Landets biblioteker samler danskerne på tværs af alder, holdninger og sociale skel. Derfor er de et oplagt forum for debatten om, hvordan vi kommer i gang med den grønne omstilling.
For mange er klimakrisen blevet uoverskuelig og abstrakt, både når det gælder omfanget af klimaforandringerne og løsningerne på dem. Mange danskere oplever derfor at stå alene med deres tanker og bekymringer om klimakrisen. Men landets biblioteker er en oplagt ramme for debatten om den grønne omstilling, fordi de samler danskere på tværs af alder og sociale skel.
“Der er få offentlige rum, hvor vi kan mødes på tværs af generationer, holdninger og baggrunde. Når vi samtidig står overfor en så stor udfordring som den grønne omstilling, er bibliotekerne essentielle, når det gælder om at skabe det rum”, siger Maria Gudme, konsulent hos DeltagerDanmark, der er med til at arrangere Klimahandledag i samarbejde med Grønne Nabofællesskaber.
En grønnere retning
Grønne Nabofællesskaber er en bevægelse, som hjælper danskere med at organisere sig og gøre hverdagen mere klimavenlig.
Den 25. april afholdes Klimahandledag i hele landet, hvor man kan melde sig til en klimavenlig aktivitet sammen med familie, naboer eller kolleger. Dagen er en anledning til at udfordre status quo og stille nogle af de spørgsmål, der kan være med til at gøre fremtiden mere bæredygtig. F.eks.: Hvordan ser et grønnere villakvarter ud? Hvordan holder man den mest klimavenlige konfirmationsfest? Kan vi gøre vores fodboldklub klimaneutral?
“Vi kan ikke løse klimakrisen alene. Fælles problemer kræver fælles løsninger”, siger Maria Gudme og fortsætter:
“Den enkelte dansker kan gøre meget sammen med deres kollegaer, fodboldhold eller grundejerforening. Og vi ved, at fælles handling skaber varige forandringer. Missionen er at starte en national samtale om, hvad der skal til for at skabe et klimavenligt og mere bæredygtigt samfund.”
Klimahandledagen er en anledning til at gøre noget for klimaet sammen med andre – det være sig familie, naboer eller den lokale sportsklub. Og Danmarks Biblioteksforening og DB2030 hjælper med at åbne døren til et fællesskab, hvor danskerne kan blive klogere på og kan gå sammen om at skabe en grønnere hverdag.
Læs mere på Klimahandledag.dk, hvor man kan melde sig til en aktivitet og blive hjulpet i gang med værktøjer og guides, så det bliver let at gå sammen om klimahandling sammen med dine venner, din fodboldklub eller dine nærmeste kollegaer.
ANNA EBBESEN, Konsulent/Del af Klimahandledag.
Flere artikler:
UGE17 202 Borgernes Verdensmålsuge af Thomas Sture Rasmussen, koordinator DB2030.
En del af løsningen: Bibliotekernes arbejde med verdensmålene af forskerne Mia Høj Mathiasson og Henrik Jochumsen.