Kære Mette,
For nylig sendte du mig en mail på Facebook, om jeg ville være ven med dig. Du vidste vist nok, at jeg skulle tale for dig her i aften, så det var jo i sidste øjeblik!
Men jeg skal i denne forsamling ikke lægge skjul på, at jeg har været ven med Mette gennem rigtig mange år. Fra omkring 1968, hvor jeg som næsten færdiguddannet litteraturmagister var til ansættelsessamtale på Biblioteksskolen hos den uforglemmelige Niels Christian Lindtner, og hvor du Mette stak næsen ind og sagde hej og velkommen! Det med at stikke næsen ind – og i – alt muligt, blev jeg således fra allerførste færd klar over, var noget, som du slet ikke kan lade være med, men det skal jeg nok vende tilbage til.
Vi har også set hinanden privat, og jeg glemmer sent da du og Peter besøgte mig i Kiel i jeres nye flotte bil. Vi havde nogle skønne dage, men bilen brød sammen, og måtte transporters hjem på en blokvogn, som I på forsmædelig vis i ny og næ kunne følge, siddende i jeres togkupé op gennem Sydsjælland.
Siden skrev vi bøger sammen og redigerede bogserier, og med dig gik det hurtigt. En af vore venner kaldte os litteraturens ”Rawitz og Landauer” – et pianistpar, der var kendt for at spille i et rasende tempo. Og på Universitetet blev vi på ny kolleger, og du efterfulgte mig i bestyrelsen for både Det danske Sprog- og Litteraturselskab og som formand for Bakkehuset.
Det siges, at det fornemste overhovedet er at blive hædret af sine egne. Og det bliver du nu i dag med Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris. Stort til lykke med det! Det er en pris du har fortjent af flere grunde. Din første uddannelse var bibliotekaruddannelsen, og siden har du i alt hvad du har foretaget dig smukt levet op til bibliotekarens vigtigste opgaver: at udbrede viden, at genopvække interessen for forrige tider, at få mennesker til at tænke over tingene. Det har du gjort i uddannelsesinstitutioner, i Danmarks Radio, i de skrevne medier og i foredrag. Men mere end det! At en bibliotekar selv skal skrive de bøger, som hun udlåner, er jo lidt meget forlangt, men det har du også gjort. Og hvad dine romaner end har haft for motiver og ærinder, har det aldrig skortet på, at du også her har villet bibringe den uoplyste læser en ordentlig portion kulturhistorisk viden – fra alle de århundreder, som du ubesværet har bevæget sig i.
Der er noget paradoksalt ved dig, som jeg aldrig helt har kunnet opklare. Til trods for din solide rodfæstethed og livsstil i god dansk borgerlig kultur, har du aldrig savnet modet til at begynde på noget nyt! Du er nok det mest utrættelige menneske, jeg kender. Jeg har ikke en eneste gang gennem de 45 år, jeg har kendt dig, kunnet mødes med dig uden at din første replik har været og stadig er: ”skal vi ikke lave noget sammen, skrive en bog…” Hvis det er samme utrættelighed på hjemmefronten, har jeg lidt ondt af Peter.
Efter Biblioteksskolen blev det magisterkonferens i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie, derpå en doktordisputats, derpå Danmarks Radio i høje stillinger, anmelder og kulturdebattør. Nu sagde jeg noget om at stikke snuden frem. Det har du ikke tøvet med, og det har undertiden været stormfuldt. Men som et kinesisk ordsprog siger: Når det stormer, kan man søge ly, eller man kan bygge vindmøller. Du har aldrig søgt ly. Dit mod lader sig ikke kue.
Og så sprang du ud som skønlitterær forfatter. Der blev jeg ligegodt overrasket! Paradoks igen engang. Set i bakspejlet er det let at forstå, at du gled fra videnskaben og mere og mere over i retning af det skønlitterære. Du er ikke typen på forskeren i elfenbenstårnet. Du er engageret, i fortiden men sandelig også i nutiden. Du er rastløs, der skal ske noget, og det skal være meningsfuldt for dig. Du møder det opstyltede og selvhøjtidelige med skærende ironi. Du er engageret i mennesker, ikke i teorier.
