Skrevet af

17. juni, 2024
Download hele magasinet som pdf:

Hvordan skaber man en hjemmeside, der lever op til brugernes forventninger, når forventningerne er skabt af tech-giganter med milliarder i ryggen? Det giver biblioteker i hele landet et nyt bud på. Hvad kræver det af bibliotekerne og hvad kan borgerne vente sig? Læs med og bliv klogere.

En ny hjemmesideløsning, Folkebibliotekernes CMS, udviklet af foreningen Det Digitale Folkebibliotek, har set dagens lys og manifesterer sig hen over sommeren som 95 funklende nye hjemmesider hos folkebiblioteker over hele landet.

Brugerne forventer i dag optimale oplevelser og services på tværs af deres mobil, PC og tablet. Bibliotekernes tilbud er frie at benytte, og troværdigheden er høj, men konkurrencen om brugernes opmærksomhed er hård. Brugernes forventninger til bibliotekernes hjemmesider og apps er skabt af tech-giganternes tilbud, og det har været den helt store udfordring, da der med stærkt begrænsede midler skulle udvikles en tidssvarende hjemmesideløsning.

Er hjemmeside-formidling ikke out-datet? Sker det hele alligevel ikke på de sociale medier, kunne man måske spørge. Men, nej, så enkelt er det ikke. Bibliotekernes mangeartede tilbud betyder, at deres hjemmesider er en af deres vigtigste kanaler. Faktisk kan kompleksiteten i løsningen minde mere om et avanceret fagsystem.

Men hvad er det egentlig for en CMS-løsning, som borgerne bliver præsenteret for, og som bibliotekerne nu skal arbejde med?

Tilgængeligt, intuitivt og lækkert

Den altoverskyggende grund til, at der skulle udvikles et nyt CMS til folkebibliotekerne var, at det tekniske set-up bag de gamle hjemmesider var blevet forældet og gjorde det umuligt at lave nye funktionaliteter. Men også designet og brugeroplevelsen var utidssvarende.

Der er derfor lagt et stort arbejde i at gøre den nye løsning visuelt appellerende og tidssvarende. Designkonceptet henter inspiration fra bogpapirets farver og folder, og bruger samtidig det lokale biblioteks nuance til at give liv og plads til den lokale identitet.

Oehlenschlæger, Øhlenschlager, Oelenshläger?

“Søg og du skal finde” står der i Biblen, og nu kan bibliotekerne tilføje “lige meget, hvor godt du staver” til Jesus’ berømte ord. Med den nye hjemmesideløsning følger nemlig en helt ny søgefunktion, der, som man kender det fra Google, vil komme med kvalificerede bud på resultater, selvom man ikke har ramt helt rigtigt på tastaturet.

Den nye hjemmesideløsning gør det også nemmere at få overblik over sit biblioteksbrug. Man vil, som noget nyt, kunne se både sine digitale og fysiske lån og vælge at gruppere dem efter afleveringsfrist.

Huskelisten vil med den nye løsning følge borgeren på tværs af forskellige bibliotekers hjemmesider og i appen Biblioteket, så man altid har sin fulde huskeliste ved hånden, selvom man er låner i flere kommuner. 

Og så bliver det nu også muligt at bestille bøger og andre materialer hjem fra centralbibliotekerne via den lokale hjemmeside.

Modsat hos tech-giganterne, hvor brugerne betaler med deres privatliv, bruger Folkebibliotekernes CMS privacy by design. Det betyder, at der ikke bliver gemt brugerdata på hjemmesiden. I det hele taget har IT-sikkerhed og GDPR-krav været vægtet højt igennem hele projektet.

Det væsentlige er usynligt for øjet

En af de allerstørste forskelle på den nye og den gamle CMS-løsning er dog slet ikke noget borgerne eller bibliotekerne kan se. Det handler nemlig om selve den tekniske konstruktion. Den nye består af mange små byggeklodser, og det betyder, at man hurtigere og nemmere kan rette fejl og tilføje nye funktioner.

Det betyder samtidig, at bibliotekerne skal gentænke hele opbygningen af deres hjemmesider, da man ikke bare kan overføre strukturen fra den gamle side.

Det har givet bibliotekerne en mulighed for at få ryddet op i gammelt indhold og starte på en frisk. Men det er også en meget udfordrende og tidskrævende opgave at skulle udforme en helt ny struktur, der både kan rumme alle bibliotekernes mangeartede tilbud og være gennemskuelig for brugerne.

