Skrevet af
Laura Michelsen
Når jeg ser ud af vinduet fra min arbejdsplads, plejer jeg at se tennisbanerne i Tårnby og høre de højlydte råb fra tennisspillerne, når de misser en bold. De sidste syv uger har min udsigt fra skrivebordet imidlertid været en helt anden. Drejer jeg ansigtet, falder blikket på det sneklædte fjeld Esja, Reykjavíks ‘bybjerg’, der rejser sig på den anden side af Faxa bugten. Pladsen, jeg sidder på, tilhører til daglig den islandske bibliotekar Thorbjörg Karlsdóttir, som i disse uger har siddet på min plads i Tårnby.
Fra Facebook til Reykjavik i praksis
Et simpelt facebook-opslag sidste forår blev begyndelsen til en inspirationsrejse, der har kastet læring af sig på flere fronter og i et omfang, jeg aldrig havde turdet håbe på inden afrejsen. Jeg havde i mange år haft en drøm om at bo og arbejde en periode i et andet nordisk land, så da Thorbjörgs opslag med ønsket om jobbytte dukkede op på facebook, slog jeg til med det samme. Thorbjörg kunne ikke bytte bolig, så min første udfordring blev at finde et sted at bo. En fjern islandsk slægtning satte mig i forbindelse med en kvinde, der gerne ville leje et værelse ud til mig på meget rimelige betingelser. Huset ligger meget centralt i den vestlige del af Reykjavík og kun et kvarters gang fra hovedbiblioteket. Det har været en meget stor fordel at bo hos nogen. Det har bragt mig langt tættere på byen og dens mennesker, end hvis jeg havde boet alene. Og sammen med bibliotekerne givet en række anderledes oplevelser og ny inspiration til biblioteksarbejdet hjemme i Tårnby Kommune.
Bibliotek under forandring
Reykjavíks biblioteker tæller hovedbiblioteket Grófin og fem filialer. Jeg har under mit ophold besøgt alle filialer med en præsentation af biblioteket i Tårnby, men har ellers haft min arbejdsplads i Grófin. Som i de fleste andre folkebiblioteker i Norden er der også her forandringsprocesser i gang. Man arbejder strategisk med bibliotekets tilbud og medarbejdernes nye roller og relationer til brugerne. Forandringerne er ikke så synlige endnu, og med en enkelt undtagelse minder bibliotekerne indretningsmæssigt en del om Tårnby Bibliotek for tyve år siden, men bevægelsen fra passiv samling til aktiv samskabelse og samvær er i fuld gang. Netop i disse dage rives der vægge ned og omindrettes i filialen Gerðuberg. Modelbiblioteket og forbilledet er den nyeste fi-lial, Spöngin, der for nogle år siden blev indrettet i et tidligere fitnesscenter, og som omfavner gæsten ved ankomsten med sit smukke åbne rum, det lette møblement og varme, klare farver. Her får man virkelig lyst til at hænge ud i timevis og læse, skrive, snakke og bare være. Et fint eksempel på, hvordan lidt kan være så meget mere, hvis det præsenteres på den rigtige måde.
Litteraturvandring, Poetry Slam & Skriveriet nu på islandsk
Sproget har naturligvis været en udfordring. Jeg taler ikke islandsk, og islandsk er sproget i søgebasen, som jeg derfor har haft svært ved at anvende. Jeg har derfor heller ikke kunnet gøre det ud for ‘et hoved’ på vagten, men er blevet sat ekstra på mere for min egen erfaringsindhentnings skyld. Det er således ikke udlåns-vagter, jeg har brugt al min tid på. I Tårnby er mine primære arbejdsområder arrangementer for voksne og formidling af skønlitteratur både generelt og i forskellige former for læsegrupper. Jeg var derfor særligt interesseret i disse områder, og havde inden min ankomst en stærk forventning om, at netop Island ville kunne tilbyde mig noget især på den litterære front.
Reykjavík blev i 2011 udnævnt til UNES-CO City of Literature på baggrund af Islands enestående sagatradition, der er blevet holdt levende og i dag afspejles i en stærk fortælle- og læsekultur og et nærvær af litteratur på snart sagt hvert gadehjørne. Denne stærke forbindelse mellem byen og litteraturen oplevede jeg helt bogstaveligt, da jeg deltog i en litterær byvandring, hvor vi læste højt fra steder i litteraturen, der udspiller sig netop, hvor vi befandt os det øjeblik. Historien og litteraturen smelter på forunderlig vis sammen her, hvor folk synes at være født af fortællingen og stadig lever i den. Også poesien oplevede jeg folde sig ud, da biblioteket afholdt “Ljóðaslamm”, som er islændingenes ord for Poetry Slam. Arrangementet blev afholdt i et gammelt teater for et misundelsesværdigt ungt publikum i en fuld sal. Dysten blev afgjort ved hjælp af en decibel app, der målte publikums begejstringshyl og klap.
Heldigvis havde jeg også noget med i tasken fra Tårnby, som kunne bruges i Reykjavík. Det sidste år har vi sammen med København, Allerød og Sønderborg haft et projekt om litterær talentudvikling på biblioteket. Det har i Tårnby udmøntet sig i “Skriveriet”, som både er et netværk og et fysisk sted på biblioteket, hvor lokale skrivende kan mødes om skriveprocessen og give hinanden feedback og opbakning til at komme videre. “Skriveriet” er nu også åbnet i Kringlan filialen i Reykjavík under navnet “Skrifstofan“ takket være en islandsk kollega, der var hurtig til at gribe min bold.
Videndeling og faglighed
Min tid i Reykjavík er i høj grad gået med videndeling begge veje og observering og diskussion af, hvordan bibliotekstanken og -hverdagen udfolder sig henholdsvis her og i Tårnby. Der er flere praktiske forskelle, som at man ikke online kan reservere materialer, der er hjemme, man må ringe op og spørge efter dem, og at det koster 2000 isk (130 dkk) om året at være låner. En forskel, som ikke er ubetydelig, og som i praksis øger afstanden mellem brugeren og biblioteket og dets tilbud. Det samme gør det faktum, at der kun køres mellem hovedbiblioteket og filialerne en gang om ugen. Dette er naturligvis økonomisk betinget, og ikke noget, biblioteket har ønsket.
En anden væsentlig forskel, som også min islandske kollega i Tårnby har bemærket, er bevidstheden om værtsrollen, som man har arbejdet aktivt med i mange danske biblioteker de sidste år. Værtskab savner endnu at blive en integreret del af fagligheden i de islandske biblioteker på linje med eksempelvis litteratur- og informationssøgning. Også her er der dog en bevægelse i gang mod et større fokus på borgerne og deres oplevelse af biblioteket på den ene side og på faglighed på nye betingelser på den anden side.
■ Sneen er ved at smelte på Esja, og mit ophold er ved at være slut. Udover en masse inspiration til litterære og kulturelle arrangementer tager jeg ikke mindst en ny indsigt i mit eget fag og et nyt blik på mit daglige arbejde med mig hjem. Islændingenes dybe kærlighed til og respekt for substansen har gjort det endnu tydeligere for mig, hvor vigtigt det er, at vi i vores bestræbelser på at beværte og samskabe med borgerne og udvikle nye formidlingsformer hele tiden fastholder forbindelsen til det, vi formidler og er sammen om, så formen ikke ender med at blive indholdet.
LAURA MICHELSEN, Bibliotekar, Tårnby Kommunebiblioteker
