Forleden så jeg en fjernsynsudsendelse med titlen “Sommer i Systemet”, hvor Anders Lund Madsen og Jubii-grundlæggeren Martin Thorborg besøgte et folkebibliotek efter lukketid. Den varme, de omtalte biblioteket med, og deres tydelige respekt for det biblioteket kan og står for, var virkelig rart at se og høre.
Thorborg kaldte i den forbindelse biblioteket for “en kommunal schweizerkniv” med masser af muligheder for snart sagt hvad som helst.
Men er det sådan vi opfattes i dag? Er biblioteket fortsat et sted, hvor folk søger fordybelse og viden? Er vi fortsat en dannelsesinstitution, eller er vi reduceret, via en stigende tivolisering og effektivisering, til at være SFO, legestue, Borgerservice, varmestue, netcafé og kopicentral?
I mit daglige arbejde får jeg vitterligt mange forskellige henvendelser om alt fra straffeattester, byggelove, musik, film, skønlitteratur, psykologi, historie og snart sagt alle andre emner inden for de faglitterære grupper. Det er dejligt dynamisk, og ikke to arbejdsdage er ens. Det, der bekymrer mig, er nu blot, at det stort set kun er fem grupper, der kommer og efterspørger min hjælp: Nydanskere, pensionister, sygdomsramte, studerende og børnefamilier.
Hvad med alle dem der ikke falder i disse kategorier? Kender de overhovedet biblioteket, og ved de, hvad de kan få for deres skattekroner hvis de vil?
Ud over kerneopgaverne, der blandt andet omfatter dannelse og oplysning, herunder via en del af de på stedet tilgængelige tilbud såsom avislæsning, nyeste magasiner og brugen af computer og internet, har biblioteket også en anden helt afgørende opgave: At følge med tiden og forholde sig til og afspejle den samtid det befinder sig i.
I efterhånden mange år er vi blevet tudet ørerne fulde om, at der snart ikke er mere fysisk materiale tilbage, og at det der er, hurtigere og hurtigere udfases. Det er ikke helt forkert. Det er heller ikke helt rigtigt.
Vi oplever her på stedet (Glostrup Bibliotek) fortsat lange reserveringskøer på populært og omtalt materiale, ligesom vi har en stor fast gruppe af brugere, der dagligt læser magasiner og aviser i papirform. Endvidere har vi for nyligt (gen-)etableret en musiksamling af vinylplader, der stille og roligt, via aktiv formidling, lånes tilfredsstillende ud.
Omvendt, oplever vi bestemt også en stigende brug og efterspørgsel på elektronisk materiale, herunder eReolen.dk som det store flagskib; vi er ikke medlem af musiktjenesten Bibzoom, desværre.
Det, der undrer her, er blot, at brugerne af disse tilbud øjensynligt tilhører samme gruppe som ovenfor skitseret.
Hvad er det, der gør, at vi ikke har fat i den yngre generation fra de holder op med at komme på børnebiblioteket til de begynder at studere på videregående uddannelser og så i øvrigt venter med at komme tilbage, til de har fået børn, og oftest holder op med at komme fra disse er blevet ældre til de selv går på pension. Naturligvis med undtagelser. Hvad holder generelt denne gruppe væk fra biblioteket?
Bibliotekerne burde gennemføre anderledes oplysningskampagner – i stil med højskolernes lige nu, der henvender sig til borgerne i det offentlige rum. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at biblioteket har spillet en stor og central rolle i rigtig mange menneskers liv, kendte som ukendte. Bibliotekerne bør, efter min mening, i den grad prøve at komme bredere ud, så de ydelser vi tilbyder ganske gratis (via skattebilletten), kommer meget længere ud. Biblioteket er, for mig at se, netop et af de få steder hvor der reelt er lige adgang for alle. Dette bør udnyttes og formidles endnu mere.
Det hænger for mig at se ikke sammen, at vi som institution, trods massivt politisk og økonomisk pres, skal stå tilbage for de kommercielle interesser, når det handler om at formidle oplevelser, viden mv. til befolkningen. Jeg tror, at det skaber faldende besøgstal ikke at være progressive og agere up-front. Fortsætter vi som hidtil ender den kommunale Schweizerkniv med et enkelt sløvt blad…
