Vi sidder i toget fra København til Herning, Fanden har ikke fået sko på og vi har stadig søvn i øjnene. Hverken Oskar eller jeg har været med på DB’s topmøde før, men i år er vi repræsentanter for Institut for Informationsstudier ved Københavns Universitet. Ingen af os er helt sikre på, hvad vi skal forvente – eller det vil sige, vi har set programmet, og vi har hørt, at deltagerne ikke er blege for at tage en svingom på festaftenen. Og vi er spændte.
Vi ankommer og folk er allerede i fuld gang med at networke, besøge stande og se oplæg. Fokus på oplæggene er bibliotekets udfordringer og fremtidsudsigter, og det bliver hurtigt klart, at der er en udbredt enighed om, at biblioteket (også) i fremtiden skal være et mødested. Men vejen dertil bliver ikke diskuteret i samme grad, og man skal se langt efter de konkrete løsningsforslag på problemstillingerne.
Så da vi nåede oplægget om Kulturpolitik som værdiskaber, og Nils Krause Kjær indledte spørgerunden med et: ”Det kommer til at lyde meget uvenligt,” tænkte jeg: ”Så for Søren – nu rykker det.” Men det gjorde det bare ikke. Diskussionen blev ved med at bevæge sig på et abstrakt og overfladisk plan, hvor fortærskede floskler som ”vi skal tænke innovativt”, ”tænke ud af boksen” og ”være offensive” blev brugt i flæng. Vi kom aldrig det spadestik dybere på trods af Nils ihærdige forsøg.
Jeg underkender på ingen måde, hvor stor og svær en opgave biblioteket står overfor, og hvorfor det er svært at blive konkret i diskussionen. Så at skulle identificere et behov – eller i værste fald at skulle opfinde og skabe et behov – som har et samfundsmæssigt gavn er i min optik kun første skridt på vejen til at etablere biblioteket som et nyt mødested. Andet skridt er, når bibliotekerne rent faktisk står klar i sin mere eller mindre nye form som mødested. Det er der, der så skal gøres op med borgernes hidtidige opfattelse af, hvad biblioteket kan og ikke kan, og så få brugere ind ad døren. Og måske er det egentlig en større opgave end at finde behovet for bibliotekerne til at starte med.
Jeg er enig med Jane Jegind i, at en del af vejen til at identificere behovet for bibliotekerne er belagt med brugerinddragelse, men modsat Jane er jeg ikke overbevist om, at det nødvendigvis primært er de unge, der skal inddrages. Jeg mener ikke, at der findes en universel skabelon, der fungerer som løsning for samtlige biblioteker. Større biblioteker kan rumme mange segmenters behov på engang, mens min oplevelse er, at de små biblioteker, der forsøger at gøre det samme, ender med at gøre det hele halvt, og de får dermed ikke indfriet nogen af deres segmenternes behov på tilfredsstillende vis, hvilket resulterer i halvtomme biblioteker. Min slutning er, at bibliotekerne sagtens kan udfylde rollen som et mødested generelt, mens formen for mødestederne er mere flydende alt efter det individuelle biblioteks kapacitet, placering og sit segments demografi.
Min anden betingelse, der kræver en ændring af borgernes opfattelse af biblioteket… ja, det er en længere udredning. Det er spørgsmål, som det her, der danner grobund for praktikforløb. Så lad mig slå et slag for de studerende af den gamle biblioteksskole. To nye studienavne og et hav af studieordninger senere er fagligheden i høj grad intakt, alt imens den også har bredt sig til at omfatte andre former og forståelser af kulturinstitutioner med information-, publikum- og brugerforståelse for øje. Ja, det er skamløs selvpromovering, men hvis du spørger mig også en virkelig god idé, som jeg tror på kan være en del af løsningen. Som studerende drømmer vi om at få lov at omsætte vores viden til praksis og erfaring, udforske ideer og prøve kræfter med den virkelige verden uden for den teoretiske boble – alt bibliotekerne skal gøre er at udnytte det.
Af Maria Sofie Jensen, INF-studerende
