De nominerede bøger var
Gretelise Holm: Nedtælling til mord
Lasse Horne Kjældgaard: Sjælen efter døden
Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden
Hanne Richardt Beck: Om så det gælder
Sanne Munk Jensen: En dag skinner solen også på en hunds røv
Jens Smærup Sørensen: Mærkedage
Vagn Lundbye: Det nordiske testamente
Ole Jensen: Historien om K.E. Løgstrup
Morten Sabroe: Du som er i himlen
Henrik Nordbrandt: Besøgstid
Motiveringstale til Peter Øvig Knudsen
Overrækkelse af Læsernes bogpris 2008
6. marts 2008 på Danmarks Biblioteksforenings Årsmøde
Fandtes der en pris til ”Årets arkivrotte 2008”, så ville den utvivlsomt gå til dig, Peter Øvig Knudsen. Hvorfor? Det vender jeg tilbage til. En sådan pris findes imidlertid ikke, så her i aften – i dette festlige forum af belæste bogorme – får du i stedet LÆSERNES BOGPRIS 2008.
En pris, som er indstiftet af Berlingske Tidende og Danmarks Biblioteksforening i fællesskab tilbage i 2003, og som hvert år i januar og februar afgøres af simpelt stemmeflertal blandt avisens læsere og mange lånere og brugere ude på de danske folkebiblioteker.
Vi – Berlingske Tidende & Danmarks Biblioteksforening – er stolte af vores pris, fordi den hvert år efter det altopslugende, bestsellerorienterede jule-bogsalg sætter fokus på en bred vifte af bøger i dansk litteratur, hvis succes ikke udelukkende hviler på stort salg og megen hype. Ti bøger af vidt forskellig genre og stil, og som repræsenterer noget særligt. Noget det er værd at huske på. En lille kanon, kunne man sige, der får lov at blinke lidt længere på lystavlen, før vi alle sammen haster videre mod næste sæson – og nye prisværdige skønlitterære og faglitterære udgivelser.
Peter Øvrig Knudsens værk om Blekingegade-banden var svært at komme uden om, da komiteen, der vælger de ti bøger, der hvert år dyster om LÆSERNES BOGPRIS, mødtes i november 2007. Omtalen var allerede massiv, salget eksplosivt og debatten godt i gang. Hele verden omkring én var i gang med at læse Øvig, havde man på fornemmelsen. Endelig et litterært kunstværk stort set alle omkring gæstebordet kunne tale med om, og som fik ringe af snak til at brede sig. Og tog man ud til sønnens indendørs fodboldstævne i juleferien, kunne man se fædre fordybe sig i værket i pauserne mellem sønnernes kampe. Men så sandelig også en bog, der talte til det modsatte køns læserhjerte. Her taler vi om scener fra ikke så få ægteskaber, hvor mand og kone under natlampen sloges kultiveret om retten til at læse bind 1. Taberen måtte – med et ikke utilfreds suk – gå ombord i bind 2.
Ja. for at sige det lige ud, så er der ingen – bortset fra Stieg Larsson – som i hele 2007 og i begyndelsen af 2008 har talt så bredt og appellerende til danskernes kollektive læsehjerte som Peter Øvig.
Men jorden var skam også gødet. Med den gode, insisterende og snu journalists sans for at få sin historie helt ud på forsiden, havde forfatter Øvig allerede sat godt gang i historien om historien om Blekingegade-banden før værkets 1. og siden 2.halvdel udkom. Lunserne til pressen blev grundig fordelt og placeret. Historien om historien om Blekingegade-banden sat i system og spil.
Noget Øvig har formået helt frem til i dag, hvor det ikke længere handler så meget om Udenrigsministeriets rolle i den spegede udvikling eller forsøg på afvikling af sagen om to hovedmistænktes udlevering fra Frankrig i forbindelse med røveriet mod et pengetransport i Lyngby i 1980erne, men nu i stedet er blevet til en lidt tåget tvist om ophavsret til historien om historien. På den ene side forfatter Øvig, på den anden side filmproducent ”Ålen”. Her har Peter den første fået kam til sit hår.
Men lad dog manden få sin film, Peter. Dit værk kan ingen tage fra dig. Det står magtfuldt og flot i dansk litteratur. Du har som få andre i nyere dansk litteratur stimuleret nationens læselyst og skærpet den historiske bevidsthed. Fået os til at tage spørgsmål op til revision, og rejst en diskussion – ikke kun i medierne og på Christiansborg – men også ude i de danske hjem, hvor mand og kone, forældre og store børn, slægtninge og venner pludselig har talt politik og idealisme på tværs af alder og køn. Sådan har den gode, dybe snak og alle de små og større diskussioner, der betinger og afspejler et sundt demokrati, bølget ude i danske hjem og i medierne, siden bøgerne om Blekingegade-banden udkom.
