På biblioteket med bibliobitterne

Mød Bibliobitterne. Screenshot af app. Herlev Bibliotek.

Skrevet af

15. august, 2022
Download hele magasinet som pdf:

Ny app baseret på AR-teknologi viser børn vej i biblioteket. Med app’en vil alle landets biblioteker nu kunne tilbyde børn i 3. klasse en sjov, selvstændig og engagerende introduktion til bibliotekets mange muligheder.

Augmented Reality eller AR kaldes også udvidet virkelighed. AR kombinerer den fysiske verden med den digitale og er blandt børn blandt andet kendt fra Pokémon Go-spillet. Pokémon Go genkender sine omgivelser gennem Google Maps, men i Bibliobitterne dukker det ekstra virtuelle lag op, når en bestemt AR-markør scannes.

Et legende møde med biblioteket

Bibliobitterne er en helt ny app, der med sjove missioner og AR-teknologi introducerer børn til biblioteket på en direkte engagerende, sjov og legende måde.

Bibliobitternes egen planet er løbet tør for historier, som bibliobitterne lever af. Derfor er de under ledelse af Kejser Biblio draget ud i universet på jagt efter flere fortællinger. Nu er de styrtet ned midt i det lokale bibliotek, og Kejser Biblio har brug for hjælp til at finde sine undersåtter, mens han selv reparerer rumskibet. Derfor sender han børnene på en interaktiv mission blandt bibliotekets forskellige genrer. Missionen er at finde de forskellige bibliobitter, der gemmer sig blandt deres yndlingsbøger. Børnene skal også løse en række udfordringer, hvor de må tænke kreativt og benytte alt det, biblioteket rummer, for at få bibliobitterne med tilbage til rumskibet.

Fra klassen til biblioteket

Startskuddet til missionen sker i børnenes egen klasse. Her møder de bibliobitterne i første del af historien skrevet af forfatter Thomas Brunstrøm kendt fra blandt andet ”Sallys far”-universet.

Klassen inviteres så på biblioteket, hvor de hører mere om bibliobitterne, bliver introduceret til biblioteket og får udleveret iPads, så de kan gå i gang med missionen. Når en mission er gennemført, får børnene udleveret et opgaveark, hvor de blandt andet lærer bibliobitternes hemmelige alfabet, og får mulighed for at forlænge oplevelsen.

Med appen lægges et ekstra digitalt lag på virkeligheden gennem Augmented Reality. Det gør, at bibliobitterne vækkes til live i 3D, og børnene kan interagere med dem.

Udvikling i børnehøjde

Bibliobitterne er målrettet skolens 3. klassetrin, som supplement til et introduktionsforløb i biblioteket. Spillet spilles i grupper, fordrer samarbejde og hands-on problemløsning.

Bibliobitterne er baseret på en ’Learning Through Play’-tankegang og er udviklet af og til børn. Børnene har været inddraget gennem hele processen fra idéfase over prototype og til den færdige app Bibliobitterne. Det er deres fantasier og fortællinger, der ligger til grund for Thomas Brunstrøms historie, mens børnenes tegninger har været direkte inspiration til bibliobitternes endelige udseende. Appen og dens missioner og udfordringer er også løbende blevet testet med skoleklasser.

Efter mere end 10 tests med klasser ved vi, at børnene ikke blot synes, at Bibliobitterne er et sjovt forløb, men de får også et bedre indtryk af, hvor de forskellige materialer befinder sig på biblioteket, og fornemmer, at de gerne (selvstændigt) må gå på opdagelse i dem. Mange af børnene finder desuden undervejs bøger, som de får lyst til at låne.

Tilpas Bibliobitterne til jeres bibliotek

Børnene sendes på en mission for at finde bibliobitterne. Hvor de gemmer sig, og hvilke udfordringer de stiller børnene, kan tilpasses til hvert enkelt bibliotek. Der er allerede udviklet flere missioner og tilhørende udfordringer. De kan redigeres og blandes i det uendelige, så appen er meget fleksibel.

Det kræver ingen stor teknisk kunnen fra bibliotekets eller skolens side til at komme i gang, men ønsker man at blive klædt ekstra godt på til at udbyde Bibliobitterne, og eventuelt selv lave nye missioner og udfordringer, udbyder flere centralbiblioteker facilitatorkurser i løbet af september og oktober 2022.

Biblioteket skal blot selv have iPads/tablets, mens app og materialer er gratis.

Læring gennem leg – Vær med fra starten

Bibliobitterne lanceres på Dokk1 i Aarhus den 7. september, hvor alle interesserede biblioteks-medarbejdere naturligvis er inviterede.

På dagen kan man prøve app’en og få viden om leg og læring på biblioteket. Desuden kan man høre meget mere om tilblivelsen af Bibliobitterne fra projektdeltagerne samt designbureauet Gejst/Studio, der sammen med grupper af børn står bag udviklingen af app’en. Tilmelding sker gennem centralbibliotek.dk.

■ På Bibliobitterne-gruppen på centralbibliotek.dk kan man læse meget mere om projektet og finde al det supplerende materiale, så det er let at komme godt i gang. Her finder du også relaterede aktiviteter som facilitatorkurser, lancering med mere.


ALBERTE JEBERG KJÆR digital formidler Herlev Bibliotek.

Om universet:
Bibliobitterne er resultatet af et større udviklingsprojekt drevet af Herlev Bibliotek i samarbejde med Viborg Biblioteker, Aarhus Kommunes Biblioteker og Vejle Bibliotekerne samt designbureauet Gejst/Studio. Projektet er støttet af Udviklingspuljen for biblioteker og læringscentre under Slots- og Kulturstyrelsen.

Kontaktperson: alberte.kjaer@herlevbibliotek.dk .

Velkommen til de nye lokalpolitikere – og til samtalen om vores fælles demokrati

og på gensyn til vore regionale kulturtræf hvor I kan blive valgt til den mest markante interesseorganisation for den kommunale kulturpolitik – Danmarks Biblioteksforening

Danmarks Største Vælgermøde

Den 27. oktober blev en festdag for demokratiet, da biblioteker i flere end 30 kommuner landet over slog dørene op til Danmarks Største Vælgermøde

Børnevalget 2025 blev et tilløbsstykke!

Flere end 23.500 børn deltog i Børnevalget 2025. Og Møgmis vandt foran Hunden Ib

Bogrygge og parykker – samskabelse mellem bibliotek og teater

Kan Shakespeares univers åbnes for de helt små både via biblioteket og teatret? I Svendborg har BaggårdTeatret og Svendborg Bibliotek gjort forsøget

Hvorfor læser de ikke? Fra antagelser til viden

Roskilde Bibliotekerne har foretaget en omfattende undersøgelse af de lokale borgeres læsevaner

Måske Mattias Tesfaye skulle se mod Odsherred!

Danmarks største læsefestival for børn og unge, Odsherred Læser, skaber overraskende indgange til litteraturen for at modvirke den dalende læseglæde blandt børn og unge

Sociologen, der elsker udlånsdata

Der er tegn på i forskningen, at forskellige former for kulturel aktivitet har gavnlige virkninger for individet, men det står klart, at den væsentligste faktor er læsning

Biblioteker som laboratorier for social innovation

LibrarIN undersøger, hvordan offentlige og akademiske biblioteker fungerer som platforme for social innovation og samskabelse