På sporet af forføreren Kierkegaard

Hvordan var omverdenens samtidige kommentarer til Forførerens dagbog?
Det startede Joakim Garff med at give et par fingerpeg om: “Stakkels Cordelia! Hvordan gik det hende dog ikke! Eller rettere: Hvordan gik det hende? Derom kan man læse i Forførerens Dagbog, som med en egen dæmonisk detaljeringsgrad skildrer, hvordan Johannes Forføreren gennem en række spidsfindige træk bringer sig i besiddelse af den blåøjede uskyldighed, mandigt fuldbyrder sit forehavende og derpå overlader sit opbragte offer til sig selv og en uvis skæbne. Kynisk uafficeret af de breve, hvormed Cordelia skiftevis forbander og bønfalder sin udådsmand, lister Johannes Forføreren sig lystent videre mod nye erotiske eventyr – og bliver dermed i eftertidens moralske protokoller en skræmmende personifi­cering af, hvad der kan ske, når skønheds­sans, retorisk virtuositet og manipulation af libidinøse kræfter forvaltes med amoralsk genialitet.
Enten–Eller, i hvis første halvbind man finder Forførerens Dagbog, vakte ved sin fremkomst den 20. februar 1843 lige dele begejstring og bestyrtelse, blandt andre hos H.C. Andersens begavede og velskrivende penneveninde, Signe Læssøe, der den 7. april samme år underrettede den forfløjne digter nede i Paris om sidste nyt inden for det københavnske voldanlæg: “Her er oprunden paa den litteraire Himmel en Komet (…), uheldsvanger og uheldbringende; den er saa dæmonisk, at man læser og læser, lægger den utilfreds bort og tager den altid fat igjen; thi man kan hverken slippe eller beholde den. ‘Hvad er det dog?’ hører jeg Dem sige. Det er ‘Enten–Eller’ af Søren Kierkegaard. De gjør Dem ikke Begreb om, hvad Sensation den har gjort (…). Naar man har læst den, afskyer man Forfatteren, men bøier sig dybt for hans Hoved og hans Kundskaber.’
Et par uger senere kvitterede Andersen med en hovedrysten, der synes at være motiveret af en vis misundelse: “Hvad De giver mig af Kierkegaards Bog, gjør mig ikke just videbegjærlig, det er saa let at synes genial, naar man vil sætte alle Hensyn til Side og sønderslide sin egen Sjæl og alle hellige Følelser! Men sligt gjør Efect. Den philosophiske Belysning har rimeligviis øieblikkelig blændet Heiberg!”
Lige akkurat i den antagelse tog Andersen dog grundigt fejl, for da Johan Ludvig Heiberg den 1. marts omtalte Enten–Eller, kaldte han bogen for et “Monstrum” og gjorde sig lystig over dens titel, som han overførte på sit eget forhold til bogen: “Skal jeg enten læse den, eller lade det være?” Hvad angik Forførerens Dagbog, var han derimod ikke det mindste i tvivl: »(…) man væmmes, man ækles, man oprøres«.

“Vender man skiftevis det døve øre og det blinde øje til alt det meget, der også foregår i Forførerens Dagbog, ville det vel være upassende ikke at tilslutte sig Heibergs moralske dom”, fortsatte Joakim Garff: Men måske, måske burde man udvise lidt tilbageholdenhed i sin fordømmelse af dagbogen, der kun for den meget overfladiske betragtning handler om en lysten libertiners behov for at deflorere sagesløse københavnske uskyldigheder. Af det forord, som en unavngiven herre har forsynet dagbogen med, fremgår det da også, at Johannes ret beset var “altfor meget aandelig bestemmet til at være en Forfører i almindelig Forstand”, hvorfor man bør være forsigtig med at stemple ham som “Forbryder”. Den lidenskab, Johannes lægger for dagen, er forbundet med virkeliggørelsen af selve strategien, taktikken, manipulationens magtfulde triumf. Hvad der driver ham, er kort sagt ikke noget så biologisk banalt som behovstilfreds­stillelse, men derimod “den Snedighed, den Underfundighed, hvormed han veed at snige sig ind i en Piges Hjerte, det Herredømme, han veed at forskaffe sig derover, den bedaarende, planmæssige, successive Forførelse” – hvilket måske ikke gøre hele operationen mindre umoralsk, men i al fald noget mere interessant.”

