Pas på biblioteket!

FOR ENHVER: Enhver med forstanden i behold må stå frem og være med til at passe på folkebiblioteket, for det passer til enhver.

Nogen er pas på biblioteket. Nogen får pas på biblioteket. Nogen taler endda om, at man skal kunne låne et vaterpas derhenne. Men vi er altså også nogle, der siger – siger og skriver: Pas på biblioteket! Pas rigtigt godt på folkebiblioteket og se til, at det ligger i rimelig afstand fra, hvor folk bor. Er det da i fare? I den grad. Fra regnedrenge og politikere med næsen dybt nede i iPad'en eller den bærbare, folk, som ikke kan andet end talrækker, skatteprocenter og besparelsesforslag, og som aldrig har set Pontoppidan og Karen Blixen som andet end tidsspilde.

Det er dem, mange vælgere har sat til at passe på biblioteket, men vi skal passe på, medborgere. Det er de absolut uegnede til. Folkebiblioteket blev skabt som et folkeligt krav, det opstod som følge af de stærke folkelige bevægelser i forrige århundrede, dem, der ville sørge for, at lyset ikke blot skulle være for de lærde (som Grundtvig udtrykte det), men at den gode litteratur skulle være frit tilgængelig for gud og hvermand.

Det hvad enten bøgerne gav oplevelser ved læsningen eller gav oplysning.

Stærke vidnesbyrd
Bøgerne rummer såmænd selv stærke vidnesbyrd om, hvad bøger har betydet for dem, der fik dem i hænde i rette tid, enten takket være en god dansklærer, en klog bibliotekar eller en vis vejleder.
Alle kender sangen “Danmark, nu blunder den lyse nat”, færre har lagt mærke til, at det var digteren Thøger Larsen, der skrev den. Til gengæld kender kun de færreste hans hyldest til biblioteket: “Som stille gemmer”.
“Bøgernes verden er som stille gemmer, rummer tit undre, øjeblikket glemmer” en sang, der i sine seks vers argumenterer poetisk for at passe godt på biblioteket. Det er just de undere, som bøger rummer, der er årsagen til, at vi må og skal passe godt på de biblioteker, regnedrengene og de indskrænkede politikere endnu ikke har fået nedlagt.

Allerede dengang bibliotekerne blev oprettet i kommunerne, var der politikere, der ikke havde fattet ideen med dem. For et halvt århundrede siden var jeg med til at overtale et sogneråd til at oprette et bibliotek for sognets beboere. Da vi vel havde fået det indrettet, sagde et af sognerådets medlemmer sådan lidt henkastet, at vi for de penge, biblioteket havde kostet, kunne forære folk en bog hver.
– Ja, netop, svarede jeg, og så ville vi hver have én bog. Nu har vi 2.600, vi kan læse efter lyst og lejlighed.

Tidligt fik jeg fortrolighed med folkebiblioteket. Mine forældre var ivrige læsere, og som yngst i hjemmet tog de mig med derhen, når de skulle bytte bøger. Meget hurtigt fik jeg selv en bog eller to med hjem, rejseberetninger fra den vide verden, efter nogle år historiebøger, særligt den nærmeste fortids til at begynde med. Er man vokset op under besættelsen, er 20'ernes og 30'ernes historie særdeles spændende.
Det har uundgåeligt sat sit præg på, hvad jeg selv siden har bidraget med til folkebibliotekernes samlinger. Under arbejdet med dem har specialbibliotekerne spillet deres meget vigtige rolle, statsbiblioteket, det kongelige bibliotek, arbejderbevægelsens biblioteker her og i det øvrige Norden, lige som universitetsbiblioteker. Men takket være folkebibliotekerne kan man også forske hjemme. Biblioteksvæsenet samarbejder, og de engagerede bibliotekarer skaffer med fornøjelse de særeste værker hjem, en sjælden gang kun til læsning på biblioteket, men hyppigst til hjemlån.

Hvermands adgang
Vigtigst er hvermands adgang til verdenslitteraturen, fra de store klassikere og til håndbøger, i hvilken hobby som helst, men ikke dette uden muligheden for at møde en bibliotekar, tale med en bogkyndig, en, der kender sit biblioteks muligheder og ved, hvor man finder oversigter over, hvad der vedrører det, enhver måtte være interesseret i.

Enhver med forstanden i behold må stå frem og være med til at passe på folkebiblioteket, for det passer til enhver.

Artiklen er tidligere bragt i forskellige lokale aviser, bl.a. i Sjællandske den 19. september 2016, og er blevet til i relation til en kulturpolitisk debat om biblioteket i september i Rudersdal Kommune.
 

Om forfatter Søren Sørensen:
Er født i 1937 og siden 1985 forfatter på fuld tid. Blandt de seneste værker er bl.a. Petrarca – Liv, Værk og Virkning. Fakta og Analyse (Multivers 2014) og Sophienholmsonetter & andre digte (Det Poetiske Bureaus Forlag 2016). Har helt fra skoleårene været optaget af verdenslitteraturens store klassikere og var i 2000 initiativtager til – sammen med Danmarks Biblioteksforening – etablering af klassikerdagen.dk og årets danske Klassiker. Har frem til i år været født medlem af Klassikerkomitéen bag klassikerdagen. Bag den står de folkelige litterære selskaber, Danmarks Biblioteksforening, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.