Verden bliver større

Skrevet af

7. april, 2021

Biblioteket som rum for information, inspiration og kultur og som samfundets urbane arena. Hvorfor ikke gøre det sammen? – spørger Lise Bach Hansen.

“Libraries are crucial in a culture where information is challenged”. Sådan siger den amerikanske pop-artist Laurie Anderson i en video fra 2017, der ligger på Det Kgl. Biblioteks YouTube-kanal. Videoen blev produceret i forbindelse med hendes optræden i Den Sorte Diamant som del af et stort transatlantisk samarbejde imellem en række nordiske biblioteker samt New York Public Library. Projektet hed Arctic Imagination, og over en periode på to år blev der afholdt samtaler mellem kunstnere, forfattere og tænkere rundt på bibliotekernes scener i New York, Stockholm, Oslo, Nuuk og København.
Laurie Anderson fortæller i videoen om sin vision for biblioteker: “Biblioteker over hele USA skal i et fælles netværk bringe inspirerende, samfundsrelevante temaer i spil. Biblioteker findes jo både i bittesmå lokale miljøer og kæmpestore urbane arenaer”. Men hun fortæller også, at en af udfordringerne i Trumps USA var, at ikke alle diskussioner var mulige! Hendes forslag om at fokusere på ytringsfrihed var f.eks. blevet afvist af bibliotekarerne som værende alt for politisk.

Sådan er det heldigvis ikke i Danmark, hvor bibliotekerne med deres mange forfattersamtaler er en lysende platform for den fri debat. Og under Arctic Imagination-projektet var de kunstnere, forfattere, forskere og politikere, der deltog i samtalerne, ikke bange for at reflektere over klimaproblematikken, der er så tæt knyttet til den forsvindende is i Arktis. De visioner og forestillinger, som de danske og internationale optrædende skabte på biblioteksscenerne, endte ud over de mange videostatements som Laurie Andersons, desuden i en stor bog, der samlede idéerne. Men med de digitale muligheder, vi kender til nu, kunne et sådan projekt, have nået endnu flere deltagere.

Idéen om, at biblioteker som rum for information og inspiration kan tage fælles temaer op på deres publikumsarenaer ved hjælp af digitale livestreaminger, er der masser af potentiale i, tror jeg! Vi har på litteratur- og talks-scenen på Det Kgl. Bibliotek de seneste år haft mange gode indikatorer på, at vi biblioteker kan møde rigtig mange i debat- og refleksionsrum. Og langt inden vi grundet pandemien blev tvunget til at tænke i digitale publikumsløsninger, gik 35 biblioteker nemlig sammen med os, da vi fik besøg i Dronningesalen af den franske præsident Emmanuel Macron. Han havde sagt ja til at lave én offentlig optræden i Danmark, og han valgte Det Kgl. Biblioteks Dronningesal, netop fordi det er et bibliotek! Den liberale, franske præsident elsker litteratur og biblioteker, og heldigvis var sympatien gensidig. De 35 folkebiblioteker, der sluttede op om arrangementet, arrangerede egne Europa-events, hvor publikum mødte op for at opleve livestreamingen af præsidenten, hvor han diskuterede Europas fremtid med den danske statsminister.

Potentialet i at så mange havde lyst til at samles om live-streamingen, gav os naturligvis mere lyst til at udforske fremtidsudsigterne i at skabe store, fælles biblioteksoplevelser. Og man kan hævde, at pandemien og teknologien har skubbet os alle sammen ind i fremtiden med rekordfart. Vi er flyttet ud i en digital galakse. Eller galaksen er flyttet til os.

Dette digitale univers giver også muligheder for, at mange flere kan møde de internationale forfatternavne, som ofte kun når til København. Borgerne kan samles på det lokale bibliotek eller endda hjemme og alligevel være heldige at deltage med spørgsmål sendt digitalt til forfatteren (eller præsidenten) på scenen i Diamanten. Bibliotekerne har med den type events et kolossalt digitalt og demokratisk potentiale, som vi blot er i gang med at udforske med tanke på at give flest mulig adgang til disse offentlige samlingssteder for debat og idéudveksling.
Og interessen var ikke til at tage fejl af, da vi i efteråret kun kunne have få publikummer i salen, men 25 folkebiblioteker og ungdomsuddannelser var med på en livestreaming fra Dronningesalen af en samtale med den svenske journalist og forfatter Matilda Gustavsson, eller da vi senere på efteråret havde 40 biblioteker og ungdomsuddannelser rundt omkring i Danmark med på livestreamingen af den franske forfatter Thomas Piketty.

Zoomer man og tænker på, at der er 3.000 folkebiblioteker i Norden, kan man apropos det nordiske samarbejde med Arctic Imagination for alvor se potentialet. Tænk hvad man kunne diskutere på tværs af de nordiske grænser med de digitale muligheder i en så stor region, der deler samme sprog. På Det Kgl. Bibliotek fik vi faktisk en henvendelse fra Kulturhuset i Stockholm, om de kunne være med på livestreamingen af Macron. Da de fandt ud af, at han skulle i dialog med Lars Løkke Rasmussen, syntes de dog, det blev for ‘dansk’, men i princippet angik hans europæiske visioner jo i ligeså høj grad svenskerne som danskerne. Til november har vi den norske forfatter Karl Ove Knaus-gaard på scenen. Rammen for interviewet med ham vil være HC Andersen, fordi han tildeles HC Andersen-prisen. Igen har rigtig mange folkebiblioteker sluttet sig til og laver i forbindelse live streamingen, deres egen pre-events, der fokuserer på en af nordisk litteraturs allerstørste nulevende forfattere. Men principielt burde dette arrangement jo være mindst lige så interessant for digitale seere i Norge.

■ Om Laurie Andersons vision, om de amerikanske bibliotekers netværk lykkes, er uvis. Men hendes budskab om at bibliotekerne kan spille en central rolle i en verden, hvor der bliver sat spørgsmål ved fakta og viden, minder os om, hvor vigtigt det er at værne om bibliotekernes rolle som centrum for upartisk information, kultur og dannelse. Ingen steder er så demokratiske som vore biblioteker.

Det eneste adgangskrav er – interesse.

 

LISE BACH HANSEN, Kulturafdelingen, Det Kgl. Bibliotek.

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...