Hvordan rykker den grønne dagsorden for alvor?
Hvad er politikernes ansvar, og hvilken rolle kan biblioteket spille?
Den folkelige forankring kommer ikke af sig selv. Det er på tide, at politikerne vender bøtten og investerer mere massivt i at få befolkningen med.
En afgørende faktor for udbredelsen af FN’s verdensmål er bibliotekers og bibliotekarernes opmærksomhed og fokus på formidlingen af disse i dagligdagen. Lyder en konklusion og opfordring i Second European Report on Sustainable Development Goals and Libraries, 2022 EBLIDA.
I Danmark er arbejdet med FN2030-målene relativt udbredt i bibliotekerne, og baggrunden er formentlig både et lokalt 2030-fokus i de enkelte kommuner samt igangsættende og kvalificerende initiativer på nationalt plan, mener bl.a. Steffen Nissen Odense Kommunes Biblioteker og medlem af EBLIDA’s ekspertgruppe ELSIA om bæredygtighed. Han går bag om rapporten i Danmarks Biblioteker i oktober 2022.
Thomas Sture Rasmussen, verdensmålskoordinator i netværket DB2030, Danmarks Biblioteksforening, har et bud her og nu.
Hvorfor er politikerne så bange for at bede befolkningen om hjælp i klimakampen, skriver chefredaktør på Mandag Morgen, Tanja Nyrup Madsen, på sin blog.
Det er et godt spørgsmål.
En del af forklaringen ligger måske i, at mange stadig ikke bakker fuldt op om vindmøller, solceller og alt muligt andet, der kan ’risikere’ at havne i egen baghave. En undersøgelse fra Aarhus Universitet fra sidste kommunalvalg i efteråret peger f.eks. på, at man som borgmester kan miste en del stemmer ved at foreslå opsætning af vindmøller. Dette billede har ændret sig en smule efter Ruslands krig imod Ukraine, hvor det at gøre sig fri af Putins gas og olie, har rykket ved danskernes holdning.
Ud over stepperne – men hvordan
Vi hører også om faren for Gule veste i Danmark og social slagside, hvis vi beskatter flyrejser. Nu kommer der så afgifter på CO2, så politikerne har altså også flyttet sig, men det ændrer ikke på, at der fortsat i befolkningen kan være modstand mod forskellige tiltag.
Hvis alle nu er enige i, at det skal der gøres noget ved, hvem gør det så?
Hvem sikrer den folkelige forankring, så de næsten 2/3 dele af CO2 besparelsen i 2030, der vedrører os som borgere, kan komme ud over stepperne?
Bibliotekerne på banen
Måske skal vi til at tænke anderledes og se folkeoplysningens aktører bl.a. bibliotekerne som dem, der rent faktisk kan være med til at klæde borgerne på. Så de gennem deres personlige handling og demokratiske valg giver politikerne det mandat, der skal til, når de svære beslutninger skal træffes.
Det er det, vi er i fuld gang med at tage hul på i biblioteksverdenen – gennem oplysning, viden og fakta til at handle på, facilitering af handlefællesskaber og nye måder at sætte en grøn og bæredygtig verdensmålsdagsorden.
Det er en udvikling på den lange bane. Vi skal ifølge regeringen være i mål med 70% af CO2 udledningen i 2030 og verdensmålene har samme skæringsdato. Og set i helikopterperspektiv er det jo ‘bare’ første runde, det er – hvad der kommer efter – der bliver rigtigt svært. Så det er et langt sejt træk.
Hvad vil borgerne?
Det giver også bibliotekerne rundt omkring nye udfordringer – vi er vant til, at det er politikerne, der sætter kursen, typisk udfører vi det, kommunalbestyrelsen eller kulturudvalget har bestemt.
Men hvad betyder det, hvis vi bliver nødt til i højere grad at tage borgernes perspektiv?
Hvis borgerne vil gå længere, sætte en anden dagsorden. Bare tænk på, når alle de unge, der har strejket om fredagen, har meldt sig ind i klimabevægelsen, og har Greta Thunbergs mod til at ville ændre verden får magt? Hvilket sker flere og flere steder, bl.a. via ungeklimaråd.
Gør mange det samme, batter det
Jeg selv er sådan set helt enig med Tanja Nyrup Madsen. Corona lærte os, hvor langt vi er villige til at gå og, som hun pointerer, hvis bare bilisterne på motorvejene, sænker farten fra 130 til 110 kilometer i timen, sparer vi klimaet for 30% af udledningen fra deres udstødningsrør (hvilket mange faktisk gør netop nu på grund af de stigende benzinpriser). Og hvis en million familier gik over til lørdagskylling i stedet for røde bøffer, bliver det til en besparelse på 7.800.000 ton.
Så grundlæggende handler det jo om at komme ud med de budskaber om, at de små tipping points virker, at det nytter noget også at ændre små ting i hverdagen.
For det kan vel ikke være rigtigt, at der skulle en forfærdelig krig til at gøre os klimabevidste, det må kunne gøres med mindre. Heldigvis er vi i fuld gang mange steder med opgaven – gennem direkte dialog, nye folkeoplysende netværk og lokale ambassadører samt udbygning af formidlingskompetencer.
Turbo på det folkelige element
Når nu alle er enige om, at det er den folkelige opbakning, der stadig bremser for at sætte endnu mere skub på en mere bæredygtig udvikling – hvorfor starter man så ikke her? Det er jo ikke hønen eller ægget. Tænk hvor meget der kunne gøres for en brøkdel af alle de milliarder, der investeres i ny teknologi og bæredygtige løsninger – som befolkningen så åbenbart ikke helt er klar til at tage til sig.
Den største anke er, at beslutningstagerne åbenbart stadig tror, det hele bare kommer af sig selv. Området behandles lidt stedmoderligt, og man får let en følelse af ‘Ja, ja, det er fint, det I har gang i…’ Men måske er det netop det allervigtigste, vi har gang – og grundlaget for, at alt det andet kan lade sig gøre?
THOMAS STURE RASMUSSEN koordinator på projektet: Bibliotekernes formidling af FN’s verdensmål
