Folkebiblioteket i Norge har fået ny rolle som ‘mødeplads og sted for demokrati- og folkeoplysningsdiskussioner’. Det faglige mødepunkt handlede om Norges nye formålsparagraf, dens samfundsmæssige muligheder og professionelle udfordringer.
Fagfolkenes debat (Gruppe B) på topmødet var præget af enighed. Mariann Schjeide, formand for Norsk Bibliotekforening og selv tidligere bibliotekschef, forsøgte, at sætte lidt pep i forsamlingen. Hendes oplæg indeholdt en række interessante betragtninger om norsk bibliotekslovgivning og politik og inspirerede til efterfølgende refleksion.
Biblioteket og demokratiet
Vi lever i en verden, hvor demokrati og ytringsfrihed i høj grad er under pres. Måske føler de fleste danskere sig forsikrede om, at de grundlovsikrede rettigheder også i fremtiden vil danne fundament for vores gode og frie livsform. Måske er vi så forsikrede om det, at vi glemmer at frihed er noget, man skal værne om og kæmpe for. Der er garanteret ikke mange danskere, der tænker, at biblioteket er en del af denne forsikring.
Den nugældende bibliotekslov kan ses som et udtryk for en tilbagelænet holdning, og som jeg husker det, var det mest epokegørende ved den såkaldte 2000-lov, at det blev obligatorisk at låne musik ud og at også elektroniske ressourcer blev ligestillet med trykte, samt at vi slap for brugerbetaling. Tidligere bibliotekslove havde været skelsættende, men denne her var passiv og lagde primært vægt på “at stille materialer til rådighed”. Det relativt nye fænomen Internettet blev nævnt, men ingen forestillede sig vel, hvor lodret den digitale udviklingskurve egentlig ville gå hen og blive.
Det ved vi nu. Det går hurtigere og hurtigere dag for dag og 2000-loven er allerede nu tyndslidt. Inden det lovforberedende arbejde kan være gennemført, vil den være fuldstændig forældet – hvis det da ikke er for sent.
Ny guldalder for norske biblioteker
I Norge har de i et nyt tillæg til biblioteksloven, som, ifølge Mariann Schjeide, bider noget mere fra sig.
Af den lovparagraf fremgår det eksplicit, at biblioteket skal være et uafhængigt mødested og arena for offentlig samtale og debat. Bibliotekerne og dermed bibliotekscheferne skal være modige og turde åbne bibliotekerne for alle ideer og synspunkter – også de politisk ukorrekte. Det er fejt og en falliterklæring, hvis ikke bibliotekerne stiller sig til rådighed – også for det kontroversielle. Det, der engagerer folk mest, og det som pressen og politikerne gider reagere på. Mariann Schjeides opfattelse er, at det er den skarphed de norske biblioteker har fået gennem den nye bibliotekslov, der har givet dem en ny guldalder.
Ved at stille klare krav til bibliotekernes demokratiske rolle, sikrer politikerne det enkelte menneskes ret til ytringsfrihed og oplysning. Der hvor filmen knækker, det er der, hvor man ikke kan finde ud af at skelne mellem at være politisk og at stille en fri debatarena til rådighed for alle. Eller sagt på almindelig dansk: en bibliotekschef er upolitisk indtil hun er restriktiv over for andres holdninger, misbruger sin magt og holder disse ud af arenaen.
Hvis bibliotekscheferne havde en klar lov at læne sig op af, så ville det være tydeligt at biblioteket stadig er en vigtig samfundsinstitution, der gør en forskel ud over det underholdende og tandløse. Hvis det stod tydeligere i loven. Hvis det blev fremhævet hvad folkeoplysning og en åben demokratisk debat betyder i nutiden. Hvis det fremgik, at det handler om oplysning, læring, bevidsthed, identitet og dannelse og at adgang til digitalt indhold, såvel som til analogt, er af afgørende betydning for folket i fremtiden, så kunne bibliotekerne måske komme på omgangshøjde i den verserende debat om bibliotekernes eksistensberettigelse.
ANNETTE BRØCHNER LINDGAARD er bibliotekschef i Esbjerg Kommune.
