Skrevet af
Steen Bording Andersen (A)
Midt i det moderne danske demokratis største krise vedtog man for 100 år siden en bibliotekslov. Lige efter første verdenskrigs afslutning, midt mellem et flertal af danskere i Sønderjylland havde stemt sig ‘hjem’ til Danmark, og kongen en god måned senere afsatte regeringen ved et statskup, vedtog Folketinget landets første bibliotekslov. Men hvorfor nu det?
En del af forklaringen var, at demokratiet var i krise, og blandt folkeoplysende kræfter var man klar over, at der skulle kæmpes for at udvikle det spirende folkestyre. Kun 20 år efter systemskiftet der gav Folketinget (Rigsdagen, red) den reelle magt i landet, og kun fem år efter indførelsen af den lige og almindelige valgret, hvor også kvinder og tyende fik stemmeret. Det sønderjyske spørgsmål og forskellige nationale opfattelser splittede landet og førte til Påskekrisen i 1920, hvor Christian X afsatte regeringen ved noget, der lignede et stats-kup. Demokratiet var i den grad udfordret. Demokratiske tilstande blev dog hurtigt genoprettet, og en folkevalgt regering tog igen over, ikke mindst fordi folkelige kræfter kæmpede for det nyetablerede folkestyre. En skønsom blanding af folk som med rod i hele det borgerbaserede og oplysende projekt kæmpede for folkestyret med udgangspunkt i, at borgerne skulle have adgang til oplysning, læsning og uddannelse for at kunne bidrage til samfund og folkestyre.
De samme kræfter som i årene op til 1920 havde arbejdet for at få gennemført en bibliotekslov. Bannerfører for dem var Danmarks Biblioteksforening, som forenede politikere og fagfolk i arbejdet for den folkeoplysende sag. Det lykkedes den 5. marts 1920, hvor Danmark, som blot andet land i verden, vedtog en lov om biblioteker, der sikrede borgerne adgang til viden. Eller som det hed i den første bibliotekslov "at udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning”. Altså meget mere end blot en bogsamling med gode historier til udbredelse af læsning, men en regulær mulighed for at være en deltagende medborger. Folkebiblioteket var et politisk projekt, der skulle understøtte demokratiet, og som sådan har formålet ikke forandret sig frem til i dag.
Nok er vores demokrati levende og stærkt, men det er også udfordret på en række parametre, som netop fastslået af en ny betænkning fra Demokratikommissionen nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd. Mængden af nyheder er massiv som aldrig før. Og med de sociale medier har alle mulighed for at deltage i den offentlige samtale, men tonen lige nu afskrækker ikke bare mange voksne, men flertallet af unge fra at diskutere holdninger online. Så skønt Danmark er i top af verdensranglisten for reelt demokrati gennem åbne valg, er tilliden til politikere, centrale institutioner og etablerede medier bemærkelsesværdig lav. Kommissionens konklusion er “at det danske demokrati ikke er i en systemisk krise eller på vej ud over afgrunden, men at der dog er en række bekymrende tendenser og vigtige udfordringer, som skal håndteres nu, hvis vi fortsat skal bevare et af de mest velfungerende demokratier i verden.”
Netop her spiller folkebiblioteket og dets grundtanke om koblingen mellem borgernes adgang til viden og læring som indgang til samfundet en helt central rolle. Både som stedet, der skaber mulighed for at myndige og deltagende medborgere kan få adgang til reel information og viden, men også som det lokale sted, der skaber mulighed for at deltage og skabe debat og kultur i fællesskab. Med ordene fra år 2000-loven: “Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet” og det kræver ligesom i 1920 meget mere end blot adgang til bøger. Biblioteksloven sætter stadig ramme for og forpligter alle kommuner til at skabe et folkebibliotek med adgang for alle borgere i alle aldre.
Spørgsmålet, i en tid hvor digitaliseringen for alvor forandrer vores deltagelsesformer, er, om ikke sådan en lov helt konkret burde forpligte stat og kommuner til at bruge biblioteket aktivt til at skabe deltagende medborgere.
Lederen af Danmarks Biblioteksforenings formand, bragt i Danmarks Biblioteker nr. 1, 2020.
