Danmarks kulturliv var blandt det første, der blev ramt af COVID-19-restriktionerne i foråret 2020, og selvom kulturlivet i stor udtrækning nu igen er åbent og tilgængelig for befolkningen, så oplever kulturbranchen nye vaner og ændret brugeradfærd. Det betyder væsentligt færre besøg, færre arrangementer og færre solgte billetter.
Vi ved, at handlinger bliver til vaner. Derfor skal der handles nu, så kulturen i hele sin mangfoldighed kan komme styrket ud af krisen og fortsætte med at være det afgørende kit, der binder samfundet sammen og skaber nye fællesskaber.
Men hvad skal der til for at få genoprettet kulturens vilkår efter coronakrisen?
Hvordan ser de politiske visioner ud, og hvilken rolle skal kulturen spille i fremtidens velfærdssamfund?
På kulturmødet Mors vil debatten ”Når Danmark genstarter – hvad så med kulturen?” sætte fokus på kulturens nye vilkår, og bede en række kulturpolitiske ordførere om deres holdninger til den fremtid, som venter kulturlivet i Danmark.
Clement Kjersgaard vil moderere debatten, hvor deltagerne vil være Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet, Jan E. Jørgensen Venstre, Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti, Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti, Peter Mark Lundberg, direktør, Dansk Teater, Steen Bording Andersen (s), formand, Kulturudvalget Aarhus og Danmarks Biblioteksforening, Christine Buhl Andersen, Ny Carlsbergfondet og Lasse Horne Kjældgaard, professor SDU.
Debatten kan ses online fredag den 20. august kl. 14:30 på Kulturmødets hjemmeside samt bl.a. på Danmarks Biblioteksforenings Facebook.
Debatten er arrangeret af Danske Koncert- og Kulturhuse, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Dansk Live, Organisationen Danske Museer, Dansk Teater og Danmarks Biblioteksforening.
#km21 #culturematters