest. Dét er et udtryk for, at telefonen ikke længere bare er et værktøj. Forskerne, der arbejder med det her, mener, at det er fordi, at man ligefrem har fået en forlængelse af sin identitet. Hjernen stopper ikke længere ved vore fingerspidser, men dér, hvor telefonen er.
Vi er altså i gang med at få omformet vores identitet, og jeg synes, det bliver problematisk. For det, der ligger på telefonen, er jo i virkeligheden noget, andre har puttet på for at påvirke os. Det er den interaktion, vi ikke forstår, ikke er (nok) opmærksomme på. Det helt store spørgsmål er, om de ’andre’ vil os det godt. I den bedste af alle verdener bruger mennesker teknologi for at blive til bedre mennesker – i den dårligste af alle verdener, er det teknologien, der bruger mennesker til at skabe større omsætning, større virksomheder. Der er vi i dag med Facebook. Et firma som på daglig basis kan påvirke to milliarder mennesker ved at lokke dem med social anerkendelse. Noget som alle mennesker ønsker. Algoritmerne, der udvælger alt det indhold, som vi får præsenteret på vore Facebooks feeds, har overordnet set kun to formål – flere forbrugere og mere forbrug.
Udfordringen her i 2017 er, at det fineste og mest dyrebare som man kan give et andet menneske i dag – udelt opmærksomhed – flytter sig til online kommunikation og belønninger der. Og hvad er opmærksomhed? Det er adgang til vores hjerne, til at forme vores hjerne. Den serverer vi gratis 127 gange om dagen til et amerikansk firma.
Skal vi ændre på det her
Bogen handler derfor også om, at mennesker skal lære at reflektere og at styre deres hjerne. For hvis hjernen selv kunne bestemme, ville den konstant have ’slik, sushi og iPad’ – som Imran Rashids søn, Isak, på seks er helt klar over.
Hvad kan vi gøre for at bryde den onde ring, når der nu også er nogle fordele?
IM: Dilemmaet er, at vi kun selv kan kontrollere det, hvis vi bruger vores vilje. Dét, vi skal lære at forstå, dét SLUK handler om, er nødvendigheden af at slukke. For adgangen til vores hjerne og adgangen til at styre vores hjerne. Det her med at have en tændt telefon på sig, svarer jo til en åben hoveddør. Hvem som helst kan gå ind, og man kan altid se, hov hvem gik forbi. Det er en anden udfordring vi har – at hvis vi mister privatlivet, fordi vi altid er på – så kommer vi også på sigt til at miste fornemmelsen for, hvem er vi. For hvem er jeg, hvis andre ikke fortæller mig det. Det er den formning, der sker, som jeg finder dybt uheldig. For den enkelte og for samfundet.
Et af de spørgsmål jeg stillede mig selv, da jeg begyndte at dykke ned i det her, var: Hvor er sund fornuft blevet af? Bevidsthedsforskere
peger på, at vi faktisk kun er bevidste 10-15% af tiden – resten af tiden gør vi, hvad vi plejer. Der er et kæmpe gab mellem ting, vi ved, og ting vi gør. Ligesom vi ikke ved, hvor mange gange vi klør os i panden – det foregår på et ubevidst niveau – så sker det samme med telefonen, hvor vi ikke længere har kontrol over det. Vi er nødt til at forstå kampen, mellem det vi vil, og det vi skal. Er vi ikke bevidste om det her kæmpe skisma, så kommer vi til at gøre det, der føles rart i øjeblikket.
Andre undersøgelser viser, at evnen til koncentration er ca. 8 sekunder af gangen, et sekund mindre end guldfisken. Hvad er udfordringerne i at tage kontrollen, hvis hjernen er så meget indstillet på automatisk respons. Vore telefoner svarer sådan set til, at vi befinder os i Tivoli konstant. Der er altid noget, der er sjovere end virkeligheden. I virkeligheden handler det om at vælge, om man skaber tanker selv eller om man i stedet for blot forholder sig til noget, andre serverer for dig. At vi ikke blot registrerer frem for at opleve. For så svækkes evnen til fordybelse og koncentration. Vi har i dag udviklet os til at forstyrre os selv, fordi vore hjerner har vænnet sig til, at der skal ske noget nyt hvert femte minut. I det sekund hjernen styres i forventning om gevinst – noget nyt – så taber virkeligheden.
Det her er så udfordrende, fordi mange af de ting, vi gør i hverdagen, netop handler om at skabe rammer, hvor det bliver nemmere at gøre det, vi gerne vil. Vi lever i et flow: Vi har en familie, noget fritid, vores egen tid – hvor vi er individer – og så vores arbejde. Og der er støj på de fleste af de her fire kanaler det meste af tiden. To ting svigter i vores liv – evnen til at prioritere og til at forpligtige os. Løsningen: Tænk sund fornuft.
Groft sagt handler det om at arbejde med en tankerække, hvor man overordnet stiller sig selv nogle svære spørgsmål i hver del af flowet. Spørg f.eks., hvad betyder min familie, hvad betyder mit arbejde – og svar så. Formulér sætninger, som forpligter. F.eks. jeg vil gerne være en far, som er der for mine børn. Det lyder flot, indtil man konkretiserer det. Næste trin: OK, hvad gør du så på daglig basis for at leve op til den sætning og sørge for, at det også kan lade sig gøre? For eksempel give ham udelt opmærksomhed, men hvorfor er det så, jeg kommer til at tjekke min telefon hele tiden? F.eks. når vi er på legepladsen, og han kurer ned ad rutschebanen for 8. gang?