Med dit dokumentariske epos har du formået at rette både ældre og yngre danskeres interesse mod et stykke nyere Danmarkshistorie. Gennem vores til tider lige lovlig lokale og provinsielle nøglehul har du gjort mange af os klogere på langt større historier, ikke mindst den neverending mellemøstlige konflikt, som har været ulykkelig og uløselig, og et fast indslag i dagens nyhedsstrøm lige så længe, de fleste af os har levet.
Måden du griber det hele an på i dine to bøger, er nærmest genial. Og så er det jeg nærmer mig den lovede snak om at være en god arkivrotte. Det er du jo, Peter Øvig. Ved siden af at være en aldeles fremragende journalist med sjældne formidler- og forfatterevner, er du simpelthen en god gammeldags arkivrotte, der får et kick af at støve rundt i et reollandskab af ringbind og atter ringbind. Noget, som ville få andre mennesker til gispe af åndenød og klaustrofobi. Men her er du i dit es, fordi du ved, at den gode historie ofte ligger gemt i den til tider hastigt arkiverede historieskrivning.
Din historiske metode er et raffineret sammenkog af journalistik, litteratur og film. Først benhård, omfattende research. 10.000-vis af timer lagt ned i gennempløjning af arkiver, avisudklip, retsprotokoller, rapporter, bøger, interviews og samtaler; mange og lange udflugter til steder, hvor det foregik, og dernæst den store sammenskrivning – puslespillet og rekonstruktionen – efter gode gamle episke spilleregler fra litteraturen og journalistikken (”Show, dont tell!”). Tilsat en forfinet filmisk sans og – ikke mindst – bevidsthed om din egen rolle som fortæller og iscenesætter af historien om Blekingegade-banden.
Noget, du på snedig vis gør sin læser opmærksom på gennem de to bøgers jævnligt genkommende farvefotos hen over to sider, hvor læseren – som en anden medvidende snushane – er med på en kigger og sammen med forfatteren kaster et diskret, men nysgerrigt blik mod det sted, hvor historien fandt sted for 20 og 30 år siden. På disse – i ordets bedste forstand – udspekulerede billeder ser man enten skyggen af forfatteren, eller spejlbilledet af forfatteren, eller ryggen af forfatteren. Øvigs pande i et bakspejl, Øvig i genskæret fra et vindue på den anden side af gaden. Øvigs slørede profil op ad en husmur, Øvigs hageparti bag en gren med grønne blade, Øvig i det fjerne i buskadset ved et stoppested på Kongevejen. Øvig spejlet i et butiksvindue i Løvstræde. Og Øvig tænksom og iagttagende, lænende sig op af sin bil i Asserbo Plantage.
Hele denne selviscenesættelse handler ikke, som nogen fejlagtigt har troet, om forfatterens forfængelighed eller storhedsvanvid. Snarere er det hans diskrete kommentar, og helt nødvendige forsøg på også at fortælle den historie i historien om et stykke nyere Danmarkshistorie, der handler om, hvor svært det er – ikke mindst som dokumentarforfatter – ikke at blive forført af sin historie. Dens kilder, materiale, myter og så videre.
En klog forfatterkvinde med forstand på historiske romaner sagde engang: ”Der skal to til at skrive en historisk roman. Den, der skriver – og den, man skriver om”. Det kunne jo lyde helt spiritistisk, men egentlig handler det mest om forførelse. Om at turde lade sig forføre af sit stof, men samtidig være pinlig bevidst om forførelsen, mens man lystigt spiller på hele klaviaturet af episke og filmiske virkemidler, og selv forsøger at forføre læseren.
Det gør du blændende, Peter Øvig, og din bevidsthed om, at du ved, du gør det, og hvorfor du gør det, tror jeg rigtig mange af dine 100.000´er af læsere sætter stor pris på. De føler sig i gode, trygge fortællehænder. For lige så subjektiv, du er i dine valg af fortællekneb, lige så objektiv forsøger du at være i selve fremstillingen af sagens akter.
Det er – tror jeg – hemmeligheden bag dit værks enorme succes. Du har virkelig formået at slutte en pagt mellem dig og læseren. Vi er med fra de første sider i sommerhuset, hvor en familiefar anholdes for revolutionær virksomhed, hen over 800 siders widescreen-rekonstruktion af hvordan og hvorfor han og andre jævnaldrende og ligesindede blev så rasende revolutionære, til samme fængslede familiefars løsladelse nogle år efter anholdelsen i 1989.
”A damn good read”, som din forlægger ville have sagt. Simpelthen. Og en gave til dansk litteratur og dansk historieskrivning. Kære arkivrotte, tillykke med LÆSERNES BOGPRIS!
/Jens Andersen
Litteraturredaktør
Berlingske Tidende
