Om tiden efter 1920 – Dansk Bibliotekshistorie

Dansk Bibliotekshistorie bind 2, “Biblioteker for alle. Tiden efter 1920” til i dag minder mig om den sommeraften i 70’erne, hvor jeg væltede på min cykel, fordi jeg kørte ind i en medkollegianer, på vejen til Kultorvet til offentligt møde om noget med Københavns biblioteker. Jeg husker ikke sagens substans; men i hvert fald skulle vi med egne øjne se giraffen, Brita Olsson, hovedstadens daværende stadsbibliotekar, som havde påkaldt sig negativ opmærksomhed blandt studerende på Biblioteksskolen.

Fra idé til profession
Cyklisten og jeg gik på skolen sammen med 198 andre og yderligere 60 på den nye afdeling i Aalborg. Bibliotekshistorien skriver os tilbage til den første bibliotekaruddannelse, udbudt i 1918 af Statens Bogsamlingskomite med et optag på 15 elever. Der blev undervist i bøgernes og bibliotekernes historie, bibliotekspolitik, administration, bogkundskab og bogvalg og diverse praktiske gøremål, som skulle fungere for at drive tidens biblioteker med succes.

Det virkede! Talrige sognebiblioteker så dagens lys de følgende årtier, og endnu flere årene efter. Ambitionen var litteratur og læsning for alle. I 1925 var 119 personer med biblioteksarbejde som hovedbeskæftigelse på et folke- eller forskningsbibliotek registreret i Den danske Bibliotekarstand. Udviklingen af en egentlig bibliotekarprofession var sat på skinner, damplokomotivet kørte.

Mission og værdigrundlag
Det gør indtryk at læse bogens mange citater, som dokumenterer en udtalt klarhed om mission og knivskarp værdigrund. Ingen kunne være i tvivl om, at det faktiske arbejde og værdigrunden passede som hånd i handske. Til forskel fra nu, hvor professionen og biblioteksmiljøet generelt, er udfordret af opgavernes kompleksitet og de vilkår, bogen benævner vidensamfundets abstrakte karakter. Begrebet er for stor en mundfuld for denne tekst, men notér det gerne, som et emne af vital betydning for alle, der brænder for at fri og lige adgang til kultur og information, uden skelen til religion, politik og moral også findes som fælles offentlig målsætning om 100 år.

Som bogen uddyber, spillede Danmarks Biblioteksforening en hovedrolle i etablering og udvikling af folkebiblioteksvirksomheden og organiserede både politikere og bibliotekarer. Med tiden diskuterede forskellige grupper af bibliotekarer behovet for alternative organiseringsformer. Det matchede næppe ånden i 1968, at lade sig nøje med et fagligt foreningsmedlemsskab, med socialdemokraten Ralph Lysholt Hansen som formand, og samtidig formand for Folketingets Finansudvalg.

I 1969 brød bibliotekarerne ud af Danmarks Biblioteksforening og etablerede Bibliotekarforbundet, som fagforening med forhandlingsret; men også med substantiel prioritering af fagpolitik og et markant fagblad, Bibliotek70 (Bibliotekspressen fra 1990), med kulant budget og en legendarisk, frisat redaktør Per Nyeng. Bruddet, konstaterer jeg ud fra egne fagpolitiske erfaringer som først medlem af BF’s Hovedbestyrelse og siden formand i 1992-1994, medførte uvenskab de to foreninger imellem helt op til slut 80’erne, hvor diverse personudskiftninger og tidsmæssig afstand lagde grunden for nye, konstruktive samtaler.

Det samarbejdende biblioteksvæsen
Jeg kan ikke sige Bibliotekarforbundet uden også at sige det samarbejdende biblioteksvæsen, som indstilling og kollektiv bestræbelse. Det har nemlig været afgørende og karakteristisk for det samlede, danske biblioteksvæsen og dets blomstrende udvikling i det 20. århundrede. Derfor har det også været centralt i et fagforeningsperspektiv.

Begrebet nævnes kun en eller få gange i bogen; men dens udrulning af en række konkrete cases dokumenterer dets betydning gennem historien. Det fremgår, at samarbejdsånden har rødder til pionertidens folkebogssamlinger, oplysningsforbund, skolemiljøer, den spirende biblioteksbevægelse, områdets foreninger, Det Kgl. Bibliotek og systemet – altså staten.

Ved Loven af 1920 tog staten ejerskab, og drog omsorg for distribuering af viden og ressourcer til hele landet ved dannelse af Statens Bibliotekstilsyn og formering af Biblioteksrådet, som rådgivende og koordinerende organ. I første omgang blev medlemmer af rådet rekrutteret fra ministerier, statslige institutioner og civilsamfundsforeninger. Siden blev også kommuner og fagforeninger budt indenfor, hvilket f.eks. for Bibliotekarforbundet betød adgang til samtale, indsigt, netværk og interessevaretagelse. Konstruktionen var en konkret materialisering af ønsket om helhedstænkning. Den gav plads til flerstemmighed, og formåede at balancere modsatte interesser.

En stærk biblioteksudvikling
Kombinationen af gode bevillinger og feltets samlede udfoldelse genererede en biblioteksudvikling, der har shinet gennem det 20. århundrede, også internationalt.

Ud over de fysiske biblioteker står på dagens bundlinje alle borgeres fri og lige adgang til det samlede biblioteksvæsens ressourcer, ikke bare som højstemt princip men som konkret virkelighed. En virkelighed, der skaber transparens og nem tilgængelighed fra slutbrugerens sofahjørne via en brugervenlig platform, lagt ovenpå kolossale, digitale kataloger. Hele molevitten bindes sammen af en kørselsordning, så længe materialet kommer i fysisk form.

Desværre tog et statsligt, såkaldt afbureaukratiseringstiltag livet af Biblioteksrådet i 1989. Det var et af de første tegn på, at biblioteksudviklingen bevæger sig i nye retninger.

Historieskrivningens udfordringer og en efterlysning
Under læsning af bogen har det slået mig, at historiefortælling fortæller tilbage om tekstens egne forfattere og redaktører. Om deres præferencer og favorittemaer og om emner, de ikke lægger vægt på, eller overser eksistensen af. Kildematerialets monstrøse omfang må have givet svære redaktionelle udvælgelsesudfordringer. Alligevel tillader jeg mig at efterlyse større vægtning af personalhistorien. Biblioteksvæsenet er jo trods alt skabt af og for mennesker. Især savner jeg kvinderne.

En simpel optælling i bind 2 viser 32 fotos og tegninger af navngivne mænd, 6 af ditto kvinder. En billedtekst i bogen konstaterer, at de fleste ledere tilbage i historien var mænd. Sandt nok, men det har ændret sig undervejs, og det ville ikke være svært at komme op med 30 gode forslag på kvinder, der har sat signifikante spor på bibliotekstænkning og praksis de sidste 100 år – og som ved deres repræsentation kunne have åbnet til andre historier.

■  Her er masser af stof til et 3. bind. Indtil det er skrevet, vil det være oplagt at reservere læsetid til bind 2, især for læsere med interesse for århundredets nye biblioteksbygninger og deres spejling af tidernes konkrete biblioteksmålsætninger.

ELSEBETH TANK, originalerweize.dk