Coronapandemien har sat sundhedssystemet under pres. Men det har også været et socialt eksperiment, hvor vores frihed og fællesskaber har væ-ret stærkt begrænset. Aldrig har vi læst så mange bøger, sunget så meget fællessang, streamet så mange film eller kastet os ud i så mange kreative udfoldelser. Kulturen har ikke kun været vigtig for os – den har været en nødvendighed. For vores livsglæde, vores velbefindende og for vores oplevelse af samhørighed.
Den gamle socialdemokratiske kæmpe Ivar Nørgaard forudsagde, at Kulturministeriet en dag ville blive mere betydningsfuld end Finansministeriet. At det er en samfundsopgave at skabe en aktiv kulturpolitik, der giver kulturen en større plads i vores liv.
Jeg må tørt konstatere, at der er meget lang vej endnu. Selv i denne coronatid, hvor nødvendigheden af kulturen står lysende klart for enhver, har kulturen stået nederst på den politiske dagsorden. Kulturen er blevet italesat som et mindre betydningsfuldt politikområde, selvom manglen på kulturaktiviteter i høj grad afspejles i vores mentale sundhed lige nu. Alligevel betragtes kulturen som krymmel på kagen – som noget, der godt kan undværes – et område, der må vente. Som kulturrådmand har det været næsten ubærligt at følge.
Kulturpolitikken skal sidestilles med andre politikområder. Det kræver vilje og en kulturminister med holdninger. Kulturområdet har mange hellige køer; fordelingen af statslige midler mellem Øst- og Vestdanmark og medieområder for at nævne et par. Det dur ikke, at sådanne drøftelser læg-ges i syltekrukker eller forhandles i andre ministerier. Kulturministeriet skal træde i karakter. Det bliver man ikke nødvendigvis populær af, men det giver respekt og relevans.
Hvis jeg skal pege på tre områder, som jeg gerne så i en national kulturpolitik, så er det dannelse, fællesskaber og talenter.
Man siger, at dannelse er det, der er tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Dannelse og viden er vigtigere end nogensinde i en tid med fake news og halve sandheder på SoMe. Kulturen kan give os perspektiv og evnen til at se tingene fra den andens side – og det er særdeles vigtigt i en tid hvor polariseringen viser sig i mange lande.
Frivilligheden er et kæmpe tandhjul i kulturlivet. F.eks. har Nibe Festival 4.500 frivillige, som hvert år sætter scener op, tjekker billetter, henter kunstnere i lufthavnen osv. Kulturens frivillige skaber værdi for sig selv, for kulturen og for lokalsamfundene. Det skal anerkendes.
Sidst, men ikke mindst, skal vi styrke vores fokus på vækst- og talentlaget. Jeg har enorm respekt for den kunstner, som satser sig selv fuldt og helt og forfølger drømmen om et kunstnerisk virke. Coronaen har sat en stopper for, at de kan prøve sig selv af – der er ingen publikummer, ingen turneer eller udstillinger osv. Jeg frygter, at vi får et hul i talentkæden de næste år, fordi lovende talenter har valgt skolebænken eller det faste job. Generelt skal vi vise langt større anerkendelse for dem, der kan, vil og tør i kulturens verden.
Så set fra min stol er kulturen ikke et mindre betydningsfuldt politikområde. Kultur er meget mere end krymmel på velfærdskagen. Det er kernefuldt rugbrød, som kroppen og hjernen bliver skør af at undvære.
