I Mette Frederiksens første åbningstale talte hun om, at tillid er noget af det mest værdifulde, vi har i Danmark. Tillid til hinanden, tillid til offentligt ansatte, tillid i boligkvarteret. Men tilliden er udfordret. Det er ikke alle, der har tillid til, at de får det ud af velfærdsstaten, som de forventede.
I den Danmarkskanon – 10 værdier for fremtidens samfund, danmarkskanon.dk – som fhv. kulturminister Bertel Haarder (V) søsatte i 2016 medtages “de samfundsværdier, traditioner og bevægelser, vi er formet af og fælles om, og som er værd at tage med ind i fremtidens samfund”, og netop ‘tillid’ er en af de 10 værdier, der er inkluderet. Her lærer vi, at tillid kræver, at der “findes fælles normer og moralske værdier”, og at et tillidssamfund opbygges gennem “århundreder". Der er således ingen tvivl om, at tillid er et væsentligt opmærksomhedspunkt fra politikerne.
Tillid er noget godt; det er noget, der styrker samfundet. Tillid er vigtig, fordi det er fundamentet for at skabe gode og sunde relationer mellem mennesker; vi skal så at sige kunne stole på og være sikre på, at vi har en fælles forståelse mennesker imellem for at kunne opbygge en tillidsrelation. Men på den måde er det også en farlig relation; den forsvin-der let – vi mister let tilliden til en ven eller til SKAT. Derfor er det helt naturligt, at statsministeren taler tillidssamfundet op, og at tillid er en af de væsentligste værdier i det danske samfund.
Tillid er ikke overraskende et væsentligt element i den tidligere regerings National strategi for kunstig intelligens. Her optræder ordet tillid hele 15 gange – eksempelvis, “danskerne fortsat kan være trygge og have tillid til…”, “bevare borgernes og virksomhedernes høje tillid…”, “danskerne har tillid til myndighedernes håndtering…”, og “sikre, at tilliden til digitale løsninger bevares…” Således er tillid noget, vi har til noget eller nogen. Det er en attitude, vi kan (vælge at) udvise overfor andre. En form for tillid er blind tillid; det er, når vores tillid er ubegrundet. Vi kan f.eks. sagtens have tillid til vores forældre, offentlige institutioner eller kunstige intelligenssystemer uden helt at kunne artikulere hvorfor.
Vi kan også have begrundet tillid. Det er f.eks. når institutioner og organisationer gør sig umage med at give os grund til at have tillid; det kan være ved at vise, hvordan deres organisation virker, give begrundet svar på vores forespørgsler, have en udadvendt og tydelig ledelse eller ved at være transparente med deres arbejdsgange, beslutninger eller anbefalinger. I sådanne tilfælde ville vi måske sige om sådanne institutioner og organisationer, at de er ‘troværdige’. Det gælder bl.a. folkebibliotekerne, der ofte ligger højt i rangeringer over troværdige institutioner ifølge en DB/Megafonmåling fra marts 2019 – Danskerne har en storfavorit, når det gælder troværdig information, db.dk/dit-bibliotek-24-7.
Hvor tillid er en attitude, vi kan udvise overfor andre, er troværdighed en egenskab ved disse andre. På udsagnet “jeg har tillid til X”, kan du blot svare “Det har jeg ikke”. Men hvis jeg siger: “X er en troværdig institution”, så kan du ikke bare sige “Nej”. Det må begrundes med en beskrivelse af, hvad det er ved institutionen, der gør den utroværdig; du bliver nødt til at tale om nogle egenskaber ved institutionen. Ved tillid er fokus indadvendt mod den enkelte person og dennes attitude imod institutionen. Vores vurdering af, hvorvidt en institution er troværdig, er rettet imod egenskaber ved institutionen. Derfor er det vigtigere, at vores politikere har fokus på at opbygge troværdige samfundsinstitutioner end at have fokus på, hvilke attituder borgere udviser over for samfundets institutioner; politikerne har kontrol over det første (troværdighed), men ikke over det sidste (tillid).
Derfor er det også bekymrende, at der kun er fokus på ‘tillid’ og ikke på ‘troværdighed’ – ordet optræder f.eks. slet ikke i National strategi for kunstig intelligens. Det vanskelige og den store udfordring er, hvordan organisationer og institutioner vil opbygge den troværdighed som kræves, for at vi kan have tillid til den måde, borgerne behandles på.
■ Hvis målet for Mette Frederiksen og den siddende regering er, at borgerne skal bevare tilliden til den offentlige sektor, er det bekymrende, at den ikke vælger at lytte til gode råd fra Dataetisk Råd, inden brugen af kunstig intelligens implementeres i den offentlige forvaltning og i sundhedssektoren. For troværdighed er fundamentet for begrundet tillid og Dataetisk Råd er netop nedsat med henblik på at rådgive om brugen af nye teknologier.
At lytte til andre og alvorligt tage stilling til, hvad de siger, er et vigtigt element i opbygningen af troværdighed.
Jens-Erik Mai er institutleder og professor, mens Sille Obelitz Søe er post.doc på Informationsstudier, Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet.
Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr.1, 2020.
