Priskomiteen for Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris har besluttet, at æren og pengene i 2011 skal tilfalde forfatteren Benny Andersen.
Benny Andersen kom for nogle år siden med følgende bekendelse: ”Jeg skriver lyrik på papir. Helst foretrækker jeg gult konceptpapir. Så slipper jeg nemlig for angsten for det hvide papir!”
Om det gule konceptpapir var sluppet op den dag, hvor Benny Andersen skrev sit livs korteste digt: ”Den dovne digter”, der udelukkende består af et afsluttende punktum, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald kan vi jo konstatere, at hverken manglen på gult konceptpapir eller dovenskab har været fremherskende i de vekslende arbejdsværelser, hvor et stort og varieret forfatterskab er blevet til gennem de sidste mere end 50 år.
Den nyeste udgave af Samlede digte (2010) er på 1200 sider og indeholder digte fra 17 digtsamlinger, plus det løse. De tre novellesamlinger i Samlede noveller (2003) er på 650 sider. Samlede sange (2009) indeholder 69 sange og viser, inklusive de 15 viser, som Benny Andersen var så heldig at få betroet af den muligvis afdøde svenske lyriker, Svante Svendsen. Læg hertil en roman og anden prosa, skuespil, radio- og tv-spil, og mindst 12 børnebøger – så forstår man, at Benny Andersen med egne ord ”sommetider kan være meget flittig”.
Og så er det jo ikke kvantiteten, vi priser i dag, men den glædelige kendsgerning – som slet ikke er ny – at der er så mange danskere i alle aldre, der sætter overmåde pris på forfatterskabets kvaliteter og rent faktisk læser og/eller lytter sig til det. Benny Andersen er repræsenteret både i Kulturministeriets kanon og i folkeskolens såkaldte ”ekstra” kanon, men det har slet ikke været nødvendigt for Benny Andersen at blive kanoniseret for at skaffe sig læsere. Folket læser ham sørme helt frivilligt, hvad alene oplagstallet for Samlede digte viser med foreløbig mere end 130.000 solgte eksemplarer. Er der virkelig så mange læsere af lyrik i Danmark, kunne man spørge. Nej, det er der egentlig ikke, når et par hundrede solgte eksemplarer af en ny digtsamling mere er regelen end undtagelsen, men så mange er der altså, der gerne vil læse Benny Andersens digte, hvilket siger noget om den særstatus, han indtager i dansk litteratur.
Med så mange eksemplarer stående i de danske hjem kunne man måske få en mistanke om, at bibliotekernes rolle var mere eller mindre udspillet. Det er slet ikke tilfældet, hvad man kan overbevises om af den kendsgerning, at Benny Andersen hvert år siden 2003 har indtaget 3. pladsen i uddelingen af de årlige bibliotekspenge. Og stikprøver hos bibliotek.dk viser, at de mange eksemplarer ikke blot står der for at gøre sig til. Så hvis man på denne baggrund ville mene, at bibliotekerne gør meget for Benny Andersen, må man så også tilføje, at Benny Andersen sandelig også gør meget for bibliotekerne.
Som sagt er det ikke noget nyt, at Benny Andersen har mange læsere. Og at det ikke er svært at sige noget pænt om Benny Andersens forfatterskab er heller ikke noget nyt. Allerede med de to første digtsamlinger Den musikalske ål (1960) og Kamera med køkkenadgang (1962) var modtagelsen ubetinget positiv såvel fra en nestor blandt datidens anmeldere, Tom Kristensen, som fra den nye lyriks ubetingede talsmand nummer 1, Torben Brostrøm.
Tom Kristensen skriver bl.a.: ””Den musikalske ål” hed Benny Andersens debutsamling; men på grund af mine profetiske evner har jeg altid kaldt den ”Den elektriske ål”, for der skød så mange elektriske stød ud af den, dels i form af akavede fabler, dels af ironiske aforismer”. Og han afslutter sin anmeldelse af Kamera med køkkenadgang med de profetiske ord: ”Der er stormende vækst i ham.” Og Torben Brostrøm slutter sin medvidende læsning af den samme samling af med ord, der ligeledes skulle blive profetiske: ”Inden for det valgte område har Benny Andersen lavet en god og virkningsfuld bog. Den burde blive meget læst, også fordi den, udover sin helt selvstændige funktion, kan virke som en formidling af den vanskeligere tilgængelige samtidsdigtning”.
