Set fra MIN stol – Biblioteket som politisk kampplads

Lotte Kofoed (F), rådmand i Frederiksberg Kommune og formand for Kultur- og Fritidsudvalget. Foto: Frederiksberg Kommune.

Skrevet af

17. april, 2023
Download hele magasinet som pdf:

Bibliotekerne er en grundsten i vores demokratiske samfund. Politisk eller anden form for censur må aldrig finde vej til dem. Det er vigtigt at stå sammen og stå fast, understreger Lotte Kofoed, Frederiksberg Kommune, efter et børnekulturarrangement på hovedbiblioteket blev udsat for noget af en ubehagelig medieorkan.

Som ny formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg har jeg måttet sande, at virkeligheden som politiker kan være benhård. Budgetunderskud og massive besparelser har gjort det nødvendigt at tage beslutninger, som jeg aldrig havde drømt om. Mere afvikling end udvikling, er ikke det man drømmer om, men sådan kan det føles.

Det kom bag på mig, at den største shitstorm ikke ramte, da vi satte skatten op eller måtte spare kraftigt på kernevelfærd. Nej, den største shitstorm kom, da vi blev beskyldt for at spænde børnene for en “woke-vogn” på biblioteket.

Biblioteket havde planlagt en kulturaften for børn fyldt med udklædning, leg, ansigtsmaling, fest, musik og sang. Formidling af bogen Børnene fra Sølvgade af Renée Toft Simonsen. Som noget ekstra ville to dygtige dragqueens optræde i prinsessetøj med glimmer og sæbebobler til musik fra Disneys mest populære film. Det lød uskyldigt, for det var uskyldigt.

Men nogle politikere på Christiansborg mente, at det var seksualisering af børn, og en gruppe borgere anmeldte en demonstration mod arrangementet. På samme tid støttede mange andre op om arrangementet og anmeldte en moddemonstration. Argumenterne fløj gennem luften, og desværre også trusler og hadefulde påstande mod bibliotekets ansatte og mod de to dragartister.

Jeg var rasende og dybt bekymret over, at politikere og andre kræfter forsøgte at kontrollere, hvad der formidles på vores biblioteker. Derfor var det vigtigt for mig og vores borgmester Michael Vindfeldt at stå sammen med vores bibliotek og de optrædende og vise, at vi ikke ønsker politisk indblanding. Vi ville vise, at vi stod bag vores ansattes faglighed.

Vi holdt arrangementet, og det blev en stor succes. 1.100 børn og forældre dukkede op, og de to dragqueens måtte endda give en ekstra forestilling på grund af den store tilstrømning. Det var en fest, der vandt over alt det, som kan ende i politisk censur og et endnu mere opdelt samfund. Alt det som biblioteket jo netop er sat i verden for at modvirke. Ironisk nok.

Bibliotekerne er en af grundstenene i vores samfund og et sted for alle, uanset politiske holdninger eller baggrund. Det er her, vi finder den frie adgang til viden og information, som er afgørende for vores demokrati, konsensus og vores frihed.

Politisk censur må aldrig finde vej til bibliotekerne. Arrangementet endte i en succes, men det er jo vanvittigt, at politi og vagter var nødvendigt, for vi at kunne afvikle et arrangement på et folkebibliotek i Danmark. Det må ikke blive hverdag. 

Jeg kan tit føle mig ensom i politik, men lige den aften følte jeg, vi havde været ét stort hold.

Et hold, der havde vist hele Danmark, hvorfor vores biblioteker er vigtige, og hvorfor det nogle gange er vigtigt bare at stå fast.

Demokrati er ikke en tilskuersport

Demokratiet skal bruges og trænes i hverdagen: Når vi lytter til mennesker, vi ikke er enige med og engagerer os i lokalsamfundet

Fra analoge længsler til demokratifitness

Fra Folkemødet på Bornholm til Kulturmødet på Mors har bibliotekerne sat læsning, demokrati og den grønne omstilling på dagsordenen.

Når magten skal udredes – igen!

Et samlet Folketing har sat gang i Magtudredningen 2.0 – en stor opdatering af den analyse af det danske folkestyre, der første gang blev lavet omkring årtusindskiftet.

Meget større potentiale i kulturlivet!

Vi er kun lige begyndt at skrabe i overfladen af kulturlivets potentiale, siger Dansk Kulturlivs afgående direktør, Jakob Sørensen, om kulturlivsalliancen og samarbejdet.

Ny standard for materialevalg med kunstig intelligens

Men det skal fortsat være bibliotekaren, der har det sidste ord. Kunstig intelligens skal ikke erstatte, men understøtte!

I København rykker den smalle litteratur

”Det sædvanlige biblioteksrum er langt mere mystificerende for ikke-brugere, end vi tror.

Litteraturuge for voksne på Aalborg Bibliotekerne

“I kan umuligt lave et bedre program til næste år”. Vi accepterer udfordringen!

Festival forbinder mennesker og lokalsamfund

En varm lørdag i maj slog over 1.000 gæster vejen forbi Roskilde Bibliotek og Kreativt hus for børn til den årlige Roskilde Litteraturfestival