Fra 1920 og frem til 2012 – hele 75 år – har Danmark haft et i organisatorisk henseende selvstændigt, statsligt organ for folkebibliotekerne: Statens Bibliotekstilsyn, Statens Bibliotekstjeneste, Biblioteksstyrelsen og Styrelsen for Bibliotek & Medier. Og – i stadig dialog med kommunerne og ofte i et tæt samarbejde med Danmarks Biblioteksforening og det i 1939 etablerede Folkebibliotekernes Bibliografiske Kontor, fra 1963 Bibliotekscentralen og fra 1993 Dansk Biblioteks Center (DBC) – har dette centralorgan initieret til og haft afgørende indflydelse på adskillige af de fællesløsninger og det samarbejde på tværs, som folkebibliotekssektoren og dermed dens brugere har nydt godt af. Noget som i lange perioder har placeret dansk biblioteksvæsen i fremmeste led internationalt set.
Biblioteksfagligt funderet forvaltningsorgan
I artiklen om “Fællesskab og videndeling” i den publikation, DBC netop har udgivet i anledning af Folkebibliotekernes Bibliografiske Kontors 75-års jubilæum, fremhæver Jens Thorhauge specielt tre områder, hvor det statslige engagement i folkebibliotekernes anliggender har manifesteret sig positivt, nemlig i forhold til bibliotekslovgivningen, når det gælder bevillinger til særlige formål, samt i opretholdelsen af et specifikt biblioteksfagligt funderet forvaltningsorgan. Uden det sidste havde lovgivningen og bevillingerne næppe fået den gennemslagskraft, som tilfældet har været, mener Thorhauge i sit forsvar for et selvstændigt centralorgan for biblioteksområdet og en samarbejdsmodel, hvor staten “påtager sig de opgaver, der er bedst tjent med at blive løst centralt eller koordineret”.
Den dybe faglighed går fløjten
Med den baggrund in mente frygter Jens Thorhauge, at der med nedlæggelsen af det selvstændige statslige organ på biblioteksområdet er sket et brud på et ellers ubrudt statsligt engagement i folkebibliotekernes drift og udvikling. “Bruddet er naturligvis ikke tilsigtet, men kan blive en konsekvens af den rationalisering og centralisering, der i årtier har været et fremherskende træk i centraladministrationens forvaltning, en model der nu også har nået Kulturministeriet”, skriver han “Kulturstyrelsen er blevet en stor styrelse. Dens genstandsområde er meget bredt, men forudsætninger og behov forskellige. Der er en risiko for, at alt bliver skåret over samme, eller i hvert fald let standardiserede, læst. De udviklingsstrategier, der ses for Kulturstyrelsen, synes at indebære et fravalg af den dybe faglighed”.
Uden en offentlig debat
Mærkeligt nok har degraderingen af den statslige styrelse for biblioteksområdet til blot at være et kontor på linje med så mange andre i den bredt anlagte Kulturstyrelse ikke affødt en egentlig debat i biblioteksverdenen, endsige forbehold og protester. Pudsigt nok lige så lidt som da en af de andre store elefanter i dansk biblioteksvæsen, Danmarks Biblioteksskole, fra 2010 Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA), på nogenlunde samme tid sluttede som selvstændig højere læreanstalt for i stedet at krybe ind under Kø-benhavns Universitets vinger.
Så meget mere bemærkelsesværdig er det selvfølgelig, at den tidligere topembedsmand nu tager bladet fra munden og udtrykker sin store skepsis. Det har Jens Thorhauge formentlig også gjort internt i systemet, inden toget var kørt. Men det er første gang, han så uforblommet distancerer sig fra den gennemførte fusion og centralisering offentligt.
Bureaukratiseret DDB-konstruktion
I sin artikel i “Veje til viden” langer Jens Thorhauge også ud efter den særlige organisation, der etableredes i tilknytning til Danmarks Digitale Bibliotek (DDB). Set i bagklogskabens ulideligt klare lys skulle vi ikke have inviteret KL og Kulturdepartementet ind i maskinrummet. Processen er blevet omstændelig og indiskutabelt bureaukratiseret, mener han. “Bibliotekerne, DBC og Styrelsen for Bibliotek og Medier skulle bare have skabt DDB, som vi skabte bibliotek.dk, kørselsordning og mange andre faciliteter”, skriver han. “Vi skulle have organiseret et fremragende og rettidigt handlende digitalt fællesskab af frivillighedens vej”.