Siden fæstnede Joakim Garff sig ved værkets udgiverforord i relation til Søren Kierkegaards eget liv og egen store, ulykkelige, kærlighed til Regine. “Var det ikke, fordi udgiveren ville have overskredet sit mandat, kunne han godt have tilføjet, at Forførelsens Dagbog endvidere var ‘forviklet’ med en anden historie – nemlig med Sørens og Regines. Oplysninger om en sådan forvikling ville på den anden side ikke være strengt nødvendige, hverken i Kierkegaards samtid eller i hans eftertid, hvor dagbogen på godt og ondt har været udleveret til en biografisk medlæsen, der jo ikke aftager i evidens med Kierkegaards bemærkning om, at han havde skrevet dagbogen for Regines skyld – “for at støde fra”, som det så fysisk hedder. Derved forsynede han dagbogen med en umiskendeligt (selv)biografisk undertekst, men måske var han ikke den eneste, endsige den første, der fik det indfald”, hed det blandt andet.

Joakim Garff fortsatte den tankebane: “Hvad Kierkegaard måske ikke formåede i sit forhold til Regine, har han anderledes held med i sine skrifter. Kierkegaard er nemlig en eminent forfatterforfører, hvis tekster er intime i den forstand, at de til stadighed fører personlige samtaler med deres læser, der kaldes "kjær" (ordet optræder som det femte ord i den allerførste linje i forordet til debutbogen Enten–Eller) og "min" og andet fortroligt, og hvis befindende og situation i det hele taget tydeligvis ligger den enkelte tekst meget på sinde. I disse tekster pågår der med andre ord en omfattende erotisering, der er speciel derved, at den hyppigt bryder og forskyder de traditionelle grænser mellem forfører og forført: Snart er teksten kvindeligt knibsk og derfor meget imod, at man tager den på ordet, snart er den koket eller pirrende, åbner sig overgivent, men fortryder i sidste sekund i en art textus interruptus, der aflyser hele herligheden og lader det blive ved før­lystens forvirrende forlokkelser; snart efter rejser den sig igen og nu som en tekst, der ikke lægger fingrene imellem, men myndigt og mandigt gennemfører sit forehavende. At meddelelsen praktiseres in­direkte, hvilket der er en lang og temmelig ureflekteret tradition for at hævde, er således ingen garanti for, at læserens inte­gritet respekteres.”

En noget hasarderet påstand er det næppe, mente forskeren, at det navnlig er takket være sin beher­skelse af det retoriske register, sit sproglige mesterskab, at Kierkegaard bliver Kierkegaard.

“Hvorfor han da heller ikke uden videre kan sammenlignes med mere regelrette filo­soffer, ufejlbarlige æggehoveder som Kant og Hegel eksempelvis, hvis diskurs er begrebslig og altså ikke som Kierkegaards uløseligt forbundet med ironien, satiren, polemikken, vittighederne, den indforståede gestus mellem linjerne, vemodets dybe humanitet anbragt lige klos op ad en nærmest mozartsk munterhed og en elskeligt ubekymret passiar om vejr og vind, digressionens ubændighed og metaforernes egenværdi, det narrative ikke at forglemme samt alt det stoflige og sanselige og sublime og platte – forbundet kort sagt med alt det meget man kunne kalde den kierke­gaardske stil i kraft af hvilken be­grebets kompakte masse mirakuløst transformerer sig til billeder, udstrækker sig alle­gorisk for øjnene af sin læser eller ifører sig fablens jordnære form, så man pludselig ser filosofiens og teologiens problemer for sig.”

Joakim Garff har bl.a. skrevet SAK, den store Kierkegaard-biografi fra 2000, og senest i år Regines gåde. Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru, ligesom han har været redaktør af antologien Kierkegaard når han er bedst – og værst også fra 2013 med bidrag fra en lang række danske forfattere.