Kommentar i Weekendavisen 10. november 2017
"Prisen på et bogudlån fra biblioteket udgør knap 94 kr. Sådan lyder en af de opsigtsvækkende kalkulationer i en analyse fra CEPOS, hvor man afhandler bibliotekernes økonomi på en kontant facon, som Bibliotekarforbundet og Danmarks Biblioteksforening tydeligvis ikke bryder sig om.
Det er jo ikke sjovt at få udstillet sit virke som et bureaukratisk fråseri med offentlige midler og blive konfronteret med, at borgerne tilsyneladende ofte kan købe bøger i supermarkedet til billigere priser, end hvad det koster at effektuere et udlån af den samme bog på biblioteket.
Den borgerlig-liberale tænketanks regnestykke? Man har taget biblioteksudgifterne og divideret med antallet af udlån af trykte bøger. Voila!
Det er imidlertid en hypotetisk og ufuldkommen fremgangsmåde. Dels ser CEPOS bort fra, at bibliotekerne som bekendt også udlåner andre fysiske materialer: musik, film, lydbøger og spil. Dels fraregner man de digitale bogudlån. Mens udlånet af trykte bøger i løbet af fire år er faldet fra 30,3 til 26,8 millioner, er de digitale bogudlån i samme periode vokset fra 0,5 til 2,6 millioner; den tiltagende interesse for netlydbøger og e-bøger mærker forlagsbranchen i øvrigt også. I 2015, det seneste år der er tal for, steg det samlede bogudlån faktisk for første gang i flere år. I alt løb antallet af bogudlån op i 30,4 millioner.
Bibliotekernes rolle som formidler af litteratur til borgere i alle aldre er kort sagt stadig enorm. Men først og fremmest hører det med, at bibliotekerne i stigende grad bruger ressourcerne på at være samlingspunkt for aktiviteter som læseklubber, it-vejledning, musik-lytteklubber, kreative værksteder, filmforevisninger, teater, forfatterforedrag og debatmøder. Alene antallet af arrangementer er i løbet af fire år vokset fra godt 13.000 til mere end 20.000.
Kritikere af udviklingen ser det som tegn på, at bibliotekarerne desperat leder efter en ny eksistensberettigelse, i takt med at de trykte bøger på hylderne er svundet ind; bestanden er siden 2011 faldet med 2,4 millioner til 15,3 millioner trykte bøger.
Sagen er vel nærmere, at bibliotekerne har formået at tage bestik af, at borgernes præferencer for folkeoplysning er under forandring. Ifølge de seneste data er besøgstallet i løbet af ét år steget med næsten fem procent til 37,7 millioner besøg i 2015. Så noget må bibliotekerne gøre rigtigt.
Her midt i den kommunale valgkamp skal samtidig noteres, at lokalpolitikernes passion for bibliotekerne er stærkt divergerende. Med København som den mest markante undtagelse er det navnlig i hovedstadsregionen, at de folkevalgte er villige til at give penge.
Øverst ligger Helsingør og Albertslund, der ifølge De Kommunale Nøgletal budgetterer med at bruge over 800 kr. per indbygger på bibliotekerne i år. I bunden ligger Odder og Hedensted, hvor man nøjes med at afsætte beskedne cirka 300 kr.
Forskellene viser, at når det gælder biblioteksvæsenet, lever det kommunale selvstyre i bedste velgående. Folketinget ville for eksempel næppe acceptere tilsvarende uligheder i rådhusenes bevillinger til folkeskolen.
Det mest bemærkelsesværdige er dog de ret så massive, generelle nedskæringer. På landsplan er udgifterne til bibliotekerne faldet konstant gennem ti år. Opgjort i 2017-priser er omkostningerne per borger reduceret fra årligt 564 kr. til nu 436 kr. Med andre ord er biblioteksdriften blevet beskåret med næsten en fjerdedel.
Det er voldsomt; også når man skeler til de beslægtede kommunale udgiftsområder. I samme periode er pengene til sport og fritidsaktiviteter mindsket med en tiendedel, mens kulturbudgetterne, som ikke indbefatter bibliotekerne, ligefrem er øget med en tiendedel.
Den vedvarende nedprioritering er betænkelig. Bortset fra idrætsforeningen og kirken er biblioteket det sidste non-kommercielle mødested, der er tilbage i lokalsamfundet.
Det er også her, at børn og unge fra hjem uden bogreol får chancen for at stifte bekendtskab med litteraturen.
Vi skal passe godt på bibliotekerne."
