”Bibliotekerne har i dag ikke noget svar på den digitale udvikling på musikområdet. Det er katastrofalt, for musikken er et forvarsel for en udvikling, som før eller siden vil ramme de øvrige materialer” skriver Ole Münster i Berlingske den 27.05.2016.
Det er selvfølgelig et ganske opsigtsvækkende synspunkt – som så også er skudt helt ved siden af skiven.
For en populær offentlig institution som bibliotekerne er det livgivende med en konstruktiv kritik. Specielt i forhold til at Danmarks mest besøgte institution biblioteket ofte kritiseres for at være for populær, og bruge for meget krudt på formidling.
Derfor er det også ærgerligt at Ole Münsters kritik tager udgangspunkt i en påstand om at ”bibliotekerne snorksover” når det faktisk forholder sig omvendt.
Bibliotekerne var i gang med udviklingen af et digitalt musiktilbud længe før nogen havde hørt om Spotify eller TDC Play, men da ophavslovgivningen er indrettet sådan at bibliotekerne ikke har ret til at købe og udlåne digitale materialer, ønskede en række store selskaber at de ikke ville sælge musik til bibliotekerne, da først de kommercielle aktører begyndte at streame musik som vi kender det i dag.
Det er samme lovgivning der forhindrer bibliotekerne i at stille alle e-bøger til rådighed, mens bibliotekerne har en ret til at købe og udlåne alle fysiske bøger, LP’er og CD’er som vi kender det fra det fysiske bibliotek. Siden 40’erne har man nemlig kulturpolitisk haft fokus på bibliotekernes rolle i at skabe uhindret adgang til oplysning som forudsætning for at borgerne kan deltage i et demokratisk samfund. Derfor har man skabt en lovgivning der sikrer, at bibliotekerne kan give borgerne adgang til bøger, musik og film. Det gælder bare ikke når de bliver digitale.
Det glemmer Ole Münster i sit indlæg, mens han sætter fokus på den anden udfordring som skabes af vores forbrugsadfærd på et marked, der på ”meget kort tid har vænnet os forbrugere til, at vi ikke skal eje vores produkter, men i stedet betale et beskedent beløb for at låne musikken. Markedet har fuldstændig kopieret bibliotekernes meget succesrige model.”
Han konkluderer så, at denne udvikling på mange måder stiller bibliotekerne i en helt ny situation. Men det ændre ikke ved, at det grundlæggende spørgsmål er, om bibliotekerne fortsat skal tilbyde adgang til musik eller bøger, uanset om det er fysisk eller digitalt.
Skribenten har helt enkelt ikke ret i, at ”stort set alle har adgang til musikken”. Nok kan de fleste oprette en profil på Spotify og få adgang til digital musik, og også lytte gratis til det, hvis de kan holde de mange reklamer ud. Eller de kan vælge at betale omkring 100 kr. om måneden til en af streamingtjensterne og få adgang til den digitale musik uden reklamer. Sådan er det jo også med bøger og andre materialer, folk kan selv købe det de vil og hvor de vil, hvis de har råd.
Bibliotekerne handler bare om mere end blot at stille til rådighed. Bibliotekernes opgave er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet bl.a. ved at stille musik, film og bøger til rådighed. Men bibliotekernes rolle er ikke at være et korrektiv til markedet, men at understøtte dannelse ved at formidle og skabe deltagelse blandt borgerne blandt ved at stille materialer til rådighed, som vi udvælger på baggrund af relevans, aktualitet og kvalitet til rådighed.
Derfor har vi skabt folkebiblioteket som en del af den folkeoplysende tradition, som skal skabe myndige, oplyste og deltagende borgere. Det man forbinder med (ud)dannelse og jeg vil stilfærdigt erindre om, at der findes mange indgange til dannelse – nogle møder den via læsning, andre ser den og andre igen lytter sig ind i den. Derfor skal bibliotekerne skabe adgang til kvalitetslitteratur, film og musik, sammen med alle de andre informationer, som vi som i et stadigt mere digitalt samfund har behov for kunne navigere i som aktive samfundsborgere.
I bibliotekerne arbejder vi på at skabe en ny indgang til og aktivt formidle den kvalitative musik og skabe en aktiv formidling af den for de mange borgere som efterspørger et alternativ til de rent kommercielle tilbud, og deres fokus på algoritmestyret forbrug, styret alene ud fra kommercielle interesser.
Derfor arbejder landets biblioteker i øjeblikket på at skabe en ny fælles indgang til den digitale musik, som alternativet til den fysisk musik de formidler på landets 450 biblioteker, så de igen kan komme på forkant med musikformidlingen, som Münster påpeger de var, da vi startede bibliotekernes netmusik længe før nogen tænkte på Spotify.
Bibliotekernes fremmeste opgave er at skabe vidende og deltagende borgere, derfor er det vigtigt at have mange indgange til den mangfoldighed af information der gemmer sig i film, musik og bøger. Samtidig med at borgerne har mulighed for at få en formidling som ikke kun handler om at sælge og købe, men også om at blive oplyst.