Men er det ikke svært at sige noget pænt om Benny Andersens forfatterskab, så er det straks sværere at sige noget pænt nyt. Forfatterskabet er ikke blot som sagt meget læst, men kigger man efter i Dansk litteraturhistorisk bibliografi, vil man se, at det – ikke overraskende – er blandt de forfatterskaber i hans samtid, der er skrevet flest artikler om. Stillet overfor mængden af positive anmeldelser og indsigtsfulde analyser har man derfor mest lyst til at nøjes med at istemme et højlydt ”hørt!”.
Det var måske derfor, én af de bedste kendere af forfatterskabet, Thorkild Borup Jensen, lokkede nye nuancer ud af forfatterskabet ved at sammenstille Benny Andersen med Jens August Schade, da han sidste år skulle motivere en anden pris til Benny Andersen, nemlig Limfjordsegnens Litteratur Samvirkes Jens August Schade Pris. Det foregik meget passende i Skive, der som bekendt er Schades fødeby.
En sådan fremgangsmåde kunne man godt blive inspireret af, men nu har – mig bekendt – Edvard Pedersen ikke skrevet nogen digte, og da jeg ledte efter en forfatter, der er født i Helsingør, fandt jeg med skam at melde ikke nogen, men jeg ved da, at H.C. Andersen fra maj 1826 til april 1827 gik i Helsingør Latinskole, efter at han endelig var sluppet ud af rektor Meislings kløer. Og lidt har som bekendt også ret.
Benny Andersen har naturligvis læst H.C. Andersen, og selv om H.C. Andersen – i modsætning til Søren Kierkegaard – måske ikke har været en direkte igangsætter eller inspirationskilde, så har Benny Andersen ved flere lejligheder udtalt sig om ham på en måde, der både indbefatter sympati og en vis grad af identifikation, f.eks. med disse ord: ”Det er noget af det samme, som gør sig gældende med H.C. Andersen [”hans evne til at vende og dreje sproget”], men for ham gælder det, også nok så meget, hans globalitet. Han var jo netop også en verdensrejsende, og lod sig inspirere af både litteratur og sagn udefra. Han var jo netop World Wide, samtidig med, at han havde et fint blik for det danske.”
Det er sikkert ikke nogen tilfældighed, at Benny Andersen i forlængelse af denne udtalelse kommer ind på det digt, der bærer H.C. Andersens navn i titlen, og som i sig rummer det globale og det danske – men som modsætninger! Det drejer sig om digtet ”H.C. Andersens land”, skrevet i forbindelse med den stigende fremmedfjendskhed i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og som slutter af med ord, som den senere udvikling mindst af alt har gjort til skamme:
Det er sikkert ikke nogen tilfældighed, at Benny Andersen i forlængelse af denne udtalelse kommer ind på det digt, der bærer H.C. Andersens navn i titlen, og som i sig rummer det globale og det danske – men som modsætninger! Det drejer sig om digtet ”H.C. Andersens land”, skrevet i forbindelse med den stigende fremmedfjendskhed i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og som slutter af med ord, som den senere udvikling mindst af alt har gjort til skamme:
Danmark
mit skulende land
bliv voksent og stort
slå øjnene op
slå armene ud
så vi kan rette ryggen
ved at tilhøre dig
mit skulende land
bliv voksent og stort
slå øjnene op
slå armene ud
så vi kan rette ryggen
ved at tilhøre dig
Danmark
gør dig ikke mindre end du er
udgør
udfyld din del af verden
gør vores skam til skamme
at vi kan forny dit ry.
gør dig ikke mindre end du er
udgør
udfyld din del af verden
gør vores skam til skamme
at vi kan forny dit ry.
