Skrevet af
Hellen Niegaard
Det giver næsten sig selv, at Tove Ditlevsen, født i 1917, her i 2017 er valgt som årets klassiker. Et vigtigt og højt elsket forfatterskab, der blev en næsten sensationel læsersucces med udgivelsen af Pigesind, den allerførste bog i 1939… Og så alligevel ikke, for selv om Tove Ditlevsen gennem sit liv modtog flere priser bl.a. Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1956, så fik hun dengang hverken Det Danske Akademis Store Pris eller den litterære institutions attråede anerkendelse. Det var en anerkendelse, hun savnede og higede efter, for hun kendte godt sit eget værd.
Ditlevsen blev ofte afvist som en sentimental fortæller om kvinders liv og opvækst, og er derfor f.eks. heller ikke med i Den Litterære Kanons (2004) hoveddel, kun i delen til brug for folkeskolen.
– Men Tove Ditlevsen har sat sig sine kunstneriske spor, og det er derfor, vi elsker hende. Hun træder med sine tekster derud, hvor livet sættes på spil. Hun skåner ingen, allermindst sig selv.
Hun skaber et helt nyt sprog for erfaringer, som hun delte med kvinder i både hendes egen generation og i de efterfølgende. Et sprog, som det efter hendes død, har taget flere generationer at komme på omgangshøjde med. Og derfor finder forfatterskabet til stadighed nye læsere. Tove Ditlevsen er aldrig forsvundet ud i mørket, og interessen har aldrig været større end i dag, fastslog Elisabeth Møller Jensen, forsker og forfatter, i festtalen om årets klassiker på Klassikerdagen tirsdag den 19. september i år.
– Tove Ditlevsen er en rigtig klassiker, hendes værker er i live. Folk læser hende, de diskuterer og synger hende, og de bliver undervist i hende, understregede Johan Rosdahl på vegne af Klassikerkomiteen ved den officielle fejring.
- Læs den fine introduktion til Tove Ditlevsens forfatterskab, “Kvindestemmen alle kender”, skrevet af forfatter og museumsinspektør RikkeRottensten, her i bladet side 38.
- Se Det Kgl. Biblioteks virtuelle udstilling med Tove Ditlevsen på kortlink.dk/sch7, hvor forfatterne Lone Hørslev, Olga Ravn og Stine Pilgaard hver især peger på Ditlevsen-tekster med betydning for dem selv.
