Medieaftalen skal styrke demokratisk samtale – men skal der ikke flere med i snakken?
Medieaftalen styrker den demokratiske samtale, skriver Kulturministeriet om den nye medieaftale indgået lørdag den 21. maj 2022. Et udsagn nok kun få kan være uenige i.
Danmarks Biblioteksforening har i flere sammenhænge fremhævet, at med sigtet om at styrke demokratiet, ville det være oplagt at inddrage bibliotekerne aktivt i den nye medieaftale. Både som sted for fri og lige adgang til information og viden, men også som rammen om den fælles demokratiske samtale. Det første fastslås i biblioteksloven fra 2000, og det andet er på vej i lovgivningen i andre lande, og er gennemført for flere år siden i den norske lov. Det kunne man have gjort, men den tænkning kom ikke rigtig med.
Det gik måske lidt vel hurtigt. Ét bemærkelsesværdigt element i denne smalle medieaftale er i alle tilfælde en lang række undersøgelser, der nu skal iværksættes. Det tager jeg som et udtryk for, at man ikke har fundet de rigtige svar på tidens udfordringer i borgernes brug af medier og den manglende demokratiske samtale. Så der er måske håb for, at man fremadrettet inddrager bibliotekerne – som landets mest besøgte videns- og kulturinstitution.
Undersøgelser og udvalg i Medieaftalen 2022: Udvalg til fremtidig indretning af mediestøtte, Et arbejde for at modernisere DR’s bestyrelse, Undersøgelse af TV 2-regionerne og “tilrådighedsstillelse af 24-timers kanalerne”, Medierådet skal udvikle et ”børnekvalitetsmærke”, Undersøgelse af arbejdsforhold og rettigheder, Krav om kønsselvangivelse, Understøttelse/udvikling af et “digitalt ansvarligt samfund”, Nyt udvalg om Pressenævn, presseetiske regler og evt. medie-ombudsmand. Og en undersøgelse af, “hvordan dele af DR’s arkivindhold kan indgå i lex.dk’s digitale leksika”. Og bibliotekerne kom med i Medieaftalen, men kun i en begrænset form, som formidler af “Søgbar adgang for borgere til DR’s arkiv via Det Kgl. Bibliotek.”
Tidens tendens til hurtige forlig, fører ofte til politisk smalle forlig. Selv med store reformer hvor samfundet nok var bedre tjent med et længere forløb og flere undersøgelser forud for, at de handlekraftige politikere træffer deres valg. Tendensen er blevet stadig mere tydelig siden den største administrative reform, kommunalreformen i 2007, blev realiseret inden for måneder, mens det tog hele otte år at forberede den i 1970, fordi man valgte at nedsætte kommissioner til at undersøge effekterne til bunds. Tendenser i stort og småt, som også er tydelige i dette forlig med de relativt få større ændringer og de mange undersøgelser, som skal foretages efterfølgende. Men – og det kan man jo sætte sin lid til, det kan jo også blive en start på en anderledes inddragelse og grundigere undersøgelser omkring konkretisering af aftaleindholdet.
Den nye medieaftale udmærker sig ved med rund hånd at uddele millioner til enkeltvirksomheder og organisationer til diverse formål. Der er sikkert mange gode tiltag i det, men det er godt nok svært at gennemskue for offentligheden, hvorfor det netop blev disse tiltag, og hvorfor det netop er disse medier og organisationer, der er modtagere.
I forhold til vores mediebrug er der i hvert fald på længere sigt brug for helt nye tiltag, hvis vi skal bruge public-service tanken og den publicistiske grundidé som grobund for det oplyste demokrati. Specielt set i lyset af at borgerne simpelthen ikke vil betale for en avis eller nyheder i det hele taget, fordi deres behov for nyheder og information tilfredsstilles på anden vis, særligt af de sociale medier. Undersøgelser viser, at betalingsvilligheden er omkring 0 kroner for generationen under 30 år. Det skaber både udfordringer for hvordan og hvilke nyheder, vi har adgang til, og hvordan vi skaber en fælles debat. I sidste ende er det jo en kæmpe udfordring for hele demokratiet.
Derfor må der nok en større omkalfatring til i forhold til, hvordan vi tænker public-service, hvor vi udvider tanken fra de traditionelle publicistiske medier til at omfatte andre debatskabende og formidlende tiltag og institutioner, som f.eks. de lovbestemte biblioteker med deres oplysnings- og informationsopgaver.
Over halvdelen af borgerne kommer jævnligt på bibliotekerne og mange for at deltage i meget andet end at låne materialer.
Medieforliget lægger op til ændringer for at styrke netop den demokratiske debat, bl.a. andet via en særlig pulje til lokale ugeaviser, finansieret af støtten til de store dagblade. Det er dog lidt uklart, hvor mange millioner, der går til de lokale medier og særligt til hvem og hvordan. Endelig er de lokale medier jo også for en stor dels vedkommende ejet af særligt et af de store medier. I den støttepulje kunne jeg også godt have forestillet mig, at man havde inddraget lokale debatskabende institutioner som aftenskoler og biblioteker.
Et nyt og særligt spændende tiltag, hvor bibliotekerne forhåbentlig også får mulighed for at deltage, er i det ’lydunivers’ for børn, hvor DR skal bruge næsten en tredjedel af de midler de får. Det bliver interessant at se, hvordan alle tiltagene i medieaftalen udmøntes.
■ Fremtidens public-service bør udvides for demokratiets skyld. Desværre kom der ikke ret mange andre end de mere traditionelle mediepolitiske tiltag i den lille kasserolle, hvor man kogte medieaftalen sammen. Men jeg tror og håber, at man i de mange undersøgelser og udvalg der nedsættes også husker at inddrage Dansk Kulturliv og i særdeleshed de danske biblioteker – for der er mange muligheder for at styrke den demokratiske samtale, hvis vi skal have flere med. Opgaven med at skabe debat og samtaler er ikke kun væsentlig for fortsat at udvikle og styrke bibliotekets samfundsmæssige virksomhed, men fordi biblioteket bør en helt central rolle i at bidrage til sikre og udvikle demokratiet.
Michel Steen-Hansen, direktør Danmarks Biblioteksforening.