Der er naturligvis en erfaringsverden til forskel på H.C. Andersens land og det land, hvori Benny Andersen skriver sit digt ”H.C. Andersens land”, men der er også et fællesskab. Hvad H.C. Andersen og Benny Andersen har til fælles – ud over efternavnet og det danske sprog – er den sproglige nysgerrighed og ekvilibrisme, generøsiteten og empatien, der naturligt går hånd i hånd med et skarpt blik for andres og egne svagheder, men hvor H.C. Andersen kan blive svulstig og sentimental, bruger Benny Andersen humoren og ironien. Nok temperamentsfuld til tider, men aldrig sentimental.
Men H.C. Andersen og Benny Andersen har også et mere tvivlsomt fællesskab: risikoen for den ensidige eller overfladiske læsning. I samtalebogen Det skal mærkes at man lever siger Johannes Møllehave et sted: ”I Danmark er den almindelige opfattelse af dig ofte lidt smal, hvorimod man læser dig med andre øjne i udlandet. Du er selv mere eller mindre skyld i det. Du har lavet mange ting, hvor man går rundt og smiler hele dagen bare ved tanken om dem, men det er kun en del af dit forfatterskab. Der er sandelig også megen alvor. Det er lidt det samme med H.C. Andersen, når man siger, at han kun er for børn. Så har man læst ham overfladisk.” Og Benny Andersen har selv helt tilbage i 1966 udtalt sig om samme problemstilling: ”Det lyder måske så dybsindigt, men jeg opfatter humor som en alvorlig sag. For mig er det ganske klart, at jeg er bedst, når jeg laver noget sjovt, det er et virkemiddel fra min side til at få kontakt med læseren, til at få folk i tale, men jeg vil nødig have, at man bliver stående ved det, altså: han er vel nok sjov – man skal også kunne se noget andet.”
Når Torben Brostrøm som nævnt i sin anmeldelse af Kamera med køkkenadgang fra 1962 fremhæver, at den ”kan virke som en formidling af den vanskeligere tilgængelige samtidsdigtning”, så skal det ses på baggrund af, at Benny Andersen i lighed med en række andre moderne forfattere tager temaer op, der er alt andet end ’sjove’: det indespærrede moderne menneske, sjælelig armod, det termostatregulerede følelsesliv, døden som en forudsætning for livet, men han gør det i høj grad ved hjælp af humor og ironi, og hvor digtene er satiriske, er de ikke dømmende overfor ofrene. Men først og fremmest gør han det med en sproglig opfindsomhed, der er original og ny, og vel at mærke uden at konfrontere læserne med en slags sprogforbistring, der af de fleste forekom – og forekommer – som uoverstigelig.
Den danske litteratur har ændret og udviklet sig i flere retninger og omgange siden starten af 1960’erne, og Benny Andersens forfatterskab har også forgrenet og fordybet sig i de mange mellemliggende år uden at være til fals eller kaste vrag på den læselighed og lydhørhed, som har præget forfatterskabet fra første færd. Men denne solidariske elskværdighed overfor modtageren ville hurtigt afsløre sig som falsk eller overfladisk, hvis ikke den bundede i et temperament, der forener det sjove med det alvorlige, det lette med det dybe, pessimismen med optimismen.
Kære Benny Andersen.
Der er opstillet fem kriterier for den pris, du om lidt skal modtage:
- for en ekstraordinær indsats i dansk litteratur
- for et forfatterskab af høj kvalitet
- for at udtrykke sig i en almen forståelig form
- for at have placeret sig markant i læsernes bevidsthed
- for at have inspireret læserne til at benytte Danmarks Folkebiblioteker
De opstillede kriterier tænkes tilgodeset over nogle år, således at priskomiteen frit kan udpege den bedst kvalificerede forfatter det pågældende år. I år er vi i den usædvanlige situation, at du som prismodtageren fuldt og helt lever op til samtlige fem kriterier. Faktisk er du overkvalificeret, men i stedet for at give dig et afslag, får du altså et håndslag.
Til lykke med prisen!
