Et af de centrale temaer i den aktuelle debat om velfærd og økonomi er spørgsmålet om aktivering af civilsamfundets potentiale i forhold til fremtidens modeller for offentlig velfærd og offentlige ydelser.
De frivillige hænder er efterspurgte, og motivationen blandt borgerne for frivilligt arbejde er markant. Således også på kulturområdet og i bibliotekerne, hvor frivillige i mange år har været helt nødvendige for f.eks. det lokalhistoriske arbejde, og i de senere år er koblet på flere opgaver i bibliotekerne. Men hvor står professionen og den professionelle i denne udvikling? Det har jeg forsøgt at blive klogere på i forbindelse med min uddannelse til Master i Professionsudvikling.
Problemfeltet er naturligvis mangesidigt og nuanceret, ligesom det er bundet op på en række naturlige med- og modsætninger i forholdet mellem professionel og frivillig. Men generelt kan professions-udøverens holdning til de frivillige ud fra interviews med bibliotekarer i mit eget bibliotek beskrives som “positiv opmærksom”. Det viser sig i en hel række tematikker, men måske bedst på spørgsmålene om hvilke opgaver de frivillige skal varetage og rammer og retningslinjer for samarbejdet. Det var ret tydeligt, at biblioteket som værdibærende institution i sig selv opfattes som stærkt rammesættende for samarbejdet mellem professionelle og frivillige. Professionens – bibliotekarens – egenopfattelse er bundet op på folkebibliotekernes grundlæggende formål om demokratisering af adgang til viden, informationer, kulturaktiviteter og facilitering af fællesskaber. Den frivillige tiltrækkes af samme værdier, både i forhold til at have et fundament for at gøre noget for andre, og som rum for at skabe fællesskaber for den frivillige selv.
Ny teknologi, ændrede brugermønstre, forandringer af biblioteksrummet og mange forskelligartede forventninger fra omverdenen betyder samtidig, at opgaver i langt højere grad end tidligere skal prioriteres og løses i samarbejde med andre aktører. Her ser professionen de frivillige som en af mulighederne for at løfte opgaver, det ellers kan være vanskeligt at finde resurserne til. Det gælder f.eks. i forhold til kulturaktiviteter, it-undervisning, opsøgende biblioteksbetjening og ungeområdet. Samtidig er den professionelle opmærksom på, at den frivillige i nogle sammenhænge kan skabe en mere ligeværdig dialog med borgerne og faktisk “kan gå længere end vi selv kan”, som en af bibliotekarerne udtrykte det i forhold til de frivilliges arbejde i it-caféen.
Men der er også en grænse for, hvor de frivillige kan udfolde sig i biblioteket. F.eks. kan frivillige i den direkte betjening af borgerne i udlån og informations-ø ikke komme på tale. Med andre ord kan man sige, at biblioteket som institution i sig selv er rammesættende for samarbejde mellem professionel og frivillig. Inden for den ramme ser professionen de frivillige som en givende samarbejdspartner, der kan løfte opgaver, der er nødvendige for biblioteket som institution, men som traditionelt ligger i yderkanten af det, der opfattes som bibliotekariske kerneopgaver.
Samarbejdet med de frivillige er aftalt fra opgave til opgave, og ikke nødvendigvis gennem formelt vedtagne retningslinjer. Det betyder, at det i høj grad er de involverede parter, der selv aftaler opgave- og rollefordeling, herunder hvordan den professionelle kan fungere som dialogpartner eller supervisor for de frivillige.
Så generelt er holdningen positiv i forhold til, at biblioteket gør noget for de aktive borgere, der gerne vil yde en frivillig indsats, at opgaver, der ellers vil være vanskelige at løfte, rent faktisk bliver løftet, og at den professionelle på den måde frigøres til at styrke kerneopgaverne. Samtidig er den professionelle opmærksom på, at det kræver arbejde med nye roller i form af lederskab og supervision af frivillige, og at der med hensyn til opgaver ikke sker et skred mod at frivillige overtager det, professionen opfatter som kerneopgaver. Her kan det så blive nødvendigt med mere formelle retningslinjer for samarbejdet.
