I løbet af de seneste måneder har der været en intens debat om ACTA, også i sidste nr. af Danmarks Biblioteker, hvor der var en kritisk omtale. Jeg har fulgt ACTAs tilblivelse fra sidelinjen, og jeg kan kun undre mig over det postyr.
Udgangspunktet for ACTA var, at man ville forsøge at få sat en stopper for den udbredte handel med kopivarer, dvs. ulovligt fremstillede kopier af ophavsretligt beskyttede mærkevarer, det være sig møbler, tøj og andre former for designvarer, der er markedsført under et beskyttet mærke. Det er noget vi i Danmark og i øvrigt i Europa og USA lever af at designe og producere, og som i fortrinsvist fjernøstlige lande i vid udstrækning plagieres og eksporteres til Europa, hvor det sælges som ægte. Det er denne ulovlige handel, man gerne vil til livs, og eftersom der er tale om handel, er midlet en handelsaftale, Anti Counterfeit Trade Agreement, eller på dansk, Handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning.
Helt fra starten var der fra forskellige sider indvendinger imod, at disse forhandlinger ikke skete i fuld offentlighed og i WIPO regi. (Wipo = World Intellectual Property Organisation.) Nu er det for det første normal procedure, at handelstraktater ikke forhandles i fuld offentlighed. ACTA forhandlingerne adskilte sig altså ikke fra normal praksis i så henseende. Og for det andet er WIPO ikke stedet, hvor man forhandler handelsaftaler. En global traktat på det handelspolitiske område skulle i givet fald være foregået i regi af WTO, men det var og er urealistisk at få gennemført en traktat inden for WTO på nuværende tidspunkt. Så meget om det formelle.
Når det er sagt, vil jeg gerne tilføje, at det måske heller ikke er en indlysende god idé at forhandle en traktat om bekæmpelse af fremstilling og salg af kopivarer i et forum, hvor de største syndere sidder med ved bordet, og som i øvrigt kun kan træffe beslutning ved konsensus. Ærligt alt, hvad har man forestillet sig?
Efter et stykke tid kom internethandel også på banen, og dermed også spørgsmålet om bekæmpelse af digital piratkopiering og ulovlig fildeling. Og det er især disse bestemmelser, debatten nu drejer sig om. Det er ganske rigtigt, at der har været fremsat forslag om drakoniske sanktioner af typen “three strikes and you are out” forstået således, at internetbrugere efter tre sager om ophavsretskrænkelser skulle kunne få kappet forbindelsen til internettet. Men disse forslag er lige så stille blevet luget ud, og det, der står tilbage, er, at deltagerne skal sørge for, at sådanne krænkelser kan retsforfølges.
De kontraherende parter skal således sørge for, at deres håndhævelsesprocedurer vedr. ophavsretskrænkelser også finder “… anvendelse på krænkelse af ophavsret eller beslægtede rettigheder der sker over digitale netværk, hvilket kan omfatte ulovlig anvendelse af metoder til omfattende distribution i krænkelsesøjemed. Disse procedurer skal gennemføres på en måde, hvorpå man undgår, at der opstår hindringer for lovlig aktivitet, herunder e-handel, og hvorved grundlæggende principper som f.eks. ytringsfrihed, retfærdig rettergang og privatlivets fred overholdes i overensstemmelse med denne kontraherende parts lovgivning.” (art. 27, stk. 2) Disse muligheder for retshåndhævelse følger allerede af eksisterende internationale traktater (Bernerkonventionen og Trips-aftalen) samt gældende EU-direktiver, herunder retshåndhævelsesdirektivet fra 2004.
Derudover kan en kontraherende part i overensstemmelse med sine love og forskrifter give sine kompetente myndigheder beføjelse til at pålægge en onlinetjenesteudbyder hurtigt at give en rettighedshaver tilstrækkelige oplysninger til at identificere en abonnent, hvis konto angiveligt er blevet brugt til krænkelser. Forudsætningen herfor er, at rettighedshaveren har fremsat en i retlig henseende fyldestgørende anmodning. “Disse procedurer skal gennemføres på en måde, hvorpå man undgår, at der opstår hindringer for lovlig aktivitet, herunder e-handel, og hvorved grundlæggende principper som f.eks. ytringsfrihed, retfærdig rettergang og privatlivets fred overholdes i overensstemmelse med denne kontraherende parts lovgivning. “ (art. 27, stk. 4) En sådan lovgivning er allerede indført i
Danmark, hvor rettighedshavere efter en dommerkendelse kan få udleveret oplysninger om formodede krænkeres identitet, hvilket vel også burde være en selvfølge i et retssamfund.
Det er vanskeligt at se, hvorledes en lovgivning, baseret på de nævnte principper, skulle kunne true ytringsfriheden, krænke privatlivets fred eller være en fare for friheden på internettet – andet end friheden til at begå lovbrud. Ikke desto mindre er det lykkedes modstanderne af ACTA ved hjælp af dygtigt spin at fremkalde den opfattelse hos så mange EU-parlamentarikere, at der nu ser ud til at være et flertal for at nedstemme traktaten i Parlamentet.
Det turde høre til sjældenhederne, at der i et parlament kan etableres et flertal for at forhindre håndhævelsen af love, som samme parlament har vedtaget. Sker det, skal man imidlertid ikke tage det som udtryk for, at EU Parlamentet også vil ændre i den gældende ophavsretslovgivning til gunst for brugerne. Der er intet der tyder på en mindre rettighedsorienteret holdning i den lejr. Det drejer sig nok snarere om en magtkamp med Kommissionen om indflydelsen på handelstraktaterne. Efter de gældende regler har Parlamentet ikke indflydelse på forhandlingerne; det kan kun godkende eller forkaste en aftale, således som den er færdigforhandlet. Det ønsker Parlamentet ændret, og nu vil et flertal tilsyneladende benytte sig af en populistisk stemningsbølge til at legitimere et nej i et forsøg på at fremtvinge en ændring af procedurerne. Det vil dog næppe være ACTAs endeligt. Efter en passende tid og nogle kosmetiske ændringer skal Parlamentet såmænd nok vedtage traktaten.
Som jeg ser det, er der tale om en skin-debat, hvor ACTA er blevet taget som gidsel i en større dagsorden, som for nogle går ud på at udfordre ophavsretten, og for andre drejer sig om beslutningsprocesserne i EU's organer. Det er gode og reelle spørgsmål, som det kan give god mening at debattere, men det gør man ikke, for man vil ikke det samme.