I visse situationer understøtter teknologien os i at løse vore opgaver, og gør os bedre. I andre med dårlige teknologiløsninger sker det modsatte. I stedet for at kigge på: Hvad kan teknologien, som vi har gjort de sidste ti år, vil jeg gerne have, at de næste ti år kommer til at handle om: Hvad har vi brug for? Derefter kan teknologien udvikles og hjælpe os til at blive bedre.
Det mental-økologiske supermarked og det nye sprog
Biblioteker og byråd, har de noget med sagen at gøre?
Helt afgjort, mener Imran Rashid. Det gælder for både bibliotekerne og det enkelte menneske. Men også for byrådene, som afgørende for kommunernes virksomhed. Bibliotekerne kan spille en central rolle, som det forfatteren kalder ‘det mental-økologiske supermarked’, og i indsatsen mod digital forurening.
IR: For år tilbage begyndte vi alle at tale om sunde råvarer som godt for kroppen. Her og nu, vil jeg gerne have, at vi begynder at tale om mental økologi – og om råvarer til hjernen: Hvordan kan vi f.eks. skabe sunde råvarer til vore børns hjerner? Det kan vi ved at give dem nogle oplevelser, som er gode. De har ikke kun brug for gode og sunde kroppe, de har også brug for en god hjerne, som kan koncentrere sig, fordybe sig, så de kan lære og være empatiske. Hvor finder man hjælp til det?
Det finder man f.eks. på biblioteket – det jeg kalder det mentaløkologiske supermarked. Her skal du ikke købe, men kan få, gratis, sunde råvarer til din hjerne. Hvorfor det og hvorfor skal man læse? Biblioteket har adgangen til bøger af alle slags. Man skal læse, fordi det gør ens liv bedre. Man kan bedre opleve verden og fordybe sig, man bliver mere empatisk og forstår, at verden er større end mig. En vigtig forudsætning for, at vi har fået mennesket helt her hen, hvor vi er i dag, var, at vi opdagede, at der er noget andet end mine behov, at der er noget større. Noget, som jeg kun kunne opnå, hvis jeg kunne sige nej til de umiddelbare fristelser og forstå, hvordan andre mennesker havde det, for derved bedre at kunne samarbejde om at indfri nogle fælles store mål, der var gode for os alle.
Hvis dette område er så vigtigt, skal de nyvalgte byråd så også skal beskæftige sig med det?
IR: Ja, og vi/de skal starte med at udvikle et sprog. En fælles forståelse af, hvad problemet er. Først i det sekund vi bruger ord, kan vi forstå det og begynde at gøre noget ved det. For mig er begrebet digital forurening centralt og vigtigt at få etableret i alle sammenhænge.
Vi kan forstå og kender til støjforurening og luftforurening. Det har vi udviklet nogle måleenheder for – vi kan kapere så og så mange støjpartikler og klare så og så mange decibel, men bliver det større, så bliver vi syge.
Noget andet er, at mennesker kan klare så og så mange informationer bits, og øges det niveau, bliver vi stressede. Hjernens øvre grænse er 60 bits pr sekund. Derudover bliver vi distraherede. Og bliver det for massivt over tid, bliver vi stressede og syge.
For skal vi forholde os til en masse informationer, får vi ikke afviklet opgaverne. Fra studier af arbejdspladser ved man, at 75% af de deltagende fortæller, at de spilder omkring to timer om dagen på distraktioner. På at komme frem og tilbage mellem opgaver fra det øjeblik, de bliver distraheret til de kommer tilbage på sporet igen. Husk: Det tager i snit 23 minutter og 15 sekunder at komme tilbage til en opgave. At der kommer mails ind, mens vi løser en opgave, er bl.a. stressende. For vi skal hele tiden begynde forfra opmærksomheds- og koncentrationsmæssigt. En anden ting er, at vi kommer til at begå flere fejl, fordi blot en forstyrrelse på 3 sekunder – ved man fordobler fejlrisikoen efterfølgende.
Politikernes vigtigste opgave må være at skabe nogle rammer – strategier og virksomhedspolitikker – så det bliver så nemt som muligt at træffe nogle sunde beslutninger. Jeg mener, at mennesker, der ikke bare har det godt fra klokken 08 til 16, men også fra 16 til 08 er bedre medarbejdere. Har de det ikke godt – er de heller ikke gode medarbejdere.
SLUK (2017) Bogen er inddelt i 2 dele: Hvorfor og hvordan kan digitaliseringen være skadelig for mennesker samt Råd og anbefalinger til en mere sikker og farbar vej frem.
Imran Rashid: Oprindeligt uddannet læge fra Københavns Universitet i 2005, innovationschef på Aleris-Hamlet Privathospitaler – bl.a. involveret i udviklingen af en række digitale sundhedsløsninger i Skandinavien. Fra 1. januar 2018 stifter af Center for Sund Digitalisering –
en konsulentvirksomhed, der rådgiver om emner relateret til sundhed og teknologi. Læs mere på sunddigital.dk.
