Nedslag i nORD

Skrevet af

Michel Steen-Hansen

14 oktober, 2019

Nordisk Litteraturfestival 2019 i Helsingør.

I disse år vælter det frem med litteraturfestivaler rundt om i landet, en tendens vi også har kunne se i de mange festivaler for musikken, hvor familien Danmark strømmer til for at opleve i fællesskab. I forhold til litteraturfestivalerne er det ofte biblioteket, der er initiativtager og driver dem i fællesskab med andre lokale. Mange frister til et besøg, men kalenderen tillader desværre ikke, at jeg kommer til dem alle sammen. Nogle stykker bliver det dog til, og den seneste jeg har oplevet var Helsingørs nORD.

Allerede da jeg så programmet skrev jeg “nORD – Kvinder, sprog og kunstnerisk skabertrang” i min kalender. Det var nemlig et anderledes set-up for litteraturdebat om emnet feminisme. Man havde sat så forskellige kvinder som Birgitte Possing, Helene Uri og Ditte Hansen til at diskutere dét der med køn og kunst. Med Dorte Krogsgaard, som mange vil kende fra P1 morgen og nu P4, som moderator. Desværre nåede jeg ikke frem til starten i Helsingør og missede det arrangement, men jeg kunne høre, det havde sat spor i samtalerne, da jeg nåede frem dagen efter.

Et af de elementer, som virkelig er lykkedes for nORD, er at sætte temaerne lidt skævt op og få nogle anderledes samtaler ud af det både på scenen, men så sandelig også blandt publikum. Det mærkede jeg, da jeg lørdag morgen steg ombord på kystbanetoget, og allerede, da jeg gik igennem den første vogn, kunne høre, at litteraturens kernepublikum var rigt repræsenteret. Et par grupper af damer med gråt pagehår var ivrigt optaget af at programmelægge samtidig med, at de hele tiden omtalte indfald og refleksioner fra gårsdagen. 

Det var den stemning, jeg lørdag morgen bevægede mig i langs Helsingør havn mod Kulturværftet, hvor et stor reklamebanner stillede eksistentielle spørgsmål som “Kan man være impotent som menneske” og “Banede Ibsen vejen for #metoo”. Jeg brugte ikke tid til at reflektere eller svare på sådanne banaliteter i forhold til det, jeg var på vej mod, nemlig festivalens for mig absolutte kulmination som hed “Byen i litteraturen“ hvor mine to yndlingsforfattere, Lars Saabye Christensen og Søren Ulrik Thomsen, fortalte om hver deres by og dens betydning for deres litteratur. Det gjorde de i en næsten fyldt sal, hvor også nogle fra den yngre generation havde fået øjne og ville opleve de to koryfæer.

Ifølge programmet ligger storbyen ‘som en puls i Søren Ulrik Thomsen forfatterskab’. Især København bliver hans besættelse, han taler dens sprog, og gør den til en del af sig; byen bliver en katalysator for fantasien. En katalysator jeg selv kan spejle mig i på min rejse fra provinsen svarende til den, som Søren Ulrik Thomsen foretog fra Store Heddinge til København, 20 år før jeg selv gjorde det fra det midtsjællandske.

I Lars Saabye Christensens forfatterskab spiller Oslo en central rolle. Ikke mindst i hans nyeste romantrilogi Byens spor, tredje del kommer på dansk den 1. november, hvor byen har sneget sig helt ind på titelniveau. Hos Christensen hører man lyden af Oslo, ser for sig dens gader og følger de mennesker, der bor der, og de veje, de vælger at gå. Når man læser Byens spor er man simpelthen nødt til at forholde sig til Oslos gader, fordi netop kvarteret, hvor hovedpersonen vokser op, bliver beskrevet minutiøst gennem gadenavnene i et område af Oslo, jeg ikke kendte, men føler jeg kender nu.

Det var også omdrejningspunktet i to forfatteres samtale om de spor, byen har sat i deres værker, hvor litteraturprofessor Dan Ringgaard spillede ind som den analyserende og alvidende moderator, der gjorde os alle klogere.

Særligt Søren Ulrik Thomsen forholdt sig til, hvad byen betød for ham og udviklingen for ham som menneske og for fællesskabet. Han beskrev den nostalgi, han bl.a. udtrykker i fotobogen København Con Amore, som han skabte sammen med Jokum Rohde, og erklærede, at nostalgi kun er noget værd, hvis man kan bruge den til at tænke med. Nostalgi er ikke noget værd, hvis den bare bruges til at sidde og være trist, men indimellem faldt han selv i gryden af en nostalgisk reaktionisme, når han begræd, at det store postkontor lukkes og erstattes af en “norsk kapitalkoncentration, som bygger fint hotel”, for det er måske nostalgisk, men også reaktionært, hvis man vil bevare et postkontor til at håndtere fysiske breve, som vi ikke sender mere. Det ændrer dog ikke ved Søren Ulrik Thomsens kærlige blik på ‘sin’ by og den udvikling, han oplever og beskrev som “København er i dag en monokultur, der går ind for diversitet“, fordi byen er blevet så dyr at bo i.

Det nostalgiske blik kalder han med Walter Benjamins ord “Kærlighed ved sidste blik”. Den kærlighed, som præger hans blik i digtsamlingen Rystet Spejl og i essaysamlingen En hårnål klemt inde bag panelet og i København Con Amore.

Det fik mig til at også at reflektere over, hvordan litteraturen ikke kun har ændret mit forhold til byen, men hele mig liv. Så jeg skal helt sikkert til nORD igen næste år, denne gang til hele programmet!

 

Michel Steen-Hansen er direktør i Danmarks Biblioteksforening.

Ikke-brugerne og bibliotekerne

LEDER Tak igen for valget til formand for Danmarks Biblioteksforening. Jeg er beæret og ydmyg over opgaven. Men vil kaste mig ud i arbejdet med min erfaring fra otte år i ...

Set fra MIN stol – Kultur for alle

Om kommuner, kultur og biblioteker – ansvar og adgang. Kultur for alle. Det kan både lyde klichéfyldt og banalt, men tænker man videre over det, så er det faktisk en ret ...