Bare spørg

Normalt er det bibliotekarerne, der besvarer borgernes spørgsmål, men i Aalborg valgte medarbejderne at gå ned i det lokale center og snakke med folk, da de skulle finde en god opbygning af den nye hjemmeside:

“Vi spurgte dem, hvor de ville lede efter forskellige emner på vores hjemmeside og det var super brugbart”, fortæller Mie Møller Nielsen, der er digital formidler ved Aalborg Bibliotekerne. “Det var med til at bakke vores mavefornemmelse op og skabe en forståelsesramme, vi kunne arbejde ud fra”, fortæller hun.

Udviklerne bag hjemmesideløsningen har gennemført brugervenlighedstests, ligesom der også er udført omfattende tilgængelighedstests for at sikre, at hjemmesiden er enkel at bruge for alle – også borgere med funktionsnedsættelser.

“Vi er jo alle sammen med i det”

Men det er ikke kun borgerne, der er blevet involveret. Undervejs i udviklingsforløbet har biblioteksfolk fra hele landet bidraget til at skabe den nye hjemmesideløsning. Der har været en kæmpestor velvilje hos bibliotekerne til at byde ind på de forskellige opgaver, der har været i processen.

Det har gjort en afgørende forskel for det endelige produkt, både at kunne nyde godt af biblioteksmedarbejdernes kompetencer og få løsningen trykprøvet af dem, der skal arbejde med den.

Det betyder også noget for bibliotekerne, at de har været med i udviklingen. Som en af de frivillige testere, Anya Mathilde Poulsen fra Køge Bibliotekerne forklarer: “Jeg synes, det er en stor styrke, at det er en fællesskabsting. Man vil jo grundlæggende også bare gerne hjælpe til gavn for alle folkebiblioteker i Danmark. Vi er jo alle sammen med i det!”

Bliver aldrig helt færdig

Selvom bibliotekerne snart kan byde velkommen på deres nye hjemmesider, er løsningen ikke helt færdig og bliver det aldrig. Idéen bag den nye løsning er nemlig, at både leverandør og biblioteker fortsat kan udvikle på den.

Heldigvis er den første bedømmelse af siden i sin nuværende form, en borger spontant har givet Herlev Bibliotek, positiv:

“I har jo fået ny side, den er meget flot – og den er ret intuitiv at bruge.”

Håbet er, at det bliver den generelle oplevelse for brugerne. Forude venter stadig masser af arbejde.

SARA MARIA KOHNAGEL, kommunikationskonsulent Det Digitale Folkebibliotek.

Se eksempler på den nye hjemmeside:
Aalborg: https://www.aalborgbibliotekerne.dk
Herlev: https://www.herlevbibliotek.dk
Billund: https://billundbib.dk

Om Foreningen Det Digitale Folkebibliotek
Foreningen Det Digitale Folkebibliotek er en sammenslutning af folkebibliotekerne i alle landets kommuner samt Grønland, Færøerne og Sydslesvig. Det Digitale Folkebibliotek er sat i verden for at udvikle og formidle et sammenhængende digitalt bibliotek med både den enkelte borger og fællesskabet i fokus. 


Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Udfordringerne fra tech-giganterne – introduktion til ny rapport

Kunstig intelligens rummer både et teknologisk gennembrud og en samfundsmæssig udfordring, som det er nødvendigt at forholde sig til, viser rapporten Grænser for ...

Nyt digitalt lydunivers for børn og unge

Et nyt public service-lydunivers forventes i luften i slutningen af 2024 og Aller Media A/S skal stå for det, oplyser Radio- og tv-nævnet. I dag tilbringer selv små børn flere ...

Man kan regne med bibliotekerne

Også i AI-tider, fastslår Annette W. Godt i forlængelse af “Er der nogen, der vil være med” – debatten om bibliotekernes informationsopgave i dag. Men med ...

Er der nogen, der vil være med?

Vi skal tilbage på sporet kære sektor, opfordrede Pernille Schaltz, biblioteks- og borgerservicechef i Herning, i et debatindlæg i Danmarks Biblioteker nr. 6, 2023. Debatten ...

Vi skal tilbage på sporet, kære sektor!

Folkebibliotekernes kerneopgave med information: De danske folkebiblioteker skal holde fast i, at der ér noget, der er sandt, og at der kun er én virkelig virkelighed, som ikke ...

Regeringen i Norge styrker bibliotekerne

Litteratur og læsning for alle er sammen med lige adgang til digitalt indhold er vigtigt for den norske regering. Kultur- og Ligestillingsdepartementet udvider den norske ...