LEDER
Det er nu et år siden den russiske invasion af nabolandet Ukraine tog sin begyndelse. Heldigvis er krigen en fiasko for Rusland. Med hjælp fra nye og gamle venner i Vesten er det lykkedes Ukraine at stå imod og vende defensiven til offensiv, det ser ud som om Rusland måske er på vej ud af Ukraine fremfor at snuppe endnu en bid. Dét er entydigt godt. Det skal alle demokrater støtte. Hvordan gør vi det bedst?
Fremtiden er altid længere end nutiden, og hvis vi skal ha’ et fornyet godt forhold til russerne, må krigen anskues ud fra dén synsvinkel. Ligesom Hitlers og nazisternes første offer var den tyske befolkning, har Putin og kompagnoner først begået vold og overgreb på russerne og dernæst på sine naboer, herunder Ukraine. Der kommer en tid efter Putin, en fremtid, som vi kan være med til at påvirke demokratisk, hvis vi bevarer relationerne til det russiske folk.
Da krigen brød ud, blev russisk kultur aflyst alle steder, også i Danmark. Dernæst fik ikke statslige kunstnere alligevel lov at optræde herhjemme. Dét ser i dag forskelligt ud rundt om i Europa meget afhængigt af, hvor anstrengt forholdet til Rusland er i et historisk perspektiv. Nogle steder er grænsen totalt lukket, andre steder modtager man militærnægtere m.fl. på flugt fra Putin.
Der har altid været store skel mellem menigmand og magthavere i Rusland, i nyere tid enormt meget større skel end vi kender i Vesteuropa. Det ses tydeligt med et hurtigt kig ned gennem kunsten og litteraturen.
Dostojevskij, en af verdens helt store forfattere, blev for sine første romaner og oppositionelle aktivitet dødsdømt af zaren i 1849, men blev benådet kun minutter før hængningen og blev i stedet sendt fire år til Sibirien og seks år i militæret. En anden af russisk romankunsts store perler med en skarp kritik af myndigheder og militærvæsen er romanen Vor tids helt fra 1840 af Michael Lermontov.
Kunst og kultur i Rusland er meget forskelligt. Det er selvfølgelig både Bolshoi balletten, statsanerkendt og ikonisk propaganda plakatkunst. Men der er historisk og aktuelt også opposition og modstand. Jeg synes, det i dag er en særlig opgave for det kulturelle miljø i Europa og ikke mindst i Danmark at pleje samarbejde med ikke statslige kulturpersoner, institutioner og grupper i Rusland, der evident ikke samarbejder med Putins regime. Kun på den måde kan vi bringe tro på fremtiden, selvtillid og styrke tilbage i et hårdt prøvet og truet demokratisk civilsamfund i Rusland.
Dansk kulturliv og ‘det officielle Danmark’ har et ansvar her. Man skal passe på med ikke at slukke ilden med en brand, for så er der intet at bygge på efterfølgende. Folkebibliotekerne har som den største kulturinstitution lokalt også et særligt ansvar for fortsat at præsentere russisk kultur og litteratur.
Og for samtidig at tage imod og inddrage de mange mennesker, der er kommet hertil i flugt fra krigen i Ukraine. Sådan som landets kommuner og folkebiblioteker straks i for-året gjorde det og fortsat gør. Vi krydser alle fingre for, at de snart kan vende hjem, men indtil da skal vi præsentere vores demokratiske, inkluderende tilgang ved at tilbyde viden om danske forhold, læseoplevelser og ved at lytte og debattere i stedet for sortliste og ekskludere. Denne tilgang kan også gøre noget godt for Ukraines fremtid.
Med håb om at de mange ønsker om regulære fredsforhandlinger får vind i sejlene i 2023.
