Inspireret af den engelske historiker Arnold Toynbee lagde Henrik Jensen håndfast ud på biblioteksforeningens konference med at karakterisere det moderne menneske som en historieløs proletar uden rodfæstethed. I det individualiserede samfund eksisterer der ikke længere nogen materiel fattigdom. Armoden giver sig nærmere udtryk i kulturel og åndelig fattigdom. Samfundet er ud over at være individualiseret kendetegnet ved at være teknologisk, terapeutisk og coachende. I modsætning til hvad der stod på fanerne i arbejderbevægelsens ungdom: “gør din pligt – kræv din ret”; hvor der var balance mellem pligt og ret/individ og samfund, er det i vel-færdsstaten ens rettigheder, der tages afsæt i. Samfundet har ændret sig fra et pligtsamfund til et rettighedssamfund. Vi har fået et terapeutisk samfund med devisen: Har du lyst har du lov.
I stedet for det selvrealiserende og coachende, “hvad, synes du selv?”-menneske, der tager udgangspunkt i sig selv og sin egen lyst, efterlyser Henrik Jensen: vertikalitet, værdihieraki, autoritet, opdragelse, dannelse og stræben. Vi står hver især overfor valget mellem enten en terapeutisk rolle eller en autoritativ rolle i overensstemmelse med pligtkulturen, ifølge hvilken der altid er et BØR. Noget er oppe og noget er nede. Folkebiblioteker kan i den forbindelse overveje, om biblioteket skal være en kulturinstitution eller “en varmestue for det overflødige”.
Som eksempler på en dannelseslitteratur, der var engang, nævnte Henrik Jensen 1800-tallets ridder- og kostskoleromaner, hvor idealet om gentleman’en – solid dannelse, taktfuldhed, ulastelig fremtræden osv. – samt dannelsesromanerne med Henrik Pontoppidan som eksempler. I en bevægelse fra Pontoppidan til Panduro er den normative romankunst sidenhen blevet afhandlet, ifølge Jensen. Dagens minimalistiske romanlitteratur (Helle Helle o.a.) er på individets præmisser, og unge er overladt til computerspil, Paradise Hotel og X-Factor. En modbevægelse hertil er børn og unges interesse for f.eks. Ringenes Herre, der jo ligesom i ridderromanerne sætter opofrelse for det gode, kammeratskabet og pligt i spil.
Hvad gør vi? Skal vi sætte os foran Facebook og vente på, at tids-ånden skifter? Nej. Lad os i stedet finde balancen mellem rettigheder og pligter. Blive ordentlige mennesker, der insistere på autoritet, vedstår at noget er bedre end andet, at nogen ved bedre og at den, der ved bedre, godt kan være én selv. Et eksempel på det sidste var, da Henrik Jensen som barn gik på Frederiksberg Bibliotek for at spørge efter Morten Korch. Bibliotekaren mente ikke, det var noget for ham, hvilket Henrik Jensen – som jeg forstår det – i dag synes var en rigtig behandling. Bibliotekaren vidste jo bedre. Service med brugeren i centrum gælder nok ikke her, men kompetent, ansvarlig vejledning
En konferencedeltager spurgte om Henrik Jensen virkelig mente, at mennesket i sig selv ikke kan have en iboende opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Det svarede Henrik Jensen bekræftende på. For – som han skriver i Det faderløse samfund – sker den normative integration ved at nomos (traditionsbundne love) læres fra generation til generation gennem fortællinger og sange. Med andre ord fra noget der kommer udenfor selvet.
Martin Lundsgaard-Leth
Biblioteksleder Ikast-Brande, medlem af DBs Repræsentantskab
