Spor på nettet. Fra ligeglad til skræmt til klogere: Da jeg fandt ud af, hvad internettet vidste om mig

Skrevet af

Emilie Kleding Rasmussen

30 november, 2015

Som journalister på Politiken skrev min kollega og jeg i sommer en række artikler, som fuldstændig ændrede mit syn på privatliv i den digitale verden.

Det var ellers slet ikke meningen, da jeg først spurgte 28 virksomheder, hvad de vidste om mig. Ifølge lovgivningen har alle EU-borgere ret til at få indsigt i egne oplysninger, og derfor forventede jeg spandevis af data. 

Så nemt var det imidlertid ikke. Ud af 28 virksomheder, levede 19 ikke op til lovgivningens krav. Store internationale firmaer som Facebook og Google udleverede ikke de oplysninger, jeg havde krav på, men svarede i stedet med en mur af tavshed. Fra Rejsekort og TDC fik jeg udleveret andre personers fortrolige oplysninger. Selv fra min egen arbejdsplads Politiken fik jeg ikke det, jeg spurgte efter.

Var det digitale liv det værd?
Oplevelserne fik mig til at miste tilliden og tvivle på, om det overhovedet var det værd. At have en Facebookprofil, når jeg ikke vidste, hvad de indsamlede om mig? At søge på Google uden at vide, hvad de brugte mine søgninger til? At have en smartphone, der fortalte alt om min fær-den, mens jeg ikke selv kunne få det af vide? 

Det er et dilemma og et valg, som kun den enkelte kan træffe – men også det viste sig sværere end som så.

Mange offentlige hjemmesider sender nemlig oplysninger til private firmaer, fandt analysefirmaet Cookie Information ud af for Politiken. Hele 62 procent af landets kommuner samt Skat.dk, Sundhed. dk, Cpr.dk, Jobnet.dk og Borger.dk’s ’Min side’ brugte i sommer tjenesten Google Analytics.

Det betyder, at hjemmesider,  som mange borgere deler personfølsomme oplysninger med og ikke bare kan fravælge, sender data om vores adfærd på hjemmesiderne videre til Google Analytics – og dermed til Google, som ejer tjenesten. Hvad der derefter sker med oplysningerne er op til Google.

Sådan blev jeg mere privat
Flere af de offentlige tjenester ved måske ikke engang, at de deler ud af borgernes digitale adfærd. Eksperter har i hvert fald peget på, at der mangler fokus på området – så der er grobund for forbedringer.

Med hensyn til sociale medier, smartphone, mailadresse og dankort kan man i teorien vælge det hele fra. I realiteten er det dog – i hvert fald for mig – et valg mellem den moderne verden og total isolation. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg ikke ville vælge mellem alt eller intet. Med en portion skepsis så jeg med nye øjne på de digitale tjenester, og jeg besluttede mig for en række gratis tiltag for at gøre mig mere privat:

•    Jeg slog lokalitetstjenester fra på min iPhone og iPad, så hverken Apple eller mine apps fik adgang til at spore min placering. 

•    Jeg droppede Google og skiftede til søgeværktøjerne duckduckgo.com og startpage.com.

•    Jeg installerede gratisværktøjerne Ghostery og Disconnect, som blokerer cookies fra tredjeparter.
 

EMILIE KLEDING RASMUSSEN er journalist ved dagbaldet POLITIKEN'.

Under titlen Spor på nettet – hvad betyder det for den enkelte og for biblioteket som frirum blev Emilie Kleding Rasmussen på bibliotekernes Bogforumstand interviewet om sine sommererfaringer foran et meget interesseret og engageret publikum.

Ikke-brugerne og bibliotekerne

LEDER Tak igen for valget til formand for Danmarks Biblioteksforening. Jeg er beæret og ydmyg over opgaven. Men vil kaste mig ud i arbejdet med min erfaring fra otte år i ...

Set fra MIN stol – Kultur for alle

Om kommuner, kultur og biblioteker – ansvar og adgang. Kultur for alle. Det kan både lyde klichéfyldt og banalt, men tænker man videre over det, så er det faktisk en ret ...