Dengang bibliotekerne kunne tilbyde store musiksamlinger, betjente musikafdelingerne masser af lånere. De kom til biblioteket med endog meget specifikke ønsker om hjælp. Det kunne være forespørgsler på specielle indspilninger af et klassisk værk eller oplysninger om musikeres medvirken på andre kunstneres indspilninger. Den type forespørgsler – og den type lånere – kan bibliotekerne stort set ikke hjælpe i dag. Og ofte kan man heller ikke finde oplysningerne på de kommercielle tjenester.
Det var desuden normen, at landets store musikafdelinger havde et meget velkvalificeret bibliotekarisk personale – ofte med en musikoverbygning fra Danmarks Biblioteksskole (nu IVA, red). I dag forfægtes den holdning over en kam i bibliotekerne, at hvem som helst, der har taget en bibliotekaruddannelse eller en kommunikationsuddannelse, kan betjene musiklånerne. Det er efterhånden også rigtigt (en selvopfyldende profeti?), for musiklånerne er nemlig stort set forsvundet.
De store udfordringer i dag
Med hensyn til den indspillede musik er den største udfordring helt indlysende den, at der er adgang til meget store mængder musik via nettet, og det koster reelt ikke ret meget for borgerne. Derfor skal bibliotekerne kunne tilbyde noget ekstra, hvis det skal give mening at vælge bibliotekernes tilbud frem for f.eks. kommercielle Spotify eller iTunes.
De digitale tjenester bygger på den samme platform – en database, hvor de metadata, der er tilknyttet musikken, er af meget ringe kvalitet. Det betyder måske ikke det store, om man kan læse sig til, hvem der medvirker som musiker på en eller anden populær kunstners seneste hit, men det betyder utroligt meget, når vi bevæger os over i den klassiske musik eller jazzen.
Derfor er musikken vigtig
Musik er lige så vigtig som litteratur. Det mener jeg personligt. Og det har mange sagkyndige – filosoffer, psykologer, pædagoger m.fl. – ment op gennem historien. Derfor er det utroligt trist at være vidne til, at et område, som tidligere har haft så stor bevågenhed i bibliotekerne, nu bliver mere eller mindre slagtet.
Hvis vi går nogle år tilbage, tog man musikken så alvorligt, at man ligefrem videreudviklede på opdelingen inden for DK 78 (Decimalklassesystemet, red.) for at gøre specialsøgning på f.eks. noder mere smidig. Nu er cd'erne næsten væk mange steder eller i hvert tilfælde stærkt decimerede.
Det er ikke udelukkende bibliotekernes fejl, da udviklingen går i den retning, men indtil videre har man ikke noget reelt tilbud at sætte i stedet. Oveni kasserer man desuden størsteparten af det, man kunne kalde sekundær-noderne. For at fuldbyrde hele miseren fjerner man – som kronen på værket – den kvalificerede musikfaglige betjening. Når lånerne så holder op med at komme, siger man: Der kan I selv se, der er ikke længere brug for musikafdelinger i bibliotekerne.
Kvalitetsservice i en digital tid
Et musiktilbud skal indeholde den indspillede musik i en eller anden form, noder samt musiklitteratur. Hvis bibliotekerne ønsker at vægte musiktilbuddet, er der ingen problemer med hverken at stille noder eller musiklitteratur til rådighed for lånerne. Det er den indspillede musik, der er problemet.
Den digitale musik
Bibzoom er det seneste navn for en musiktjeneste, der startede med at hedde Bibliotekerne Netmusik, og som i sin oprindelige form var en digital download tjeneste, der teknisk ligger på en platform, som er udviklet af Statsbiblioteket. Statsbiblioteket har bygget Bibzoom oven på den database, som de fleste kommercielle musiktjenester også anvender. Det vil sige, at der er nøjagtig så mange – eller rettere sagt så få – metadata, som man finder i den kommercielle musikverden.
Da de danske bibliotekers første digitale musiktjenester blev lanceret, var det af nogle meget engagerede musikbibliotekarer, der ønskede at skabe et digitalt musiktilbud, som på sigt skulle kunne matche det fysiske musiktilbud. De små projekter slog sig sammen om at arbejde hen mod en national løsning. Men desværre gik der politik i det. I stedet for at udvikle et tilbud, der kunne være et lødigt alternativ til de kommercielle digitale musiktjenester, lavede man blot en kopi af dem – med en lidt mere besværlig brugergrænseflade. Man gjorde intet musikfagligt for at tilbyde kvalitetsmusik, og man gjorde intet for at forbedre på de elendige metadata, som musikmaterialet var behæftet med.
Min påstand er, at hvis man havde valgt at lade Bibliotekernes Netmusik – nu Bibzoom – være drevet af kvalitetsbevidste musikbibliotekarer med stor musikfaglig viden, så havde vi måske nu haft en digital musiktjeneste, som bibliotekerne kunne være bekendt, og som ville have kunnet fastholde de mange musiklånere, der nu er forsvundet fra bibliotekerne.
Vejen frem
Jeg synes, at bibliotekerne skal gå i dialog med de digitale streamingtjenester, som findes i forvejen. Som ‘modydelse’ for at få lov til at anvende deres musik via bibliotekernes platforme for en rimelig betaling, skal vi prøve at sælge dem idéen om et fagligt samarbejde og tilbyde at berige deres mildt sagt elendige metadata. Der findes stadigvæk dygtige fagfolk i bibliotekerne, som ville kunne påtage sig et sådant stykke arbejde.
– Nogle kunne måske mene, at det ikke ville give os nogen merværdi, men kun hjælpe de allerede eksisterende tjenester til at kunne præsentere et bedre produkt. Det er jeg ikke enig i.
Det ville gøre underværker for bibliotekernes formidling, at den digitale musik kunne søges frem på de lokale hjemmesider og smelte sammen med den formidling, der heldigvis stadigvæk produceres på en del danske biblioteker. Vi kommer, som jeg ser det, aldrig igen til selv at ‘eje’ musikken. Jeg tror på, at adgang til branchens metadata kombineret med en faglig formidling er vejen frem.
Tillægsspørgsmål om Den udfordrede musikbetjening:
DMBF (Foreningen for Musik og Medier i Bibliotekerne) har i Bibliotekarforbundets blad Perspektiv 2/16 efterlyst en fælles indsats på musikområdet. Man er bl.a. bekymret for den noget hårdhændede kassation, der sker på node- og musikalieområdet. DMBF mener, at ingen i dag tager ansvar for bibliotekernes musiktilbud og dets udvikling. Er du enig?
SBP: – Jeg mener, at det er korrekt, at der er kasseret alt for store mængder noder/musikalier på de danske biblioteker. Der er anvendt de samme kriterier på kassationen af musikken, som man har anvendt på det boglige materiale. Hvis materialet ikke låner ud, skal det kasseres.
Nu er det bare sådan, at interessen for f.eks. det klassiske repertoire, skifter meget i forhold til, om et værk f.eks. skal opføres eller en komponist pludselig bliver aktuel igen, fordi en eller flere kunstnere begynder at indspille/genindspille vedkommendes kompositioner. Jeg mindes selv nogle eksempler på, at et bibliotek har kasseret stort set alt på noder af en specifik komponist, hvorefter vedkommende pludselig bliver aktuel igen.
Den gængse holdning i bibliotekerne er efterhånden blevet, at kan man bare sige, at materialet kan skaffes fra Statsbiblioteket, så er alt godt. Det dur bare ikke for den låner, der står og skal bruge noderne til et eller andet klassisk værk her og nu. Det er en af de væsentlige årsager til, at musiklånerne har forladt bibliotekerne.
/HN
