Skrevet af
Svend Larsen
Kan et samfund leve af kultur? Nej! Kan et samfund leve uden kultur? Nej. En ny kulturpolitik bør udfylde rummet mellem disse to svar. Kultur og kulturinstitutioner har fyldt meget i den offentlige debat under corona-krisen. Hvis denne krisebetingede interesse for kultur og kulturinstitutioner skal omsættes i en langsigtet kulturpolitik, bør vi efter min mening have fokus på tre fundamentale forhold.
For det første kulturlivets sammenhæng med andet liv. Kultur hænger sammen med erhvervsliv, arbejdsliv, med videnskab, teknologisk udvikling osv. Sammenhæng skal forstås som ‘afhængig af’ og ‘betydning for’. I corona-tidens diskussioner af kultur har den dominerende vinkel været kulturens ‘betydning for’. Betydningen er der og skal synliggøres. Men det er ikke holdbart at overse afhængighederne og sammenhængen. Når kulturpolitik bliver ren sektorpolitik, overskæres sammenhængen til det, kulturen lever af og lever i.
Det andet forhold er det digitales betydning. Corona-tiden har vist, at vi ikke kan være rent digitale. Det fysiske møde mellem mennesker er vigtigt, uanset om vi taler arbejdsliv, studieliv eller fritid. Men det skal ikke skygge for den kendsgerning, at vi lever i en digital tidsalder. Det lyder banalt, men netop på kulturområdet er det en vigtig pointe. Min oplevelse er, at kulturfolket hilser det digitale velkommen. Men det digitale ses som rent middel, som en effektiv vejviser til det egentlige, som er den trykte bog, museumsbesøget, teatret eller live-koncerten. Det er ikke en holdbar forståelse af det digitale. Corona-krisen har ikke skabt e-handel, e-sport og e-videnskab osv., men tiden med corona har vist, hvor fundamentalt, det digitale er. Det digitale er ikke noget ved siden af ‘det egentlige’, det er i høj grad blevet det egentlige.
Det tredje forhold, der er vigtigt, handler om, hvordan vi indretter os med det digitale. Vi hylder bogtrykkerkunsten, fordi den skabte langt bredere adgang til viden og oplevelse. Det tog nogle hundrede år, før det slog igennem. Kortere tid tog det for lydteknologi som grammofonen og radioen at demokratisere adgangen til musik, nyheder osv. Der blev etableret en rollefordeling mellem frembringer, formidler og bruger, og der blev skabt nogle mekanismer, som sikrer balance mellem individuelle rettigheder og hensynet til fællesskabet. Et fornemt eksempel på det er de offentlige biblioteker – værd at bemærke i 100-året for den første danske bibliotekslov.
Nettet, det digitale, kan nedbryde mure og overskride græn-ser. Det er det uovertrufne ved det. Men det potentiale er endnu ikke udnyttet på samme måde, som vi har udnyttet tidligere teknologier. De samfundsmæssige rammer er ikke fulgt med. Det gælder noget helt konkret som ophavsret, men også noget mindre konkret som samspillet mellem det digitale og det fysiske.
Indslaget er bragt i "Ny kulturpolitik efterlyses" – en voxpop i Danmarks Biblioteker nr. 3, 2020.
Svend Larsen, direktør Det Kgl. Bibliotek.