Og nu har du gennem 25 år boltret dig i forfattergerningen, som om du aldrig havde bestilt andet.
Det er et helt rigtigt element for dig – og det er jo også det, vi fejrer i dag. Det er blevet til en række romaner, der ubesværet bevæger sig fra miljø til miljø og fra tidsalder til tidsalder. De mere kulturhistoriske emner er i stigende omfang blevet udskiftet med spændings- og krimielementer – hvor du viser farligere dybder, end de der alene kender sig som ”søde Mette” har vidst, at du var i besiddelse af. Hvem skulle have troet, du sværmede for det uhyggelige. Man slipper nødigt bogen, før man har fået næste kapitel med. Det er også romaner med klare kvindesags-synspunkter. Ja der er ingen tvivl om, at de personer, der lykkes bedst for dig, er kvinder, og det mere stuepigen end det er de fine borgerskabsmadammer. For social indignation har du også, og det dukker op i hele dit forfatterskab. Ikke mindst i dine to samtidsromaner om lurvetheden i den smarte del af forretningsverdenen i vor tids overflodssamfund.
Kvinderomaner, kulturhistoriske romaner, spændingsromaner – på et tidspunkt tænkte jeg over, hvornår du kastede dig over den erotiske roman. Og det troede jeg faktisk et kort øjeblik, da mine øjne ved første gennembladning af en af dine romaner faldt på følgende sætninger: ”Lidt efter dæmpedes lyset… Hans fingre fik det hele til at vælde og bruse, hun sukkede af fryd. Åh, hvor var det dejligt…”. Men jeg blev hurtigt skuffet, da det gik op for mig, at det ikke var frække fingre hos en kæreste, der blev beskrevet, men pianisten i Palladium-biografen! Så glem ikke den erotiske roman. Jeg tror du har skjulte talenter.
Visse karakteristika går igen i alle bøgerne, såsom en raffineret komposition, et spændingselement, social uretfærdighed, kvindeundertrykkelse og satire over selvhøjtidelige mænd og kvinder. Der er meget, man kunne tale om. Men jeg vil blot opholde mig ved et element, der især har fascineret mig: tidskoloritten. Det er ikke blot de ydre historiske begivenheder, der beskrives. Det er alt, hvad der er karakteristisk i den pågældende periode, det er lugte og lyde – smældet af et gammeldags rullegardin, der går op. I et interview har du lidt undskyldende talt om at du har lettest ved at skrive historiske romaner, fordi ”raslen af et silkeskørt” appellerer mere til læserens fantasi end beskrivelsen af en motorvej. Ja, men det er sandelig ikke enhver historieroman-forfatter, der kan beskrive raslen med et silkeskørt så malende som du.
Derfor er det også naturligt, at jo nærmere vi kommer nutiden i din roman-kronologi, jo mere nøjagtige bliver sansningerne og de karakteristiske detaljer. Jeg tænker ikke mindst på den tragiske besættelsestidsroman ”Den femte Vinter”, – på Lone, der i sin barndom læste syv pigebøger på en dag. Et klart selvbiografisk element, der markerer at du lige fra barnsben har haft enorm fart på. Jeg er sikker på, at da du skrev doktordisputatsen, har du læst ikke syv men syvogtyve børnebøger om dagen. Ikke noget problem for Mette.
Men også den kronologisk set næstsidste roman i din Danmarkshistorie, ”Et Udestående”, bobler af sansede iagttagelser. Ja, Mette lever og ånder i Klunketidens København i en sådan grad, at man ender med at tro, at hun er født i et forkert århundrede. Jeg ville gerne komme forbi Peter og dig når I ”tager imod” hver onsdag mellem 3 og 5 i en lejlighed i Bredgade, aflevere mit visitkort til stuepigen, få serveret the og småkager og høre nyeste sladder fra byen.
Stort til lykke med Prisen. Hvad du har skrevet, og hvad du har bedrevet, har været stort. Jeg håber nu blot, at du stadig vil være ven med mig på Facebook!
Ambassadør Uffe Andreasen
