LEDER
Endnu et budget er netop blevet vedtaget i de danske kommuner. Kort tid efter vi kunne glæde os over, at der var afsat lidt flere midler til kultur i finanslovsforslaget, kunne vi græmmes over de meget voldsomme besparelser på kultur og særligt på biblioteker ude i mange kommuner.
Det understreger i den grad behovet for at styrke kulturens stemme. Det er ikke nok, at vi i bibliotekerne og i de andre dele af kulturen hver på vores område prøver at råbe landets beslutningstagere op. Vi må i hele kulturbranchen råbe endnu højere op om, hvordan bibliotekerne og kulturen ikke alene på egne kerneområder er vigtige og uerstattelige i borgernes liv – men især skal vi råbe endnu højere, når det gælder bibliotekernes og kulturens kraft og styrke, når det handler om at ”bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen”. Som de tre regeringspartier så rigtigt skriver i Regeringsgrundlaget. Det forbliver et hult ønske, hvis det i sidste ende bliver på kulturkontoen, kommunerne må finde de besparelser, som regeringen stiller som administrative krav.
I Danmarks Biblioteksforening har vi gennem hele budgetfasen løbende forsøgt at kommunikere dette budskab i kommunerne og i finanslovsforhandlingerne. Ikke alene til de nationale men også til lokale politikere. Men de er svære at råbe op.
Vi tror derfor på, at det er bydende nødvendigt, at vi forener vores kræfter og samarbejder meget mere med resten af kulturlivet. Vi skal være tydelige i ønsker, forventninger og krav – sammen.
Under coronakrisen lærte vi, hvor meget det betyder, at vi i de kulturelle brancher forsøger at tale med én stemme, når vi har en fælles interesse. Vi oplevede, at der pludselig blev lyttet mere fra ikke bare kulturministeriet, men fra flere andre myndigheders side. Derfor begyndte vi at opbygge alliancen Dansk Kulturliv som vi siden har udviklet og skabt i form af en fælles paraply for teatre, museer, festivaler, kulturhuse, orkestre og biblioteker. Og som en fælles samfundsstemme når det gælder de store og vigtige træk og opgaver, der kræver alles opbakning. Som f.eks. omkring regeringens meget italesatte ambition om de 43.000 unge uden uddannelse eller plan for fremtiden. Hvem skal sætte projekter i søen, koordinere, samordne og fastholde den slags enorme ambitioner? Svaret er åbenlyst – kulturdanmark ude i kommunerne.
Vi kan mærke, det virker. Vi inviteres til flere af de centrale udvalg og indgår i væsentligt flere politiske og administrative dialoger. Vi inviteres ofte med, når de politiske udspil skabes. Efter vores egen opfattelse ikke ofte nok.
Vi synes, at vi og kulturen, som det kit der holder Danmark sammen, skal have mere indflydelse. I Danmarks Biblioteksforening går vi derfor videre i samarbejdet med de seks andre større interesseorganisationer på området og skaber et sekretariat og søger midler til opbygningen fra de nationale puljer, som vi f.eks. kender det fra idrættens verden – hvor vi ved det virker/batter noget.
Vi skal styrke dansk kulturliv som en fælles stemme, så vi også i de danske byråd får en stærkere stemme, når der lægges budgetter. Vi skal tale, så borgmestre, økonomiudvalg, byråd og alle de andre udvalg og forvaltninger er klar over bibliotekernes og kulturens rolle i også at bidrage til at løse tidens store kriser lokalt.
